Lost in London Part VII
Boligjagten
For dem, der ligesom Kylle og jeg bare er taget til storbyen, London, er KFUK et rigtigt godt sted at starte. Man møder en masse nye og spændende mennesker, der ligesom én selv leder efter et arbejde og et sted at bo. Næsten alle ved, hvad det vil sige at være arbejdsløs og fattig. Og næsten alle vil gerne væk fra stedet. Der er for så vidt ikke noget galt med stedet, men det ville være rart at kunne komme hjem om aftenen og ikke skulle tage hensyn til den nye, der lige er kommet ind på værelset og sover på en madras på gulvet.
Vi begyndte boligjagten efter 4 uger på K. Vi tog det stille og roligt - for, efter hvad vi havde hørt, var det nemt at finde et sted at bo. Men det var det bare ikke!
Vi startede med at købe avisen, "The Loot", der er Londons største boligavis. Vi havde fået den anbefalet af Kylles kolleger. Vi stilede efter en 2-værelses lejlighed, da vores største ønske var at få lidt privatliv - sammen.
Kylle fik en aftale med en mand, der hed Tim. Han havde en lejlighed i Grays, som han gerne ville af med. Kylle kunne godt nok ikke lige finde stedet på vores kort over London, men hun fik forklaret, hvor det lå henne - og så tog vi derud.
Vi skulle først med Tuben til stationen, 'Tower Hill', hvorefter vi skulle finde National Rail Stationen ved siden af. Vi vadede lidt frem og tilbage og fandt endelig stationen. Vi købte billetter og fandt da også et tog, der stoppede i Grays. Vi satte os ind og snakkede om lidt af hvert. Efter at have passeret et par skove, marker og enge stoppede toget endelig. Vi stod af.
Vi var havnet i en meget lille og hyggelig landsby langt væk fra London. Meget langt fra London. Vi satte os udenfor og ventede på Tim, der havde lovet at hente os, når vi var ved stationen.
Der sad vi og ventede 10 minutter, imens vi blev enige om, at det ikke var her, at vi skulle bo. Det ville blive alt for dyrt i transport ind til London hver dag, eftersom det var 30 minutter udenfor London, og derved langt væk fra den nærmeste - og dyreste - tubezone.
Men endelig kom Tim. Vi fulgte efter ham, og efter en rask lille gåtur kom vi frem til Lejligheden. Det var en enormt lækker lejlighed med en stor stue, med udsigt ud over Themsen - og et mindre kønt værft.
Udover dette var der et dejligt køkken med spiseplads og vaskemaskine. Badeværelset var virkelig godt - stort og med et badekar! Det var noget helt andet end det, der var på K.
Derudover var der et lille værelse, som snildt kunne laves til et kontor eller arbejdsværelse. Sidst men ikke mindst, var der et soveværelse. Der var godt nok kun en dobbeltseng, men Kylle og jeg kunne da godt sove i samme seng - hvis det ikke kunne være anderledes.
Efter den store guidede tur i lejligheden, tog vi en tur til rundt. Vi var enige om, at det var et fedt sted, og at £150 om ugen egentlig ikke var så galt igen. Men da det var så langt uden for London, blev vi enige om at takke nej.
Nu stod vi så der. Uden bolig og uden nogle gode idéer om, hvad vi så skulle gøre.
Endnu engang var vi lost!
Vi afprøvede så Internettet. Jeg havde hørt om en side, der hed Gumtree.com hvor man både kan finde et sted at bo og et job.
Vi skulle først med Tuben til stationen, 'Tower Hill', hvorefter vi skulle finde National Rail Stationen ved siden af. Vi vadede lidt frem og tilbage og fandt endelig stationen. Vi købte billetter og fandt da også et tog, der stoppede i Grays. Vi satte os ind og snakkede om lidt af hvert. Efter at have passeret et par skove, marker og enge stoppede toget endelig. Vi stod af.
Vi var havnet i en meget lille og hyggelig landsby langt væk fra London. Meget langt fra London. Vi satte os udenfor og ventede på Tim, der havde lovet at hente os, når vi var ved stationen.
Der sad vi og ventede 10 minutter, imens vi blev enige om, at det ikke var her, at vi skulle bo. Det ville blive alt for dyrt i transport ind til London hver dag, eftersom det var 30 minutter udenfor London, og derved langt væk fra den nærmeste - og dyreste - tubezone.
Men endelig kom Tim. Vi fulgte efter ham, og efter en rask lille gåtur kom vi frem til Lejligheden. Det var en enormt lækker lejlighed med en stor stue, med udsigt ud over Themsen - og et mindre kønt værft.
