Aniston

Lost in London – Part XV

Oh my God... Ehm, can I say "God" in here?

Halleluja, klokke klang, amen og korsets tegn - Kylle og jeg tog til den tidlige forestilling i den lokale kirke til trods for, at ingen af os er synderligt religiøse - men hvad, det skal jo prøves!
Lost in London – Part XV
Jeg vil gerne starte med at sige undskyld, hvis jeg træder nogen over fødderne med denne artikel - det er bestemt ikke min mening.

Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og tror da heller ikke på, at der er en Gud - for helt ærligt, hvordan kan en mand skabe lys, mørke, dyr og mennesker, når han ikke kan ramme toilettet, når han er fuld?!

Anyway, Kylle og jeg bor lige ved siden af en kirke, og jeg havde længe sagt, at jeg godt kunne tænke mig at overvære en engelsk gudstjeneste, fordi jeg ville se, om det var lige så uinteressant som en dansk gudstjeneste.

Ved hjælp af mine fantastiske overtalelsesevner fik jeg overtalt Kylle:

Sitle: "Ved du hvad vi skal i morgen - og du kan ikke sige nej?!"

Kylle: "Næh... hvad?"

Sitle: "Vi skal i kirke!

Søndag tog vi så i kirke.

Vi gik ind i kirken og følte os en anelse malplaceret. Alle så ud til at kende hinanden. Vi tog hver en salmebog, hvori der lå et par løse ark. Vi gik ind og satte os på stolene. Efter at have kigget papirerne igennem fandt vi ud af, at der åbenbart også var barnedåb, denne morgen.

En organist sad og spillede noget, der sikket har været noget, der betød meget for kirken, mens en del af kirkegængerne lagde sig på knæ for at slå korsets tegn og bede, da en mærkelig lugt pludselig begyndte at brede sig.

Kylle: "Hvad er det, der lugter af?"

Sitle: "Det lugter som om, en eller anden har en meget kraftig parfume på..."

Vi sad lidt og kiggede rundt og undrede os over, hvad det var for en mærkelig lugt, og hvor den kom fra.

Kylle: "Nu ved jeg hvorfor det lugter... lad være at vende dig om..."
ANNONCE
Lost in London – Part XV
Jeg var nysgerrig, så jeg vendte mig da om med det samme. Det syn der mødte mig, var ubeskriveligt morsomt. Pludselig begyndte en hel masse ting at falde på plads.

Knælende folk, korsets tegn og røgelse en mas - den lille, lokale kirke var ikke en uskyldig, protestantisk kirke, men derimod en katolsk kirke.

Mens præsten, kirketjeneren med den rædselsfulde røgelse og tre drenge i hvide kjortler, med lys og kors gik op af kirkegulvet, prøvede både Kylle og jeg på bedste vis at skjule vores overraskelse over, at vi nu stod midt i en katolsk gudstjeneste.

Nå, men der var jo ikke andet for end at tage det som en oplevelse - og helt ærlig, så er en time jo ikke meget at bruge på sådan en forestilling!

Vi forventede en del morgengymnastik, men at man ligefrem skulle stå op de første 10 - 15 minutter, mens præsten havde bevæget sig ud i en lang monolog om, hvorfor vand er godt, havde vi ikke lige regnet med.

Jeg prøvede at følge hans tankegang, men han var lige en anelse for abstrakt til, at man kunne tage ham seriøst.

Efter monologen, en salme, oplæsning fra Biblen af en af kirkegængerne, beviste præsten, at han gik ind for børnearbejde. En af de små drenge, der var med til at bære lys og kors op gennem kirken, skulle stå i lang tid og holde den store tunge Bibel over sit hoved, mens præsten så vigtig ud og læste op af den.

Jeg fandt ud af, at det virkelig var morgengymnastik, vi var kommet til. Man kunne knap nok nå at sætte sig, før man skulle op at stå igen. Jeg er da glad for, at vi havde sat os bagerst, så vi kunne se, hvornår vi skulle op at stå!

Som enhver anden kirke, så var der selvfølgelig også nadver. Kylle og jeg blev siddende, men en pige kom hen:

Pige: "Aren't you going to the Holy Communion?"

Sitle: "No... Sorry!"

Jeg smilede sødt - eller jeg prøvede, men det var lige som om, at vi blev betragtet som nogle outsiders, da stort set alle andre skulle op og spise pap og drikke vin. Jeg tror, pigen blev lidt forarget over, at vi ikke ville deltage i den del!

En ting, de ynder meget i en engelsk, katolsk kirke, er at lege legen: "Sig efter præsten". Når præsten messede noget, så skulle folk så gentage det, han sagde. Jeg fandt aldrig ud af, hvad præsten helt præcis sagde, men mærkeligt det var det.

Efter "legen" sagde præsten:

Præsten: "Bless each other by giving hands."

Folk begyndte at røre på sig og give hånd. En kvinde tog min hånd, og jeg kiggede vist lidt halvskræmt på hende. Hun smilede og sagde:

Kvinde: "May his peace be with you."
ANNONCE
Lost in London – Part XV
What was this? A mad house?! Jeg tænkte, at jeg hellere også måtte sige det samme til hende for ikke at virke alt for uhøflig. Da det var sagt til rækken foran, troede jeg, det var overstået, men nej. En hånd kom frem mellem Kylle og jeg, og der var jo så ikke andet for end at "hilse" på rækken bagved. Jeg kan kun sige, at dette er en meget mærkelig skik!

Da vi endelig, efter en time, nåede til den sidste salme, gik der to rundt og samlede penge ind. Jeg kiggede på Kylle og spurgte, om hun ikke havde nogen penge, for vi kunne jo ikke være bekendt andet end at lægge et par pence. Kylle kunne heldigvis fremtrylle nogle mønter, så vi slap for at forarge pigen igen!

Da pigen endelig var gået videre, havde vi tid til at koncentrere os om den sidste salme... eller salme er nok så meget sagt. Verset mindede om en sørgemarch og omkvædet mindede om en sømands-drukvise - meget mærkelig cocktail!

Da forestillingen var slut, kunne vi ikke komme hurtigt nok ud af kirken. Men inden vi kunne komme ud, så skulle vi forbi præsten. Uheldigvis stod han meget tæt på døren, og da han fik øjenkontakt med mig sagde han:

Præsten: "Good morning and welcome!"

Da jeg i forvejen kæmpede med at kvæle et grin, blev det kun værre ved det. Jeg smilede og prøvede at sige noget igen, men jeg tror ikke det lykkedes for mig, for både Kylle og jeg havde travlt med at komme ud, så vi kunne grine.

Egentlig var den katolske gudstjeneste ikke så forskellig fra den protestantiske - ja det skulle da lige være for al røgelsen!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE