Aniston

Lost in London – Part V

Hjemmelavet mad

Forestil dig, at du har levet af købe-mad i tre uger og endelig har fået chancen for at lave mad i et køkken - et rigtigt køkken! Det er godt nok hos en fyr, du ikke kender, men hvad! Man skal jo også møde nye mennesker engang imellem!
Lost in London – Part V
Lørdag den 24. juli 2004 var en stor dag i vores liv. Vi havde fået en aftale med Connery.dk"s udstationerede skribent i London, Jannick. Vi skulle lave mad. Det var første gang i tre uger - eller 22 dage - at vi ikke skulle have købe-mad - ikke asiatisk, McD eller Burger King.

Det skal lige siges, at jeg ikke ligefrem kendte fyren. Jeg havde kun mødt ham én gang på Jacques, fredagen før jeg forlod Danmark. Men da han ankom til Jacques, havde jeg fået lidt indenbords, og var nok det, man kalder: selskabelig overrislet! Så det var ikke så meget, vi lige fik snakket!

Forud for middagen lå en masse planlægning. Hvad skulle der serveres? Hvordan skulle det laves? Hvordan skulle det arrangeres? Hvordan er køkkenfaciliteterne? Hvornår skulle vi tage ud til ham? Hvordan var det nu lige, han så ud?! Og hvor bor knægten?

Vi fik aftalen i hus søndag den 18. juli 2004, og hele ugen gik med at glæde sig til selv at lave mad - og drømme om alle de lækre retter, vi kunne tænke os.

Torsdag fandt vi endelig ud af, hvad menuen skulle bestå af:

  • Forret: Advokado med rejer, smøreost og citron.


  • Hovedret: Svinemørbrad, champignonsauce, ovnstegte kartofler og salat.


  • Dessert: Pandekager med is, jordbær og bananer.


  • Fredag aften fik jeg en besked fra Jannick:

    "Hvornår passer d jer at komme?"

    Vores svar (efter et par øl, lidt kylling og godt trætte):

    "Øhh... Øhh... Ja... hmm... Tja... Dum dum dum di dej... La la la la (bide sig selv i læben)... Ja, efter lange forhandlinger er vi kommet frem til kl 4.00 pm!"
ANNONCE
Lost in London – Part V
Lørdag morgen skulle vi på marked: Portobello Road Market. Det er et kæmpe marked ved Notting Hill Gate. Der var en masse boder, musikere og turister. De var overalt, og det var hverken til at komme frem eller tilbage. Det blev ret hurtigt for meget for Kylle og jeg med alle de mennesker, så vi styrede målrettet hen mod en lille bod, hvor vi kunne købe nogle af ingredienserne til aftenens middag.

Jeg fik så en besked fra Jannick:

"Hva siger i t kl 6, ska lige ordne lidt ting og sager?

Kylle og jeg kiggede på hinanden og skrev så tilbage:

"Nu strammer du den! Vil du da have mad ved midnat? Kartoflerne tager 1 time og 30 min. Plus alt det andet der skal laves..."

Vi blev enige om, at han så ville sige kl. 5, og ganske rigtigt:

"Så kl 5?"

Hvor er drenge dog forudsigelige!

"Top!"

Herefter gik turen så hjem til et af de lokale supermarkeder, hvor vi kunne købe lidt mere ind.

Vi fik købt alle de ting, der kunne holde sig uden et køleskab. Det vil sige, at vi fik købt alle de tunge ting. Vi kæmpede os op af bjerget til KFUK, hvor vi lige skulle slappe lidt af, pakke nogle rygsække og gøre os klar til at tage af sted - og købe de sidste ting.

Vi gik ned i Sainsbury"s - endnu et af de lokale supermarkeder. Efter at have vadet rundt i 30 minutter og ledt efter skal bruge dem for at lave pandekager?

Vi fandt en Sainsbury"s-medarbejder-serviceassistent og spurgte ham, hvor de havde gemt æggene. Men desværre var han af den type, der gør meget ud af at mumle. Det eneste vi forstod, var: "... bacon..."

Endnu engang var vi lost!
ANNONCE
Lost in London – Part V
Vi gik ned til køledisken, hvor baconen lå. Vi stod længe og gloede på baconen og undrede os over, hvor fanden han mente, at de æg skulle være. Vi opgav jagten på æggene, da vi var ved at have lidt travlt. Bedst som vi gik og ledte efter krydderierne - som de også havde gemt - fandt vi æggene! De stod på hylderne bag ved køledisken med bacon... det er sikkert et meget logisk sted at gemme æg, hvis man er englænder, men for en dansker er det dybt ulogisk.

