Lost in London Part X
Flugten fra Bromleby
I lang tid havde vi talt om, at vi gerne ville have vores eget sted. Vi var blevet trætte af, at der hang sedler overalt.
"Please do not slam the door"
"Please switch the red light off after shower"
"Mind your head, while you are cooking"
"Please clean your dishes after use."
"Mind your head."
Oveni det var der så husets andre beboere. Der var en del udskiftning. Da vi flyttede ind, var der to brasilianere, en australier, en franskmand og en polak.
Franskmanden blev byttet ud med en spanier, der ikke kunne engelsk, men til gengæld kunne tale i telefon. Hun sad foran telefonen fra morgen til aften og bare plaprede løs på spansk. Kort tid før spanieren flyttede ind, flyttede polakken, lige før jul flyttede spanieren igen, og efter jul flyttede australieren. Endelig var der stille i huset. Vi var kun fire, men så flyttede der en ny franskmand og en tysker ind - og så var freden forbi.
Trangen til at flytte blev større, men hverken Kylle eller jeg havde tid til at lede ordentligt. Så en dag, da jeg sad og snakkede med en af mine kolleger, Lene, sagde hun, at Miia (min finske kollega) ikke havde råd til at bo i lejligheden under Lenes lejlighed. Derefter spurgte hun, om det ikke var noget for Kylle og jeg at flytte ind der.
Der var eget bad, køkken, stue, dressing room, entré og sågar en hel have, men kun en stor dobbeltseng. Alt dette for kun £ 450 om måneden. Det var næsten for godt til at være sandt. Den dag skyndte jeg mig hjem fra arbejde for at fortælle Kylle om lejligheden.
Kylle var overtalt efter: "Vi har fået tilbudt en lejlighed."
Dagen efter, da jeg kom på arbejde, fortalte jeg Lene, at vi var meget interesseret i at se den. Ugen efter tog vi så til Fulham Broadway for at se lejligheden.
Det var ikke verdens største sted, men det var langt større end det, vi boede i, i forvejen. Badeværelse og dressing room var på samme størrelse som det værelse, vi havde i Bromleby. Vi var solgte! Vi måtte bare have den lejlighed. Vi talte med landlorden, og han godtog os med det samme. Der var bare lige et lille problem. Barry, der boede i lejligheden, kom hjem fra Asien og skulle bo der fra den 5. februar 2005 til omkring den 12. februar 2005.
Vi kunne jo ikke gøre andet end bare at acceptere, at vi ikke kunne flytte ind med det sammen. Men i det mindste havde vi da noget at se frem til. Endelig skulle vi væk fra Bromleby.
Den 6. februar ringede Anthony, landlorden, og sagde at vi kunne flytte ind den 11. februar.
Han fablede løs om, at han gerne ville have lidt tid til lige at rydde op og gøre rent, for Barry var åbenbart ikke så god til den slags. Men det var helt fint, for Kylle skulle lige have fri fra arbejde, inden vi kunne tage af sted.
"Please do not slam the door"
"Please switch the red light off after shower"
"Mind your head, while you are cooking"
"Please clean your dishes after use."
"Mind your head."
Oveni det var der så husets andre beboere. Der var en del udskiftning. Da vi flyttede ind, var der to brasilianere, en australier, en franskmand og en polak.
Franskmanden blev byttet ud med en spanier, der ikke kunne engelsk, men til gengæld kunne tale i telefon. Hun sad foran telefonen fra morgen til aften og bare plaprede løs på spansk. Kort tid før spanieren flyttede ind, flyttede polakken, lige før jul flyttede spanieren igen, og efter jul flyttede australieren. Endelig var der stille i huset. Vi var kun fire, men så flyttede der en ny franskmand og en tysker ind - og så var freden forbi.
Trangen til at flytte blev større, men hverken Kylle eller jeg havde tid til at lede ordentligt. Så en dag, da jeg sad og snakkede med en af mine kolleger, Lene, sagde hun, at Miia (min finske kollega) ikke havde råd til at bo i lejligheden under Lenes lejlighed. Derefter spurgte hun, om det ikke var noget for Kylle og jeg at flytte ind der.
Der var eget bad, køkken, stue, dressing room, entré og sågar en hel have, men kun en stor dobbeltseng. Alt dette for kun £ 450 om måneden. Det var næsten for godt til at være sandt. Den dag skyndte jeg mig hjem fra arbejde for at fortælle Kylle om lejligheden.
Kylle var overtalt efter: "Vi har fået tilbudt en lejlighed."
