Aniston

Lost in London – Part XVIII

Oversvømmelsen

"I'm a little yellow fish in the deep blue sea..." Det er dejligt at være ved havet. Man kan svømme, dykke og så videre, men når havet kommer til en, så er det lige pludselig ikke så sjovt længere.
Lost in London – Part XVIII
Hvis man har fulgt med i denne serie, så kommer det vel næppe som den store overraskelse, at Kylle og jeg bor i noget gammelt lort - ikke at jeg klager, overhovedet ikke. Men når man ligefrem oplever monsun indendørs, så siger det vel lidt om standarden.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er som om, at vand og kælderlejligheden på 32 Dawes Road i London ikke går så godt sammen. Først var der jo oversvømmelsen i køkkenet og stuen den 26. februar 2005, og da det regnede for 2 uger siden, begyndte det at regne ind gennem døren. Som om dette ikke skulle være nok, så har vi så også fået et lille vandproblem i badeværelset.

Nu tænker du sikkert: "Jamen helt ærligt, der skal jo være vand i et badeværelse..." og jo, der kan jeg kun give dig helt ret, men hele gulvet skal ikke forvandles til et ocean, når man har badekar og tager bad i det!

Vores lille ækle, lilla måtte med en delfin på var på mystisk vis begyndt at blive gennemblødt, når vi tog bad. Ingen af os sprøjtede den til med vilje, så vi blev enige om, at vores bad lækkede. Nu var det altså slut med lange bade.

Som alle ved, så er vi kvinder enormt gode til at tage lange bade - og nu havde vi endelig et bad, hvor der var varmt vand i hanen til forskel for det i Bromleby.

En dag da Kylle kom hjem fra arbejde, sagde hun, at vi skulle ind på Trafalgar Square, fordi der blev vist ballet på en storskærm. Dette krævede, at vi begge skulle i bad. Først var det Kylle, og på magisk vis var der næsten ikke kommet noget vand på gulvet, så det var jo herligt.

Men, men, men... Jeg var ikke så heldig. Jeg vil lige sige til mit forsvar, at jeg altså tog et kort og hurtigt bad, men dette var ikke helt nok. Da jeg rakte ud efter håndklædet, så jeg det. Hele gulvet var vådt. Det var ikke bare nogle små dråber vand hist og her - nej det var en stor sø.

Sitle: "Øhm... Kylle kom lige..."

Kylle: "Hvad?"

Kylle stak hovedet ind af døren og så den store sø på gulvet.

Kylle: "Hvad har du lavet?"

Sitle: "Ikk' noget!"

Nå, men der var jo ikke andet for end at tørre op.

Vi blev enige om, at det nok var på tide at gøre Anthony, vores landlord, opmærksom på vores lille vandproblem. Men da han ikke aner, hvem jeg er, når jeg ringer, så var det Kylle, der måtte gøre det. Jeg tror, det er på grund af mit mærkelige navn, at folk ikke ved, hvem jeg er, men jeg er ikke sikker.
ANNONCE
Lost in London – Part XVIII
Anthony, der desværre var på hospitalet, ville arrangere, at en af hans venner kunne komme og kigge på det og så derefter lave det. Vi aftalte, at Ted skulle komme torsdag den 9. juni 2005 klokken 16.

Klokken blev 16, men der var ingen Ted. Klokken 17 ringede vi til Ted - men der var heller ingen Ted.

Nå, men vi ringede så til Anthony og sagde, at Ted ikke var dukket op, men Anthony spiste os af med, at Ted var en gammel mand.

Da klokken var 17.30, ringede det på døren, det var Ted! Nårh ja, bedre sent end aldrig! Men ja, Ted var en gammel mand - en meget gammel mand. Han er i hvert fald over 85.

Han kom ned i lejligheden og kiggede på badet.

Vi fortalte ham, at der kom vand ud ved gulvet. Ted tog en skruetrækker frem og fjernede to skruer, hvorefter han brækkede et stykke af beklædningen af.

Både Kylle og jeg kiggede skeptisk på ham, men han så da ud som om, at han havde en idé om, hvad han lavede. Han havde da i hvert fald mere styr på det, end Kylle og jeg havde...

Efter at have rodet rundt under badekaret i 20 minutters tid, sagde han, at han ville komme tilbage, godt nok først mandag, og give hele kanten af badekaret silikone. Derefter gik han.

Som enhver anden mand, så ryddede han ikke op efter sig. Der var træsplinter ud over hele gulvet og sorte fingre på vores hvide badeforhæng - typisk mænd!

Vi fandt ud af, at vi kunne lægge badeforhænget på en sådan måde, at der ikke kom vand ned gennem silikonekanten - eller den, der ikke var der - så vi kunne sagtens overleve indtil mandag.

Det blev mandag, men der var ingen Ted. Det blev tirsdag, men ingen Ted. Tirsdag aften ringede Anthony og spurgte, om det var i orden, at Ted kom om onsdagen klokken 17. Da jeg jo alligevel bare går hjemme, så var det da helt i orden med mig.

Det blev onsdag, og klokken blev 17, men der var igen Ted. Klokken 18 ringede han på og sagde, at han skulle lave noget i den øverste lejlighed, og om det var i orden, at han kom ned til os torsdag klokken 15.30.

Det var nu torsdag den 16. juni, en uge efter hans første besøg, og nu så det endelig ud til, at vi ville få lavet badet. Jeg regnede med, at han ville komme minimum en time for sent - det var jo det, han havde gjort de andre gange. Men til min store overraskelse, så var han der allerede 15.10.

Han skrællede det gamle silikone af og lagde noget nyt på. To timer efter han var kommet, sagde han, at han ville komme igen den næste tirsdag, og så gik han. Han sagde ikke hvorfor, men da Kylle og jeg gik ud på badeværelset, så vi, at der stadig var hul indtil rørene.

Sitle: "Typisk mænd!"

Kylle: "Hvad nu?"

Sitle: "Prøv lige at se der!"

Inde ved rørene lå alt det silikone, han havde skrællet af samt en af de klude, han havde brugt. Ikke noget med at smide det i en skrællespand, nej det er da meget nemmere at smide den ind under badet - det er der jo alligevel ingen, der lægger mærke til!

Vi har da fået lavet vores bad, og det lækker da heller ikke mere, så noget godt er der da kommet ud af at have Ted rendende. Nu må vi jo så bare se, hvornår han kommer for at sætte den sidste plade på. Man ved aldrig, hvor lang tid det tager med ham!
ANNONCE
Del

Seneste nyt