Udover dette var der et dejligt køkken med spiseplads og vaskemaskine. Badeværelset var virkelig godt - stort og med et badekar! Det var noget helt andet end det, der var på K.
Derudover var der et lille værelse, som snildt kunne laves til et kontor eller arbejdsværelse. Sidst men ikke mindst, var der et soveværelse. Der var godt nok kun en dobbeltseng, men Kylle og jeg kunne da godt sove i samme seng - hvis det ikke kunne være anderledes.
Efter den store guidede tur i lejligheden, tog vi en tur til rundt. Vi var enige om, at det var et fedt sted, og at £150 om ugen egentlig ikke var så galt igen. Men da det var så langt uden for London, blev vi enige om at takke nej.
Nu stod vi så der. Uden bolig og uden nogle gode idéer om, hvad vi så skulle gøre.
Endnu engang var vi lost!
Vi afprøvede så Internettet. Jeg havde hørt om en side, der hed Gumtree.com hvor man både kan finde et sted at bo og et job.
Vi oprettede begge en annonce og skrev, at vi var to danske tøser, der ledte efter et sted med et dobbeltværelse. Vi havde opgivet jagten på en lejlighed, da det simpelthen var for dyrt inde i London.
Lige pludselig begyndte vores telefoner at ringe konstant, og vi fik mange mærkelige aftaler med mange mærkelige mennesker, hvoraf de fleste talte så dårligt engelsk, at vi ikke opfattede halvdelen af, hvad de sagde. Desuden var de fleste steder bedre på papiret end i virkeligheden.
Vi så for eksempel en lille beskidt lejlighed med et snavset køkken, et lille rum med noget, der blev kaldt en dobbeltseng (en madras på gulvet) og en mærkværdig kvinde, der efter sigende var engelsklærer og som komplimenterede os for vores engelsk.
Også her takkede vi nej.
Så fandt vi endelig et sted, hvor vi gerne ville bo. Jeg fik en mail fra en mand, der hed Vince. Han skulle flytte sammen med sin kæreste i et etplans-hus, og nu manglede han to til et dobbeltværelse.
Huset lå i Brixton, Sydlondon, et område vi havde hørt meget om. Det er et kvarter med meget fattigdom, og vi var af mange fra KFUK blevet advaret om, at det mindede om Vollsmose, og at i netop dette område, blev der skudt et menneske om dagen uden grund. Da både Kylle og jeg er fra Odense og har gået tre år på gymnasiet i Vollsmose og derfor har været vant til at færdes der både dag og nat - og aldrig oplevet noget af det, medierne omtalte - ville vi ikke droppe stedet på forhånd. Måske var det bare en skrøne, der ikke holdt vand!
Det mindede bare overhovedet ikke om Vollsmose. Der var ingen grønne områder, der var kun slum og mange mærkelige, små butikker, som stank af råddenskab.
Da vi kom lidt udenfor dette område, fandt vi det sted, vi skulle se. Et stort hus med et stort, lyst dobbeltværelse, en kæmpe stue, dejligt køkken, et badeværelse og privat have. Hvis vi ville have dette, kom vi til at bo sammen med Vince, hans norske kæreste, Rikke, og en tredje, som Vince endnu ikke havde fundet.
Lige pludselig begyndte vores telefoner at ringe konstant, og vi fik mange mærkelige aftaler med mange mærkelige mennesker, hvoraf de fleste talte så dårligt engelsk, at vi ikke opfattede halvdelen af, hvad de sagde. Desuden var de fleste steder bedre på papiret end i virkeligheden.
Vi så for eksempel en lille beskidt lejlighed med et snavset køkken, et lille rum med noget, der blev kaldt en dobbeltseng (en madras på gulvet) og en mærkværdig kvinde, der efter sigende var engelsklærer og som komplimenterede os for vores engelsk.
Også her takkede vi nej.
Så fandt vi endelig et sted, hvor vi gerne ville bo. Jeg fik en mail fra en mand, der hed Vince. Han skulle flytte sammen med sin kæreste i et etplans-hus, og nu manglede han to til et dobbeltværelse.
Huset lå i Brixton, Sydlondon, et område vi havde hørt meget om. Det er et kvarter med meget fattigdom, og vi var af mange fra KFUK blevet advaret om, at det mindede om Vollsmose, og at i netop dette område, blev der skudt et menneske om dagen uden grund. Da både Kylle og jeg er fra Odense og har gået tre år på gymnasiet i Vollsmose og derfor har været vant til at færdes der både dag og nat - og aldrig oplevet noget af det, medierne omtalte - ville vi ikke droppe stedet på forhånd. Måske var det bare en skrøne, der ikke holdt vand!