Dagen efter, da jeg kom på arbejde, fortalte jeg Lene, at vi var meget interesseret i at se den. Ugen efter tog vi så til Fulham Broadway for at se lejligheden.
Det var ikke verdens største sted, men det var langt større end det, vi boede i, i forvejen. Badeværelse og dressing room var på samme størrelse som det værelse, vi havde i Bromleby. Vi var solgte! Vi måtte bare have den lejlighed. Vi talte med landlorden, og han godtog os med det samme. Der var bare lige et lille problem. Barry, der boede i lejligheden, kom hjem fra Asien og skulle bo der fra den 5. februar 2005 til omkring den 12. februar 2005.
Vi kunne jo ikke gøre andet end bare at acceptere, at vi ikke kunne flytte ind med det sammen. Men i det mindste havde vi da noget at se frem til. Endelig skulle vi væk fra Bromleby.
Den 6. februar ringede Anthony, landlorden, og sagde at vi kunne flytte ind den 11. februar.
Han fablede løs om, at han gerne ville have lidt tid til lige at rydde op og gøre rent, for Barry var åbenbart ikke så god til den slags. Men det var helt fint, for Kylle skulle lige have fri fra arbejde, inden vi kunne tage af sted.
Dagen i forvejen havde Kylle fri, og der ringede hun rundt til forskellige taxa-selskaber for at bestille den billigste taxa. Hun fandt en, der lovede at komme i en stor bil, fredag seven pm, og som ville have £ 35 for det.
Næste morgen ved syvtiden hørte jeg et eller andet udenfor. Der var en motor, der kørte, og en mand råbte op, ligesom der var nogen, der bankede på en dør. Jeg tænkte ikke videre over det, og Kylle sov sødt, indtil vækkeuret ringede og sendte hende på arbejde.
Det var først, da Kylle kom hjem fra arbejde, at jeg kom til at tænke på det, og Kylle syntes, at vi hellere måtte ringe og bekræfte med taxa-selskabet. Der var bare det ved det, at hun ikke kunne huske, hvilket af de fem selskaber, hun havde bestilt vognen ved.
Kylle: "Hallo! My name is Heidi Reippurt, and I just want to confirm my order from yesterday!"
Taxamand på Indian-English: "Your order? Which order ma'am?"
Kylle: "I have ordered a taxi for seven pm tonight, and I just want to confirm it."
Taxamand på Indian-English: "I don't have any order here ma'am. Are you sure you ordered it?"
Hmm... Nej, hun var jo ikke helt så sikker på, at hun havde bestilt den hos ham!
Kylle: "Ehm, I'm sure I did order a taxi, but maybe I've got the wrong number."
Vi gik listen med numre og selskaber igennem, og Kylle påstod hårdnakket, at det altså var det rigtige nummer, så hun ringede igen.
Kylle: "Hallo, this is Heidi Reippurt again. I'm sure that I did order a taxi with you, but maybe you got me wrong yesterday. I said seven pm and not seven am. I actually think I heard something outside my door this morning. Did you go to 164 Bruce Road at seven am?"
Taxamand på Indian-English: "Oh, yes... We did! Do you want a taxi to pick you up tonight?"
Kylle: "Yes please! At seven pm."
Men taxamanden dukkede ikke op.
Vi havde pakket alt vores happengut: en kuffert, en stor sportstaske, syv sorte sække, en computer, en violin plus alt det løse. Hele gangen i huset var fyldt op, og vi stod svedende efter at have båret det hele ned og kiggede forundret på de mange ting.
Da vi kom til London et halvt år forinden, havde vi kun to kufferter, to violiner og en computer. Hvordan kan man få skrabet så meget sammen på et halvt år? Mens man endda har prøvet på ikke at skrabe sammen!
Lige pludselig ringede min mobil. Det var taxamanden, der sagde, at han var lidt forsinket, men at han ville komme om 2 minutter. Der gik 5 minutter, og vi kiggede nervøst på uret. Vi havde jo en aftale med vores landlord klokken 20:30, og vi skulle hele vejen igennem London.
Næste morgen ved syvtiden hørte jeg et eller andet udenfor. Der var en motor, der kørte, og en mand råbte op, ligesom der var nogen, der bankede på en dør. Jeg tænkte ikke videre over det, og Kylle sov sødt, indtil vækkeuret ringede og sendte hende på arbejde.
Det var først, da Kylle kom hjem fra arbejde, at jeg kom til at tænke på det, og Kylle syntes, at vi hellere måtte ringe og bekræfte med taxa-selskabet. Der var bare det ved det, at hun ikke kunne huske, hvilket af de fem selskaber, hun havde bestilt vognen ved.
