Aniston

Lost in London – Part XIV

Den grusomme sandhed møder selverkendelsen, skyldfølelsen og den dårlige samvittighed

Hvad gør man, når hele verden lige ramler sammen for ens fødder? En depression er ikke en god løsning. Lysten til at vende hjem til Danmark melder sig - men vende hjem til hvad?
Lost in London – Part XIV
For at starte fra en ende af, så havde jeg søgt ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Jeg kom, godt nok mod forventning, til optagelsesprøven og var da også blevet meget positiv efter den. Jeg var så positiv, at jeg var fuldt overbevist om, at jeg nok skulle blive indkaldt til den efterfølgende samtale.

Men sådan skulle det ikke gå. Kylle, der også havde været til optagelsesprøven, fik et brev, hvori der stod, at de gerne ville se hende til samtale. Hun var glad, og jeg var glad på hendes veje. Men der var intet brev til mig. Jeg fandt det brev, hvori der var et link og koder til en side, hvor man kan se status på ens ansøgning. Jeg gik derind, og der stod:

"Du har været til optagelsesprøve vedr. bacheloruddannelsen i journalistik. Vi har set på resultatet af din prøve, og må på baggrund heraf desværre meddele dig, at du ikke indkaldes til samtale, og du vil således ikke kunne optages på uddannelsen. Denne afgørelse er truffet på baggrund for de gældende retningslinier for vurderingen af ansøgerne til bacheloruddannelsen i journalistik."

Wauw... tiden stod stille i et par minutter, indtil jeg lige havde sunket den mundfuld.

Da jeg endelig kunne begynde at tænke igen, begyndte spørgsmålene at melde sig. Hvorfor var jeg ikke gået videre? Hvad havde jeg gjort forkert? Hvorfor mig?

En blanding af frustration, fortvivlelse og vrede overmandede mig.

Men det værste var, da den grusomme sandhed pludselig gik op for mig: "Hvad skal der nu ske, når jeg kommer hjem?"

For første gang i umindelige tider følte jeg mig virkelig lost.

Følelsen af at være fortabt var enorm. Jeg blev pludselig meget bange for at komme hjem - for hvad har jeg at vende hjem til? Selvfølgelig har jeg da min familie, men hvad skal lave? Jeg har intet job, og jeg har stort set mistet kontakten til mine venner i Odense.

Derudover meldte tanken om at skulle starte helt fra bunden sig. Det var et helvede og meget svært, da vi for snart et år siden pakkede en kuffert og drog til London. Det var et helt nyt samfund, man skulle tilpasse sig, og vi havde ingen penge de første seks måneder. Jeg ved godt, at man ikke lige sådan glemmer sine rødder, men tanken om at opleve det igen, er meget skræmmende.

Efter den grusomme sandhed kom så selverkendelsen. Jeg har ingen uddannelse, jeg kan bruge til noget. Man kommer ikke langt med studentereksamen. Det åbner nogle døre til forskellige uddannelser, men når man bare skal have et job, så er den mere eller mindre overflødig.

Erhvervserfaring? Jo, jeg har da arbejdet i en kundeservice i otte måneder, men jeg gider ikke den slags arbejde mere. Det er træls at blive råbt af og nedgjort, fordi mænd har en forestilling om, at kvinder ikke ved noget om teknik. Selvfølgelig er det ikke altid mig, de er sure på, men på selve firmaet - men det er alligevel mig, der skal lægge øre til, og i længden kan man ikke holde til at høre på det.

Jeg har da også arbejdet som pædagogmedhjælper; og jo, det var da meget sjovt, men det er svært at få arbejde som det igen, fordi der er så mange arbejdsløse pædagoger.

Jeg kan skrive, og jeg kan lide det, men det har jeg jo så lige fået smidt i hovedet, at jeg ikke duer til.
ANNONCE
Lost in London – Part XIV
Mens jeg har siddet her og skrevet, så har jeg samtidig fået tænkt lidt over tingene. Det er gået op for mig, at jeg igennem det sidste stykke tid har været uforskammet og uudholdelig overfor nogle af de personer, jeg sætter meget pris på.

Det er slemt nok at være bange for fremtiden, men det er mindst ligeså slemt at indse, at man har været et fjols. Nu var det skyldfølelsen og den dårlige samvittighed, der kom op i mig.

Trods det, at jeg lige havde fået afslag fra drømmeuddannelsen og i forvejen ikke havde den bedste dag, så skulle jeg også belemres med dårlig samvittighed.

Før at jeg kunne begynde at se fremad igen, så var der ikke andet for, end at få lettet hjertet og sige undskyld.

Det er aldrig nemt at skulle krybe til korset og sige undskyld, men sommetider er det for det bedste - både for én selv og for dem, det er gået ud over.

Min undskyldning blev heldigvis godtaget, jeg er tilgivet, men jeg kan da alligevel ikke lade være med at tænke over, hvor stor en idiot jeg har været, men jeg er meget taknemmelig for, at folk bærer over med mig.

Den grusomme sandhed, selverkendelse, skyldfølelse og dårlig samvittighed er alt for meget på en dag. Måske skulle jeg bare gå i hi og vente på næste optagelsesprøve til journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i år 2006.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE