Aniston

Lost in London – Part XVI

Leaving Sitel

Hvad gør man, når man er træt af sit arbejde, træt af sin manager, træt af sin nærmeste kollega, træt af en dårlig løn, træt af kunder, træt af at stå op før en hvis herre får sko på? Jo, man tager på ferie og vender aldrig tilbage igen!
ANNONCE
Lost in London – Part XVI
Efter ni måneder på Sitel i den tekniske kundeservice for Philips Danmark var jeg blevet så træt af mit arbejde. Jeg ville væk. Jeg havde længe gået og overvejet, hvornår jeg skulle sige op. Både Kylle og jeg havde planlagt, at vi ville holde op i midten af juni. På den måde har vi tid til at lege turister og få set London. Foreløbig har vi boet her i næsten et år, og vi har stort set ikke fået set andet end National Gallery. Det ville jo være en anelse pinligt at komme hjem uden at have set den by, man har boet i et år.

Jeg besluttede mig for at brænde de to ugers ferie af, som jeg havde til gode og aldrig mere vende tilbage til telefonen på Sitel.

I slutningen af marts fik vi ny svensk manager. Han har ikke rigtig styr på, hvad det er, vi sidder og laver dagen lang - hvilket ikke er så heldigt. Han forstår heller ikke dansk, men okay det er jo heller ikke alle danskere, der forstår svensk, så der er han lovligt undskyldt. I det hele taget opfører han sig mere som en ven end som chef... Jeg gik op til ham og sagde:

Sitle: "Martin, can I have a word with you?"

Martin: "Sure - what can I do for you?"

Sitle: "Is it possible that I can go on holiday the 26th of May and never come back again?"

Martin: "What?"

Sitle: "Okay let me put it in another way. I want to quit, and I have two weeks of holiday left. So that means that I want my last day here, on the phones, the 25th of May, but with the two weeks of holiday my last day will officially be the 8th of June. I will fill in the holiday request form later today and hand in my resignation tomorrow."

Martin blev lidt paf efter den smøre og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Jeg gik tilbage til min computer og arbejdede videre.

Dagen efter gav jeg Martin følgende:

Dear Martin Johansson:

Please accept this letter as my formal notice of resignation from SITEL, effective Wednesday the 8th of June 2005. The associations I've made during my employment here will truly be memorable for years to come.

Thank you very much for the opportunity to work here.

Sincerely,

Sidsel Andresen
ANNONCE
Lost in London – Part XVI
Det var så det - nu havde jeg sagt op og taget ferie. Jeg vil da ærligt indrømme, at jeg nok flygtede fra stedet, men jeg kunne simpelthen ikke mere.

Jeg hadede min arbejdsplads, og jeg gad ikke at blive råbt af hver dag - både af kunder og den danske servicemanager, der heller ikke har nogen idé om, hvad man laver i kundeservicen.

Når der er nogen, der holder op, så er der tradition for, at man holder "Leaving due" den sidste fredag, man er der. Min svenske kollega, Ole, havde sin sidste dag den 20. maj, så vi slog vores "Leaving dues" sammen.

Efter arbejde tog vi ned på pubben, "Old Orleans", hvor vi begyndte at drikke. Det var ikke bare en enkelt pint - nej det var den ene cocktail efter den anden!

Når man stopper på Sitel, så er der også tradition for, at der bliver samlet ind til en gave og et kort til den, der stopper. Michala, min danske kollega, havde købt gaven... eller gaverne til mig.

Jeg fik dvd'en "All the president's men", der handler om Watergate skadalen i 70'erne, et armbånd og en turkis pung - jeg fik pungen, fordi jeg i starten havde en pink pung som Michala ikke syntes var så fiks igen!

Og ja, så fik jeg jo også et kort, hvor alle havde skrevet noget til mig:

Käre Sidsel,

Lycke till med studierna och vad du än gör i framtiden.

Sitel kommer inte vara detsamma utan dig och ditt glade humör.

Kram Malin


Kjære Sidsel!

Det er trist at du reiser.

Kommer til å savne ditt blide åsyn!

Klem fra Greta og Lykke til vidre!


Sidsel!

I feel so sad as you are now leaving us!

But good luck in the future!

Jaakko


Ja det var bare tre af de små hilsner, der står i kortet... Jeg må virkelig have gjort indtryk på mine kolleger.

Da klokken blev omkring 18.30, havde det engelske hold også fået fri, og da det jo er en typisk engelsk tradition at tage på pub fredag, når man er færdig på arbejdet, så kom de også ned på pubben.