Kylle: "Hallo! My name is Heidi Reippurt, and I just want to confirm my order from yesterday!"
Taxamand på Indian-English: "Your order? Which order ma'am?"
Kylle: "I have ordered a taxi for seven pm tonight, and I just want to confirm it."
Taxamand på Indian-English: "I don't have any order here ma'am. Are you sure you ordered it?"
Hmm... Nej, hun var jo ikke helt så sikker på, at hun havde bestilt den hos ham!
Kylle: "Ehm, I'm sure I did order a taxi, but maybe I've got the wrong number."
Vi gik listen med numre og selskaber igennem, og Kylle påstod hårdnakket, at det altså var det rigtige nummer, så hun ringede igen.
Kylle: "Hallo, this is Heidi Reippurt again. I'm sure that I did order a taxi with you, but maybe you got me wrong yesterday. I said seven pm and not seven am. I actually think I heard something outside my door this morning. Did you go to 164 Bruce Road at seven am?"
Taxamand på Indian-English: "Oh, yes... We did! Do you want a taxi to pick you up tonight?"
Kylle: "Yes please! At seven pm."
Men taxamanden dukkede ikke op.
Vi havde pakket alt vores happengut: en kuffert, en stor sportstaske, syv sorte sække, en computer, en violin plus alt det løse. Hele gangen i huset var fyldt op, og vi stod svedende efter at have båret det hele ned og kiggede forundret på de mange ting.
Da vi kom til London et halvt år forinden, havde vi kun to kufferter, to violiner og en computer. Hvordan kan man få skrabet så meget sammen på et halvt år? Mens man endda har prøvet på ikke at skrabe sammen!
Lige pludselig ringede min mobil. Det var taxamanden, der sagde, at han var lidt forsinket, men at han ville komme om 2 minutter. Der gik 5 minutter, og vi kiggede nervøst på uret. Vi havde jo en aftale med vores landlord klokken 20:30, og vi skulle hele vejen igennem London.
Telefonen ringede igen, og taxamanden lovede, at der kun ville gå to minutter mere... Tiden gik, og taxamanden ringede og sagde, at de ikke kunne finde os. Vi skyndte os udenfor døren, og lidt længere hende af vejen holdt en stor bil med lysene tændt og motoren i tomgang. Kylle vinkede til ham, og endelig var taxaen ankommet.
Kylle gik hen til taxaen og sagde: "They said it would be £ 35!"
I London skal man sørge for at aftale pris først, ellers ender man med at blive snydt. De bruger heller ikke taxametre, da det hele regnes i kilometer og ikke tid, hvilket er ret godt, da der ofte er store kødannelser på de londonske hovedveje.
Men da taxamanden så de mange sorte sække, blev han en smule chokeret. "Are you moving?"
Kylle: "Yes, we are!"
Taxamanden greb telefonen, og på indisk fik han taxakontoret til at ændre prisen. Jeg fik hovedkontoret i røret, og jeg fik forklaret, at vi måtte betale £ 10 ekstra. Ærgerligt synd, vi accepterede, og af sted gik det - væk fra Bromley-By-Bow og de ni kvadratmeter!
I taxaen sad vi og snakkede om, hvor dejligt det blev, at vi endelig fik vores egen lejlighed. Et sted, hvor man kan være sig selv. Et sted, hvor man kan vade rundt i nattøj hele dagen, når man har fri. Et sted, hvor man ikke skulle tage hensyn til mærkelige mennesker. Etcetera!
Mens vi sad og snakkede, gik det op for os, at taxamanden faktisk ikke kunne køre bil. Han zigzaggede ud og ind mellem de andre biler, kørte over for rødt, råbte af de andre bilister, kiggede på kort samt ringede til centralen for at finde ud af, hvilken vej han skulle køre. Alt dette samtidig med at han havde en konstant hastighed på 50 miles/hour (ca. 80 kilometer i timen) i meget tæt trafik.
Jeg plejer normalt ikke at blive køresyg, men denne tur var lige lidt for meget af det gode. Da vi efter en time endelig ankom til Fulham, havde jeg det pænt skidt. Men frisk luft og tanken om, at vi nu var hjemme, fik svimmelheden fra den forfærdelige køretur til at fordufte.