Det mindede bare overhovedet ikke om Vollsmose. Der var ingen grønne områder, der var kun slum og mange mærkelige, små butikker, som stank af råddenskab.
Da vi kom lidt udenfor dette område, fandt vi det sted, vi skulle se. Et stort hus med et stort, lyst dobbeltværelse, en kæmpe stue, dejligt køkken, et badeværelse og privat have. Hvis vi ville have dette, kom vi til at bo sammen med Vince, hans norske kæreste, Rikke, og en tredje, som Vince endnu ikke havde fundet.
Vi var solgt. Vi ville have stedet. Men der var to andre, der skulle se stedet, og det var ikke Vince, men hans mor, der skulle bestemme i sidste ende.
Da vi ikke hørte noget fra Vince, valgte vi at lægge en besked på hans telefonsvarer. Lidt efter skrev
han tilbage:
"Hi, really sorry, my mum made the decision, and was meant to get in touch - she chose the other couple even though I wanted you two - good luck in your search."
Vi var ærgerlige, skuffede og trætte af at søge, så vi måtte for anden gang forlænge vores ophold på KFUK. Men et eller andet sted havde vi haft det på fornemmelse, for Vinces mor havde ikke virket begejstret for os, mens Vince allerede havde sagt til os, at vi kunne flytte ind tirsdagen efter.
Men sådan blev det ikke, og vi søgte videre. Tre piger på KFUK havde fundet en bolig, og de ledte efter 2 piger til et dobbeltværelse. Vi var der med det samme, men dagen før de skulle flytte, fortalte de os, at to andre piger fra KFUK havde fået værelset.
Det var her vi for alvor tog fat i telefonsamtaler, e-mails og besøg forskellige steder. Vi var desperate efter et sted, og vi glædede os til at få råd til at bo i London. Indtil videre havde vi oplevet, hvor dyrt det er, at leve af købemad fra McDonald, BurgerKing, den asiatiske og færdig-pasta-salat samt sandwichs fra supermarkedet.
Lørdag den 14. august 2004 havde vi en aftale med en ejendomsmægler i Willesden Green. Vi skulle bare mødes ved stationen. Vi sad og ventede, men der kom ingen efter os. Mens vi sad der og ventede, ringede min mobil. En brasiliansk fyr sagde, at han havde et dobbeltværelse, og hvis vi var interesseret, kunne vi komme og kigge på det med det samme.
Nu, hvor vi alligevel var blevet brændt af, af ejendomsmægleren, besluttede vi os for at tage til Bromley-by-Bow for at kigge på det. Vi havde jo ikke noget at miste.
Da vi ikke hørte noget fra Vince, valgte vi at lægge en besked på hans telefonsvarer. Lidt efter skrev
han tilbage:
"Hi, really sorry, my mum made the decision, and was meant to get in touch - she chose the other couple even though I wanted you two - good luck in your search."
Vi var ærgerlige, skuffede og trætte af at søge, så vi måtte for anden gang forlænge vores ophold på KFUK. Men et eller andet sted havde vi haft det på fornemmelse, for Vinces mor havde ikke virket begejstret for os, mens Vince allerede havde sagt til os, at vi kunne flytte ind tirsdagen efter.
Men sådan blev det ikke, og vi søgte videre. Tre piger på KFUK havde fundet en bolig, og de ledte efter 2 piger til et dobbeltværelse. Vi var der med det samme, men dagen før de skulle flytte, fortalte de os, at to andre piger fra KFUK havde fået værelset.
Det var her vi for alvor tog fat i telefonsamtaler, e-mails og besøg forskellige steder. Vi var desperate efter et sted, og vi glædede os til at få råd til at bo i London. Indtil videre havde vi oplevet, hvor dyrt det er, at leve af købemad fra McDonald, BurgerKing, den asiatiske og færdig-pasta-salat samt sandwichs fra supermarkedet.
Lørdag den 14. august 2004 havde vi en aftale med en ejendomsmægler i Willesden Green. Vi skulle bare mødes ved stationen. Vi sad og ventede, men der kom ingen efter os. Mens vi sad der og ventede, ringede min mobil. En brasiliansk fyr sagde, at han havde et dobbeltværelse, og hvis vi var interesseret, kunne vi komme og kigge på det med det samme.
Nu, hvor vi alligevel var blevet brændt af, af ejendomsmægleren, besluttede vi os for at tage til Bromley-by-Bow for at kigge på det. Vi havde jo ikke noget at miste.
Da vi stod af i Bromleby, som vi hurtigt døbte stedet til, stod der en mand, Sergio, og ventede på os. Han fortalte os lidt om området på vej fra stationen til huset.
