Aniston

Lost in London – Part XVII

Model for en dag

Blondiner, high class, mode butikker og bøsser i lange baner, ja så er det dyre kvarter, Knightsbridge, beskrevet. Og når man får tilbudt at være en af de højerestående for en dag, så kan man da ikke sige nej... Da slet ikke, når det betyder, at man må være snobbet - bare for at passe ind!
ANNONCE
Lost in London – Part XVII
Vores overbo (hende, der prøvede at drukne os i Lost in London - Part XI) har en side-beskæftigelse som "Event Coordinator", og hun skulle på kvindemesse for at promovere sin lille business. Når man har en stand, så får man automatisk nogle fribilletter, og jeg var så heldig, at Lene gav mig en.

Søndag den 3. april 2005 tog jeg til Olympia for at tage på kvindemesse. Da jeg ankom til hallen, hvor messen var, var det første syn, der mødte mig, flere hundrede kvinder, der stod i kø for at komme ind. Oh God! Nå, men der var jo ikke andet for end at stille sig i kø. Heldigvis tog det ikke så lang tid, da de fleste blev dirigeret en anden vej, fordi de skulle købe billetter!

Da jeg var kommet ind, skulle jeg så finde den stand, hvor Lene stod. Dette var ikke nemt. Der var over 500 stande fordelt på to etager. Jeg fandt et kort over stedet, og efter at have tosset rundt i 15 minutter, fandt jeg da også standen. Jeg lagde min jakke og tog derefter på opdagelse.

Da jeg havde været hele turen rundt og stort set havde fået set alt inklusiv at have fået massage, en tarrot-læsning, healing og japansk healing, skulle jeg hen og hente min jakke. Jeg gik i mine egne tanker, da en kvinde stoppede mig og begyndte at ævle løs om et eller andet. Hun prøvede at give mig nogle brochurer, og jeg prøvede at takke nej. Jeg prøvede at flygte, men heller ikke det kunne jeg.

Jeg sukkede og udfyldte min adresse på en eller anden lille ting. Da det var gjort, lod hun mig gå.

Fredag den 22. april 2005 var jeg på vej hjem fra pub, da min telefon ringede omkring klokken 18.30. Jeg var på det tidspunkt, det man kalder selskabeligt overrislet... Eller sagt på en anden måde, så var jeg godt fuld. Jeg tog telefonen:

Sitle: "Sitle speaking."

Kvinde: "Yada, yada, yada..."

Måske var det alkoholens skyld, måske var det kvindes accent, måske var det en kombination af begge, jeg ved det ikke, men jeg fattede absolut intet af, hvad det var, hun sagde. Hun ævlede løs om make-up, billeder og vin.

Efter 10 minutter faldt tiøren. Det var det sindssyge kvindemenneske fra kvindemessen, som jeg ikke kunne komme væk fra.

Det viste sig, at jeg var blevet udtrukket og nu kunne få en makeover - altså få sat hår og lagt make-up og derefter få taget nogle modelbilleder på: "One of London's most prestigious make over and photographic studios" sammen med en ven. Se, det var jo et tilbud, man ikke lige sådan siger nej til.

Vi aftalte, at Kylle og jeg skulle derind tirsdag den 7. juni 2005.
ANNONCE
Lost in London – Part XVII
Den 7. juni 2005 klokken 12.15 begav vi os mod Studio 64 i Knightsbridge. Da vi kom ned på Fulham Tubestation, spurgte jeg Kylle, om hun havde taget brevet med. Det havde hun ikke. En af os måtte tilbage efter brevet, og da jeg ikke kunne komme ud uden af betale, så blev det Kylle.

10 minutter senere kom en meget rødhovedet og forpustet Kylle tilbage med brevet. Kylle kunne nu konstatere, at hendes kondition var lig minus 10! Vi gik ned og tog Tuben, og 15 minutter senere var vi i Knightsbridge. Vi fandt stedet og gik op.

Det første, der mødte os, var en høj blondine, der gav os et glas vin og et skema, der skulle udfyldes. Vi udfyldte skemaerne mere eller mindre løst, vi havde ikke gjort os nogen tanker om, hvordan vi ville have lagt make-up - vi skulle jo bare have det sjovt!

Samtlige mænd, der var på den etage, var bøsser, og der er nu et eller andet herligt over bøsser. Jeg sagde for sjov til Kylle, at nu skulle vi ind og have lagt make-up af en bøsse, og lige efter jeg havde sagt det, kom der en fyr ud med meget feminine træk:

Fyr: "Sidsel Anderson"

Jeg smilede og rejste mig. Jeg er efterhånden ved at finde ud af, at folk ikke ved, hvad jeg hedder. Hvis ikke det er mit fornavn, de ikke kan udtale, så er det mit efternavn... Ja eller begge dele. Det er af den simple grund, at jeg er gået over til at hedde "Sitle" her. Alle kan udtale det - og endda også huske det!