Jeg kendte et par af englænderne, men der var også mange, jeg aldrig havde set før, men anyways dem jeg kendte kom hen og begyndte at snakke med os "Crazy nordics", som vi af en eller anden grund bliver kaldt... Det kan måske have noget at gøre med, at vi drikker som et hul i jorden, men jeg er ikke helt sikker!

Karin: "Sidsel, it is 6.50. Happy hour ends in ten minutes! Give me my bag!"

Sitle: "What? You are kidding... right?!"

Karin: "No."
ANNONCE
Lost in London – Part XVI
Happy hour på "Old Orleans" består i, at man for £ 4,95 kan få to cocktails. Jeg gik sammen med Karin op til baren og bestilte to Long Island Iceteas. Men da jeg stod i baren, kom jeg i tanke om, at jeg havde aftalt med Kylle, at hun skulle komme til Kingston, når hun havde været til "leaving due" hos en af hendes kolleger.

Som den gode veninde jeg nu engang er, så ringede jeg til hende og spurgte, om jeg ikke skulle købe to Long Islands til hende, nu hvor de var billige.

Nu havde jeg så købt fire Long Islands og plus den jeg havde i forvejen, så stod der nu 5 hele drinks foran mig...

Karin: "So where is Heidi?"

Sitle: "Leicester Square!"

Karin: "And you really think there will be any drinks left for her?"

Sitle: "Yes of course!"

... Eller jeg gik da ikke ud fra, at jeg ville kunne hælde alle fem ned!

Da klokken var omkring 20.30, kom Kylle endelig, og jeg kunne stolt sige, at jeg havde købt to Long Islands til hende, men jeg måtte også tilstå, at jeg var kommet til at drikke dem. Kylle rystede på hovedet og sagde, at hun heller ikke havde regnet med, at der ville være nogen tilbage til hende.

Jeg må vist hellere tilføje, at Long Islands ikke er helt så stærke som Fridays. De har det med at måle alt alkohol op, så de er sikre på, at der ikke kommer for meget i!

Kylle og jeg stod og snakkede, da min kollega fra det engelske hold, Junior, spurgte, om vi skulle med på "The Mill" (en anden pub i Kingston). Vi sagde ja, drak vores drinks ud og tog med Junior, Michael og Anu på "The Mill".

Nu må jeg komme med endnu en tilståelse: Jeg husker ikke så meget fra "The Mill". Jeg er kommet frem til, at det kan skyldes to ting: Enten at jeg er ved at blive senildement, eller også kan det have noget at gøre med den mængde alkohol, jeg havde fået indenbords... Jeg er ikke helt sikker på, hvilken en af dem det er!

Jeg husker noget med en omgangs-slikkepind, en dobbelt gin and tonic, nogle meget snobbede tøser på toilettet, en meget fuld Nigel og Burger King. Jeg kan ikke huske præcis, hvad der skete, men det var vist meget sjovt!

Om mandagen var jeg på arbejde, og folk snakkede om, hvordan fredagen havde været - og sjovt nok havde de også lagt mærke til, at Kylle og jeg var forsvundet sammen med nogle fra det engelske hold. De ville gerne vide, hvor vi var taget hen, og jeg kunne så fortælle, at vi bare havde været på "The Mill", og at der ikke var sket noget specielt der.

Da jeg kom tilbage fra min frokost pause, kom der en fyr fra det engelske hold hen og gav mig en seddel samtidig med, at han sagde: "From A.J."

Jeg tog sedlen, og der stod:

A.J.

07833395406

Cheers love!
ANNONCE
Lost in London – Part XVI
What?! Jeg var overrasket samtidig med, at jeg var ved at dø af grin. A.J. havde ikke turdet selv at give mig hans nummer, så han havde fået en anden fyr til det.

Jeg havde næsten ikke snakket med ham - eller det vil sige, at det var både første, sidste og eneste gang jeg har snakket med ham.

De sidste par dage på Sitel gik med at undgå A.J. - jeg ville ikke have noget med fyren at gøre. Og Michala og Malin, der havde set, at jeg havde fået et lille brev, prøvede at få mig til at fortælle, hvem det var fra, og hvad der stod i det, men jeg kunne ikke nænne at fortælle det - det ville jo være synd for fyren, hvis han blev drillet!

Da klokken var 15 onsdag den 25. maj 2005, loggede jeg for sidste gang af min computer. Jeg tog mine ting, sagde først farvel til mine nordiske kolleger og derefter mine engelske. Det var med en blandet følelse, at jeg forlod Sitel. Jeg var glad og lettet over, at jeg ikke skulle være der mere, men samtidig var jeg også lidt ked af at skulle sige farvel til de mennesker, jeg trods alt havde gået op og ned af de sidste ni måneder.

Men nu kan jeg da se frem til en god og velfortjent ferie.
ANNONCE
Del

Seneste nyt