Vi læssede af og betalte. Nu stod vi så dér. Udenfor hoveddøren med alle vores ting. Vi havde ingen nøgle, så vi skulle ringe til Anthony og bede ham om at lukke os ind. Men hvor var hans nummer henne? Jeg kunne huske, at jeg havde lagt en seddel med hans nummer ned i en taske. Men hvor var tasken? Både Kylle og jeg gik i gang med at lede. Pludselig blev døren åbnet.
Anthony: "I thought I heard something. Hello ladies!"
Os: "Hi Anthony"
Anthony: "Well come in... Is all that yours?"
Vi kiggede begge på alle tingene.
Os: "Ehm... yes"
Kylle gik hen til taxaen og sagde: "They said it would be £ 35!"
I London skal man sørge for at aftale pris først, ellers ender man med at blive snydt. De bruger heller ikke taxametre, da det hele regnes i kilometer og ikke tid, hvilket er ret godt, da der ofte er store kødannelser på de londonske hovedveje.
Men da taxamanden så de mange sorte sække, blev han en smule chokeret. "Are you moving?"
Kylle: "Yes, we are!"
Taxamanden greb telefonen, og på indisk fik han taxakontoret til at ændre prisen. Jeg fik hovedkontoret i røret, og jeg fik forklaret, at vi måtte betale £ 10 ekstra. Ærgerligt synd, vi accepterede, og af sted gik det - væk fra Bromley-By-Bow og de ni kvadratmeter!
I taxaen sad vi og snakkede om, hvor dejligt det blev, at vi endelig fik vores egen lejlighed. Et sted, hvor man kan være sig selv. Et sted, hvor man kan vade rundt i nattøj hele dagen, når man har fri. Et sted, hvor man ikke skulle tage hensyn til mærkelige mennesker. Etcetera!
Mens vi sad og snakkede, gik det op for os, at taxamanden faktisk ikke kunne køre bil. Han zigzaggede ud og ind mellem de andre biler, kørte over for rødt, råbte af de andre bilister, kiggede på kort samt ringede til centralen for at finde ud af, hvilken vej han skulle køre. Alt dette samtidig med at han havde en konstant hastighed på 50 miles/hour (ca. 80 kilometer i timen) i meget tæt trafik.
Jeg plejer normalt ikke at blive køresyg, men denne tur var lige lidt for meget af det gode. Da vi efter en time endelig ankom til Fulham, havde jeg det pænt skidt. Men frisk luft og tanken om, at vi nu var hjemme, fik svimmelheden fra den forfærdelige køretur til at fordufte.
Vi læssede af og betalte. Nu stod vi så dér. Udenfor hoveddøren med alle vores ting. Vi havde ingen nøgle, så vi skulle ringe til Anthony og bede ham om at lukke os ind. Men hvor var hans nummer henne? Jeg kunne huske, at jeg havde lagt en seddel med hans nummer ned i en taske. Men hvor var tasken? Både Kylle og jeg gik i gang med at lede. Pludselig blev døren åbnet.
Anthony: "I thought I heard something. Hello ladies!"
Os: "Hi Anthony"
Anthony: "Well come in... Is all that yours?"
Vi kiggede begge på alle tingene.
Os: "Ehm... yes"
Vi gik ned i lejligheden og satte os til at snakke om tingene. Vi fik kontrakten, inventarliste, betalt depositum og nøglerne. Klokken 22:00 fik vi endelig smidt Anthony ud, og nu skulle vi så i gang med at pakke ud og gøre rent.
Anthony havde ellers sagt, at han havde gjort rent efter Barry, men støv overalt er nu ikke lige det, vi kalder rent.
Før vi overhovedet kunne tænke på at pakke ud, gik turen ned til den lokale Subway, hvor aftensmaden lige skulle indtages. Efter det, gik turen hjem til oprydning og rengøring. Kylle og jeg tog hvert vores rum og begyndte at vaske møbler af og stille ting på plads.
Da Klokken blev 2:00 faldt vi svedige, trætte, udmattede og brugte sammen på sengen. Vi havde fået et sted at bo. Vores egen lejlighed. Et rigtigt hjem!
Anthony havde ellers sagt, at han havde gjort rent efter Barry, men støv overalt er nu ikke lige det, vi kalder rent.
Før vi overhovedet kunne tænke på at pakke ud, gik turen ned til den lokale Subway, hvor aftensmaden lige skulle indtages. Efter det, gik turen hjem til oprydning og rengøring. Kylle og jeg tog hvert vores rum og begyndte at vaske møbler af og stille ting på plads.
Da Klokken blev 2:00 faldt vi svedige, trætte, udmattede og brugte sammen på sengen. Vi havde fået et sted at bo. Vores egen lejlighed. Et rigtigt hjem!
