Aniston

Lost in London – Part XIX

Turister

Efter at have boet og arbejdet i godt et år i en stor by, så er det vel på tide at lege turist, men hvad skal man se? Ved hjælp af
Lost in London – Part XIX
Kylle og jeg har endelig fri samtidig, og nu skal tiden så bruges på at være turister. Selvom vi har boet i London i snart et år, så er det aldeles ikke ensbetydende med, at vi har fået set nogle turistattraktioner, tværtimod.

Eller det vil sige, mange af dem har vi da, ved et uheld, gået forbi i vores jagt på et arbejde, men det er efterhånden så lang tid siden, at vi ikke kan huske det. Og jeg er da også kørt forbi Big Ben, da jeg mellem jul og nytår blev hentet i taxa, for at jeg kunne være på arbejde til tiden. Men det er vist også det.

Bevæbnet med en guidebog og en lille bog om Londons turistattraktioner gik vi i gang med at planlægge, hvad vi ville se. Kylle startede fra en ende af: Tower of London, London Eye, The London Dungeons, London Zoo, etcetera.

Hver gang hun nævnte noget, som vi kunne tænke os at se, blev det skrevet ned. Og som I nok kan gætte, så var der en hel del, som vi ville se. Men hvordan får man det til at passe sammen? Hvad gider man at se? Hvad koster penge? Hvad er gratis? Hvad er et "must" at se? Har man tid til det hele?

Da vi havde været begge bøger igennem, sad vi tilbage med en meget lang liste. Nu skulle vi så i gang med at slette alle de ting, som kun én af os ville se - eller som vi altid kan tage, når vi skal

på ferie herovre!

Vi endte med en liste, der så sådan ud:

  • Tour bus rundt i London


  • The London Dungeons


  • Tower of London


  • London Eye


  • London Aquarium


  • Theater Museum


  • Houses of Parliament


  • Charles Dickens Museum


  • British Museum


  • London Zoo


  • Musical: Billy Elliot


  • Hvordan skulle vi nå alt det med kun 14 dage tilbage, når vi også skulle nå at pakke? Kylle lavede en plan, hvor der var indlagt plads til både pakning, Sankt Hans og hviledage.
ANNONCE
Lost in London – Part XIX
Mandag den 20. juni 2005 startede vi vores liv som turister. Vi havde, lige siden vi boede på KFUK, lagt alle 1, 2, 5 og 10 pence i en sparebøsse, fordi de fyldte, og fordi man bliver så træt af at rende rundt med dem. Dem skulle vi nu have vekslet.

Vi havde i tidernes morgen set, at der i Sainsbury"s i Hampstead var en veksleautomat, men det var jo en anelse langt at tage helt nord på, bare for at veksle penge, så vi gik ind i den første og bedste bank, vi så.

Vi gik ud fra, at bankerne havde en veksleautomat, men her bliv vi snydt.

Vi var først inde i Kylles bank, men Royal Bank of Scotland havde ingen. Til gengæld gav de os nogle poser, så vi kunne sortere pengene og derefter få dem vejet, hvorefter vi så kunne får dem vekslet. Vi tog imod poserne, men gad egentlig ikke sortere 5 kg mønter!

Vi gik videre til Woolwich, men heller ikke her havde de det. Turen gik derefter videre til en af de største banker i England, Barclays, men heller ikke her var der hjælp at hente.

Til sidste prøvede vi Nat West - men ak, der var ingen kære mor.

Ingen af de engelske banker har en tælle-veksleautomat. Hvordan kan en bank fungere uden sådan en?

Vi blev enige om at tage i Sainsbury"s i Hampstead, for der kunne man da komme af med pengene, men først skulle vi med en tourbus på sightseeing i London. Bevæbnet med de 5 kg mønter købte vi billetter og tog på tur.

Vi kom til at sidde helt forrest, helt øverst oppe, så vi havde det bedste udsyn. Som enhver anden bus-sightseeing-tur kørte vi forbi en hulens masse ting, som vi tog billeder af - vi har ingen idé om, hvad det egentlig var, vi tog billeder af, og nogle af dem blev heller ikke så heldige.

Det er ret svært at tage billeder af ting, når bussen lige pludselig begynder at køre!

Der var selvfølgelig en guide med - han var fra Nordengland, og han sagde, hver gang vi stoppede, og ingen skulle af:

Guide: "No one is coming down Harry!"

Forestil jer, at man kører rundt i to en halv time - for man skulle jo endelig ikke gå glip af noget på den tur - og bussen stopper hvert femte minut; så går man hen og bliver rimelig træt af den sætning.

Vi lærte da også noget af vores kære guide. Vi lærte, at englænderne går meget op i tre ting:

  • Sir Christopher Wren


  • The Great Fire i 1666, der startede i Pudding Lane


  • Anden Verdenskrig


  • Hver gang guiden sagde noget om en bygning, så var der 90 % chance for, at det var en Sir Christopher Wren, der havde bygget den. Hver gang vi kom ind i et nyt kvarter, så var der 90 % chance for, at det var brændt ned i 1666. Og hver gang vi passerede en statue, var der 90 % chance for, at det var en eller anden gut, der havde været med i Anden Verdenskrig.

    Men hvad så? Kylle og jeg havde det ret underholdende, og da vi efter to en halv time havde været hele turen rundt og skulle af, sagde guiden:
ANNONCE
Lost in London – Part XIX
Guide: "Already getting of ladies?"

Sitle: "Yes!"

Vi skulle ikke have en tur til!

Vi styrede herefter ud i Sainsbury's i Hamstead. Vi gad ikke længere slæbe rundt på pengene. Da vi kom derud var deres penge-tælle-maskine selvfølgelig fyldt. Nu stod vi så der, med 5 kg mønter, som vi ikke kunne få vekslet. Herligt!

Vi blev enige om at gå op på KFUK, melde os til Sankt Hans og så derefter få sorteret mønterne og prøve om banken, HSBC, ville tage imod dem.

Da vi begyndte at gå op mod K, blev vi ret hurtigt mindet om vores første tur...

"Ifølge kortet skulle vi bare lige hen af en lille gade for at komme frem til KFUK. Denne lille gade var bare ikke så lille. Det var et bjerg med en stigning, som er uden for kategori..."

Selvom det snart var et år siden, var det stadig et bjerg, der skulle bestiges. Denne gang havde vi bare ikke 50 kg bagage!

Til vores store overraskelse, så kunne kontorpigen, Louise, og kokken, Bitten, stadig kende os, og de skulle da lige høre, hvordan det var gået os, siden vi flygtede fra K. Efter lidt chit chat købte vi en pose saltlakrids og meldte os til Sankt Hans. Vi satte os derefter ind i stuen og sorterede pengene.

Da pengene var sorteret og kommet i de små poser, gik vi ned i banken, og her ville de gerne tage imod dem. Vi var meget overraskede, men også lettede, for ingen af os gad længere at slæbe rundt på pengene.

Tirsdag den 21. juni 2005 havde vi sat af til at Ted skulle komme forbi, men der kom ingen Ted - hvilket jo egentlig heller ikke kom som den store overraskelse - vi har dog stadig hans briller!
ANNONCE
Lost in London – Part XIX
Onsdag den 22. juni 2005 skulle vi så endnu engang lege turister. Vi skulle ind at se London Dungeons. Vi blev ført rundt i en masse mørke gange, hvor forskellige bydele var bygget op, og så blev der ellers fortalt om, hvad der var sket.

Forskellige folk blev hevet frem og brugt som forsøgskaniner, når noget skulle demonstreres. Kylle og jeg syntes, det var ganske underholdende at se nogle af de turister, hvis engelske ikke var helt så godt, så de ikke helt forstod, hvad de blev bedt om.

Pludselig stod vi i en retssal med en dommer. Fortælleren i rummet sagde, at der var tre, der skulle dømmes. Hun kiggede rundt, og både Kylle og jeg kiggede væk. Da der ikke skete, noget kiggede jeg op på fortælleren, og hun pegede på mig.

Jeg måtte så gå op på anklagebænken/vidneskranken. Never look in the eyes of a stranger!

Dommeren: "State your name and your nationality."

Sitle: "My name is Sitle and I am from Denmark."

Dommeren: "Denmark? Uh, that is not good!"

Fortælleren fortalte herefter, at jeg var blevet set dansende nøgen rundt om et bål og havde fremmanet en mand. Hun pegede herefter på en mand og sagde, at det var min skabning, ergo jeg blev erklæret heks!

Dommeren: "Are you proud of your creation?"

Jeg kiggede på manden. Det var en mand, der var over 50 og værst af alt, så havde han tysker overskæg. Han så ikke for godt ud! Jeg kiggede derefter op på dommeren:

Sitle: "Ehm, not really!"

Jeg fik herefter valget mellem at erklære mig skyldig, ikke skyldig eller sindssyg. Hvis jeg erklærede mig skyldig, skulle jeg brændes. Hvis jeg erklærede mig ikke skyldig, skulle jeg brændes under vand, og hvis jeg erklærede mig sindssyg, så var der en chance for, at jeg gik fri. Jeg tog den med at være sindssyg.

Dommeren ville kun slippe mig fri, hvis det var, at jeg gav en demonstration over det, jeg havde lavet ved bålet. Jeg nægtede at strippe, så jeg blev dømt til hængning, skydning, hakning, kvælning, drukning og derefter brænding under vand.
ANNONCE
Lost in London – Part XIX
Nårh, ja, man kan jo ikke være lige heldig hver dag!

Torsdag den 23. juni 2005 var der jo så Sankt Hans Aften. KFUK havde arrangeret, at Mick Øgendahl skulle komme og optræde med "Special gueststar" Mette Lisby. Mette Lisby er ikke sjov, og det gjorde det ikke bedre, at hun optrådte med noget nyt materiale på engelsk.

Mick Øgendahl er altid en fornøjelse at se - alle tiders drengerøv!

Efter stand-up med de to, tog alle tilbage til KFUK, hvor der var grillbuffet, bål og sang.

Kylle og jeg har ikke nået halvdelen af det, vi egentligt ville se, men det er nok ikke sidste gang, vi er i London, så vi skal nok se alle turist-tingene før eller siden!
ANNONCE
Del

Seneste nyt