Aniston

Lost in London – Part VI

Hjemveen, der kommer snigende

Når man har været af sted længe, begynder hjemveen lige så stille at snige sig ind på én. Den kommer luskende bagfra og overmander én. Man ved ikke, hvor man skal gøre af sig selv, eller hvad man skal tage sig til. Man har mest af alt lyst til at mure sig inde og bare være alene. Men når man bor på et sted som KFUK er det umuligt. Der er hele tiden folk omkring én - så privatliv er en ukendt ting.
ANNONCE
Lost in London – Part VI
Det lyder måske lidt absurd, men hver gang jeg har været på nettet for lige at tjekke Aniston.dk, Connery.dk, Infopaq.dk, mails og været på messenger - så er hjemveen værst.

På messenger vælter det altid ind med beskeder fra venner og familie, der lige skal have at vide, om man nu har det godt, fået et arbejde, fundet et andet sted at bo, om der snart kommer et afsnit til af "Lost in London" og alle mulige andre ting.

Selvom man er stresset, og selvom det er dyrt at være på nettet, er det alligevel fedt at vide, at folk bekymrer sig om en, og at man er savnet.

Det er altid rart, når man får et brev, en mail eller de ringer hjemmefra. Min far har fundet ud af, at man kan ringe billigt via Skype til fastnet telefoner. - Ja okay, han er en computernørd på 54, men hvad, dem skal der jo også være plads til! Når han ringer, bliver der talt om alt og alligevel intet. Sidste samtale, der godt nok tog 40 minutter, handlede om:

1. At der var sprunget et vandrør i sommerhuset, så et værelse var fuldstændig oversvømmet.

2. Farmoderen, der stadig har ondt i skulderen efter et fald.

3. Ham selv, der havde fået bihulebetændelse (yak!) og som nu var sygemeldt, og at han tog på ferie nu.

4. Og sidst men ikke mindst, at jeg skulle se at få skrevet et postkort til farmor - det ville hun blive så glad for!
ANNONCE
Lost in London – Part VI
Det er meget sødt, at han ringer, og at han går så meget op i at fortælle, hvad der sker derhjemme. På den måde føler man sig heller ikke så langt væk fra familien, og derfor er savnet til dem heller ikke så stort... endnu!

Det værste er at sidde alene på et værelse en fredag aften og tænke på alle vennerne hjemme i Danmark, der er på vej i byen. For eksempel det at man ved, at når klokken er 11 pm her, så er drengene fra Connery - og måske også nogle af tøserne fra Aniston - på vej ind på Jacques for at feste, drikke og more sig. Alt imens man selv sidder helt alene og egentlig hellere ville være i København og have det sjovt sammen med alle de andre.

Når man så kommer på nettet om mandagen og kigger på billederne fra fredagen i byen, finder man virkelig ud af, at man er langt væk fra alt og alle. Man får også følelsen af, at man ligeså stille og roligt glider væk fra alle vennerne. Af en eller anden grund begynder man at have svært ved at forstå dem. Det kan godt være, at det bare er mig, der er ved at blive lidt halv sær (Shh! Ingen dumme kommentarer fra sidelinien!), men man har bare sværere ved at følge med i alt, hvad der sker derhjemme i lille Danmark, når man selv sidder i en travl storby, som London nu engang er. Når man er så langt væk, forstår man heller ikke de nyeste jokes, før man får dem forklaret - og så er det ikke sjovt længere.

Jeg er jo i den heldige situation, at jeg bor på et 3-mandsværelse - det vil sige, at man nogle gange kan være heldig at være alene på værelset. Men dette sker ret sjældent. Der er altid folk omkring én.

Jeg ved ikke, hvad vi har gjort, men værelset er et af de populære steder af "hænge ud" på K. Det er godt nok det mindste værelse, men det er folk åbenbart ligeglade med.

Der er som sagt ikke ret meget plads, men der er jo altid plads til en til, når man er i godt selskab... eller hvad man nu siger.

Kontoret på K kører efter det princip, at der altid er plads til en madras og en person på gulvet. Men det er der ikke! I en uge havde vi en sindssyg københavner sovende på gulvet. Jeg har normalt ikke noget imod københavnere, men hende her var altså en tand for speciel - eller rettere sindssyg. Hun var 38 år og rejst til London uden penge. Kvinden havde kun et hævekort, ikke visa-kort - og hun havde ikke fortalt nogen, at hun var taget til London - hverken hendes børn eller hendes eks-mand.