Vi kom indenfor og blev vist rundt. På nederste etage var der en lille tv-stue, et lille toilet og et stort køkken med spiseplads. På 1. sal var der to værelser. Det ene tilhørte Sergio og Adriana - begge fra Brasilien. Det andet var så det dobbeltværelse, som de ville leje ud. Der var masser af plads, to senge, et bord, en stol og nogle store skabe. Det var perfekt.
På 2. sal var der yderlige to værelser, hvor der henholdsvis boede en australier, Geniene, polakken Joanna og franskmanden Joanna. Derudover var der et badeværelse.
Efter rundturen satte vi os ned i køkkenet og snakkede. Kylle og jeg var vilde med stedet. Det var første gang, vi havde haft følelsen af, at dette var et rigtigt hjem, da vi trådte ind af døren. Vi spurgte, om vi kunne flytte ind med det samme. Sergio havde egentlig lejet værelset ud i en uge til en italiener, men da han hellere ville have os ind i stedet, ringede han til italieneren og sagde, at han havde et andet sted til hende, da han nu havde to tøser, der var klar til at flytte ind med det samme.
Vi betalte depositum på £120, fik nøgler og tog tilbage til KFUK for at pakke vores ting.
Vi kunne ikke have vores ting med af én omgang, så vi måtte frem og tilbage to gange. Vi pakkede sådan, at vi havde alle de tunge ting i første læs... troede vi. Men nej. Andet læs var langt tungere end det første. På grund af sporarbejde kunne vi ikke tage det tog, der kørte direkte, så vi skulle skifte på en dum lille station. Vi skulle altså kæmpe os op af nogle meget lange trapper for at komme over på den anden perron til det tog, der kørte helt ud til Bromleby. Efter første omgang, læssede vi alle tingene ud på gulvet og tog så tilbage efter det andet læs.
Klokken var 21, da vi kom med det sidste læs. Vi var begge godt trætte, men da vi ikke havde noget mad, måtte vi ned i Tesco og købe ind til lidt aftensmad og morgenmad.
Da klokken blev 01.30 søndag, havde alle tingene fundet sig en plads. Tøjet var henholdsvis lagt sammen og hængt på bøjler. Vi var trætte, men utroligt lettede over, at vi endelig var kommet på plads.
Vi havde fået et sted at bo. Vores eget værelse. Et rigtigt hjem.
Vi kom indenfor og blev vist rundt. På nederste etage var der en lille tv-stue, et lille toilet og et stort køkken med spiseplads. På 1. sal var der to værelser. Det ene tilhørte Sergio og Adriana - begge fra Brasilien. Det andet var så det dobbeltværelse, som de ville leje ud. Der var masser af plads, to senge, et bord, en stol og nogle store skabe. Det var perfekt.
På 2. sal var der yderlige to værelser, hvor der henholdsvis boede en australier, Geniene, polakken Joanna og franskmanden Joanna. Derudover var der et badeværelse.
Efter rundturen satte vi os ned i køkkenet og snakkede. Kylle og jeg var vilde med stedet. Det var første gang, vi havde haft følelsen af, at dette var et rigtigt hjem, da vi trådte ind af døren. Vi spurgte, om vi kunne flytte ind med det samme. Sergio havde egentlig lejet værelset ud i en uge til en italiener, men da han hellere ville have os ind i stedet, ringede han til italieneren og sagde, at han havde et andet sted til hende, da han nu havde to tøser, der var klar til at flytte ind med det samme.
Vi betalte depositum på £120, fik nøgler og tog tilbage til KFUK for at pakke vores ting.
Vi kunne ikke have vores ting med af én omgang, så vi måtte frem og tilbage to gange. Vi pakkede sådan, at vi havde alle de tunge ting i første læs... troede vi. Men nej. Andet læs var langt tungere end det første. På grund af sporarbejde kunne vi ikke tage det tog, der kørte direkte, så vi skulle skifte på en dum lille station. Vi skulle altså kæmpe os op af nogle meget lange trapper for at komme over på den anden perron til det tog, der kørte helt ud til Bromleby. Efter første omgang, læssede vi alle tingene ud på gulvet og tog så tilbage efter det andet læs.
Klokken var 21, da vi kom med det sidste læs. Vi var begge godt trætte, men da vi ikke havde noget mad, måtte vi ned i Tesco og købe ind til lidt aftensmad og morgenmad.
Da klokken blev 01.30 søndag, havde alle tingene fundet sig en plads. Tøjet var henholdsvis lagt sammen og hængt på bøjler. Vi var trætte, men utroligt lettede over, at vi endelig var kommet på plads.
Vi havde fået et sted at bo. Vores eget værelse. Et rigtigt hjem.