Da jeg kom hen til ham, spurgte han, om jeg var fra Island. Jeg smilede og sagde, at jeg var fra Danmark. Det er første gang, at nogen har troet, at jeg var fra Island. Normalt tror folk, jeg er fra Norge, Sverige eller Finland, når de ser mit navn.

Det viste sig, at fyren var fra Sverige, eller Malmö, og hed Janus. Han spurgte, om jeg forstod svensk. Jeg sagde ja. Han begyndte så at tale svensk til mig, men da jeg svarede på dansk, kiggede han bare mærkeligt og uforstående på mig. Derefter gik vi over til at tale engelsk igen!

Han spurgte mig, hvad jeg havde forestillet mig, men da jeg ikke rigtig havde nogen idé, om hvordan jeg ville have lagt make-uppen, så gav jeg ham frie hænder.
ANNONCE
Lost in London – Part XVII
Janus snakkede som et vandfald... Han var faktisk værre end mig! Hver gang han kom med et spørgsmål, blev det sluttet af med enten: babe, darling eller love. Jeg elsker bare de engelske/svenske bøsser - de er så søde!

Efter næsten en time var Janus færdig med at lægge make-up på mig, og jeg blev bedt om at vente på, at mit hår kunne blive stylet.

Kylle, der nu også havde fået lagt make-up, kom hen, og da vi har det med at "komme til" at bagtale folk på dansk, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte advare hende om, at Janus var svensker, og at han muligvis ville forstå noget af det.

Jeg havde ikke ventet længe, før jeg blev kaldt hen for at få stylet mit hår. Jeg fik glattet det inderste, og derefter fik jeg lavet nogle store krøller i det yderste. Man kan desværre ikke rigtig se det på billedet - men damn jeg så godt ud!

Da jeg havde fået sat hår, skulle jeg så vente på, at Kylle også havde fået sat hår. En feminin mand kom hen og kiggede først på et stykke papir, derefter på mig og derefter igen på papiret, og sagde så ret opgivende:

Mand: "Oh God... Si... Sid... Sidsel?!"

Jeg smilede og sagde: "Yes!"

Endnu engang var der et skema, der skulle udfyldes. Heldigvis klarede manden det.

Mand: "Would you like any shoots together with your friend?"

Sitle: "Yes, that is why I brought her!"

Kylle kom hen og blev igen spurgt om de samme ting, som jeg lige havde svaret på. Da det var klaret, skulle vi så vente til en af fotograferne var ledige.

Der kom endnu en feminin mand hen til os og bad os om at følge med ind i et lille studie. Mens han sang... Eller prøvede at synge med på R:E:M's "Man on the Moon", tog han det ene billede efter det andet af først mig og så Kylle.

Da vi havde fået taget billeder, gik vi ud til blondinen for at få det tidspunkt, hvor vi kunne se billederne. Hun sagde, at det ville tage 30 minutter. Vi satte os for at vente. Pludselig kommer blondinen hen igen:

Blondinen: "Didn't I give you the time? You have to wait downstairs in the reception."

Hvis der er noget Kylle og jeg har lært af vores ophold her i London, så er det at opføre os ligesom englænderne. Med snerpet munde og lynene øjne kiggede vi begge på blondinen, mens vi tog vores ting og gik ned.

Da vi havde siddet en halv time nede i receptionen, gik vi op igen.
ANNONCE
Lost in London – Part XVII
Blondinen: "The viewing is on the 2nd floor, but you have to wait in the reception till you are called up."

Hun havde kun sagt, at vi skulle vente i en halv time, ikke et ord om, at det var på anden sal, og ikke et ord om, at vi ville blive hentet i receptionen. Hvis det ikke var fordi, at jeg er sådan et pænt menneske, var jeg eksploderet og havde givet hende et par på hovedet... Jeg tror, Kylle havde det på samme måde!

Vi gik igen tilbage til receptionen og ventede. De 30 minutter, som vi egentlig skulle have ventet, var nu blevet til en time.

Endelig blev vi kaldt op, så vi kunne se billederne.

Det var nogle utroligt gode billeder, og både Kylle og jeg var noget videre overraskede over, hvor godt vi egentlig så ud på dem. Vi havde lyst til at tage dem alle sammen, men desværre kostede de røven ud af bukserne.

Vi kiggede hurtigt på hinanden, og uden at have sagt noget, var vi blevet enige om, at vi kun ville bruge de £ 80, vi havde lagt i depositum for hele denne dag.

Selvom fyren, der viste os billederne, pressede på og prøvede at sælge os flere billeder, var vi ikke til at hugge i. Da det endelig gik op for ham, at vi ikke ville have mere end to, opgav han da også. Vi fik billederne, og tog derefter hjem.

Det havde været alle tiders underholdende dag, men hvor kan man blive træt af sådan en high-class-snob-bitch-high-fasion-hjernedød-bimbo blondine!

Ikke et ord om, at Kylle og jeg har prøvet på at se så

dumme ud som muligt på "før" billederne!
ANNONCE
Del

Seneste nyt