Når hun fik noget at vide, kørte hun det helt op. For eksempel da hun fik at vide, at Kylle og jeg havde fået en aftale i hus med Fyens Stiftstidende: Vi havde e-mailet lidt, og Fyens Stiftstidende havde indvilget i at kigge på de artikler, vi havde tænkt os at sende dem. Hun syntes, at det var vildt fedt, hvilket det egentlig også var, og hun kunne ikke snakke om andet i 20 minutter - men dette var ikke noget i sammenligning med det hysteri, der fulgte, da hun fik at vide, at den svenske landsholdsspiller, Fredrik Ljungberg, boede på samme vej som K, og at hvis vi kunne finde ham, skulle vi interviewe ham til Fyens Stiftstidende.

Hun begyndte at kigge en masse engelske ugeblade igennem og fandt så også et, hvor der var nogle billeder af Fredrik Ljungberg. Hun rev siden ud og hængte den op på opslagstavlen.
ANNONCE
Lost in London – Part VI
Sindssyg kvindemenneske: "Hvor er han bare lækker... Fy faen (sagt på svensk!)... Argh!... Når I finder ud af, hvor han bor, skal jeg vide det!"

Hun hoppede rundt og teede sig som en tøs på 13, der er til Westlife-koncert!

Jeg plejer at være et meget tålmodigt og tolerant menneske, men hun var simpelthen for meget. Når hun var på værelset, var der ingen ro. Hun snakkede som et vandfald, hvorfor man ikke kunne få lov til at læse eller bare ligge, slappe af eller skrive uden at blive forstyrret tre gange i minuttet. Jeg sagde til hende, at når jeg tændte for computeren og begyndte at skrive, så var jeg i en helt anden verden. Og hun troede på den! Så sjovt nok sad jeg en hel uge og skrev den ene artikel efter den anden bare for at undgå kvinden.

Desuden havde hun også nogle mærkelige ideer og regler som vi skulle følge:

  • Vi måtte ikke spise grønne æbler, da de ikke er modne.


  • Vi måtte ikke spise mozzarella, da det bandt blodet.


  • Vi måtte ikke spise brød, da det bare var usundt.


  • Vi måtte kun bruge økologiske tamponer.


  • Vi måtte ikke drikker cola når vi havde menstruation, da kroppen ikke har godt af det.


  • For mit vedkommende blev de ikke fulgt.

    Derudover skulle hendes madras ligge på gulvet hele dagen, så vi ikke kunne komme til vores skabe og skuffer. Og hver gang vi skulle noget, ville hun med.

    Hun spurgte mig:

    Sindssyg kvindemenneske: "Hvad har dig og Heidi af planer på lørdag?"

    Sitle: "Vi skal ud på pub. Heidi har lidt hjemve så hun har brug for at snakke lidt..."

    Sindssyg kvindemenneske: "Nå, men så vil jeg ikke forstyrre jer!"

    Sitle: "Nej det er heller ikke nogen god ide..."

    Det var godt nok en lille hvid løgn, det med at Kylle havde hjemve. Hun havde nævnt et par dage forinden, at hun savnede sin lillebror, men mere var der ikke i det. Jeg kunne bare ikke overskue at skulle sidde sammen med den kvinde en hel dag, og jeg vidste, at Kylle havde det på samme måde!

    Fredag aften skete der en lykkelig ting. Kvinden hamrede sin lilletå ind i en skuffe med det resultat at den brækkede (YES!). Hun ville ikke til en engelsk læge eller på et engelsk sygehus, da hun ikke stolede på dem; så hun pakkede sine ting og tog ud i lufthavnen lørdag formiddag i den tro, at man bare kunne komme og sige:

    Sindssyg kvindemenneske: "Hej, jeg har brækket min lilletå, jeg skal have ændret min billet, så jeg kan komme hjem til København nu, for dette er et nødstilfælde!"

    Hun ringede til mig om aftenen og spurgte, om vi (Anna, Kylle og jeg) ikke kom ud og hentede hende i lufthavnen den næste formiddag - for hun havde ikke selv råd til at tage bussen tilbage til KFUK.

    Hun ville altså have, at vi hver skulle betale £15 for en returbillet til lufthavnen for at hente hende og give hende £8, så hun havde råd til at tage tilbage. Det skal så lige siges, at hun var smuttet fra regningen på K, hvorfor de heller ikke ville have hende tilbage.

    Vi tog ikke ud for at hente hende. Ingen af os orkede at have mere med den kvinde at gøre. Jeg ved ikke hvor mange dage, hun var strandet i lufthavnen, men hun har i hvert fald siddet der de første 48 timer; og hendes billet var til ugen efter, så måske sad hun der en hel uge - uden så meget som et pund på lommen!

    Det er mig en stor gåde, hvorfor en kvinde på 38 år, der ikke har styr på sit liv, tager til London uden penge og uden at sige det til nogen.

    I den tid kvinden boede på vores værelse, begyndte længslen efter et sted at bo. Et sted, hvor man kunne lukke døren. Et sted, man kunne kalde sit eget, og et sted, hvor der ikke boede en sindssyg københavner.
ANNONCE
Del

Seneste nyt