Vi havde endelig fået købt alle tingene, og nu gik turen så ud til Jannick. Vi hoppede på toget, og en halv time efter var vi fremme og stod foran hoveddøren. Vi ringede på, og mens vi stod og ventede på den lille summende lyd, der indikerer, at døren bliver åbnet, undrede vi os endnu engang over de mærkelige englændere. De havde placeret dørhåndtaget midt på døren! Bedst som vi stod der og grinte lidt af det, lød den summende lyd, og vi kom ind i en meget mørk trappeopgang.

Lyset virkede ikke - så forsigtigt gik vi frem i jagten på "Flat 8". Først op af en lille trappe, så op af en lidt større trappe. Vi blev ved med at gå op, men der var ingen "Flat 8". Den var som sunket i jorden.

Pludselig lød det et sted langt oppefra:

"Kan I finde det?"

Vi tog det som et tegn på, at der ikke var så langt igen. Og ganske rigtig var det kun lige rundt om hjørnet! Vi kom ind, fik sagt hej og smidt de ting i køleskabet, som nu engang har det bedst ved at være på køl.

Jeg har lært hjemmefra, at det altid er pænt at have en værtsgave med, og da vi havde været på marked om formiddagen, havde jeg da også fundet et hav af ting, som jeg syntes kunne være sjovt at give Jannick. Men hver gang jeg foreslog noget, lød svaret fra Kylle:

"Nej, Sidsel..."

Men det lykkedes mig at finde en gave som selv Kylle kunne lide: 4 halvliters øl.

Han fik dem overrakt på den betingelse, at vi måtte bruge noget af den ene øl til desserten. Selvfølgelig gik han med til det!

Vi gik i krig med middagen. Jeg gik i krig med kartoflerne, og Kylle gik i gang med pandekagedejen, som vi bildte Jannick ind var "saucen" [såååsen]. Han troede fuldt og fast på det. Hvor er mænd dog naive!

Vi fandt ret hurtigt ud af, at Jannick var typen, der ikke gad at lave mad. Når han endelig lavede noget, var det pasta eller karry risotto. Han havde ingenting! Ingen grydeske, piskeris, ordentlig køkkenkniv, bageplade, salatskål, deciliter-mål, vægt, paletkniv, skål eller plads. Så vi måtte improvisere.

Deciliter-målet blev klaret ved hjælp af lidt logisk tænkning fra Jannick: lidt matematik, fem glas og en halv liter vand. (Hmm, mænd kan alligevel bruges til noget.)

Salatskålen blev erstattet af en gryde, piskeriset af klør fem, etcetera...
ANNONCE
Lost in London – Part V
Der var meget varmt i lejligheden, så Kylle og jeg holdte en lille pause, mens Jannick talte i telefon. Vi gik hen til vinduet og kiggede ud... eller rettere, vi hang ud af vinduet. Vi fik øje på en hund - der lignede en gris - nede i gården, der bare stod og gloede op på os. Vi stod længe og kiggede på den og begyndte så også at tale til den...

"Kan du halse? Hvad hedder du? Kan du sige vov? Kan du gø?"

Den kiggede bare dumt tilbage!

Efter et par minutters sjov med hunden, tog vi hovederne ind igen. Jeg kigger over mod køkkenet, og dér stod Jannick og grinte af os. Han havde stået længe og kigget på os... eller det der var indenfor (ben og røv!) uden at sige noget! Nu var stilen for resten af aftenen ligesom lagt!

Mens Kylle arrangerede forretten, og jeg vaskede op, satte vi Jannick i gang med at folde servietter. Det var ret så underholdende. Han havde ingen ide om, hvordan det skulle gøres. Efter et par minutters kamp fik han "foldet" dem og sat dem i et glas - og så var forretten klar til at blive serveret.

Nu var det jo bare sådan, at drengen boede i en meget lille 2-værelses lejlighed, og han havde kun to stole, så vi måtte endnu engang i gang med at improvisere. Der blev hentet to små borde inde fra hans lille soveværelse, og de blev placeret foran det, der lignede en sofa - og så var vi klar til at indtage forretten. Jannick og jeg satte os i sofaen, og Kylle satte sig på gulvet.

Det var en fantastik oplevelse. Det var som sagt første gang i meget lang tid, at vi skulle spise hjemmelavet mad - helt hjemmelavet - selvlavet - improviseret - uden den mindste snært af asiatisk-McD-burger-king!

Efter en udsøgt forret gik vi i gang med at lave hovedretten. Jeg begyndte at skære svinemørbraden ud med en urtekniv. Det var slet ikke nemt - overhovedet. Men efter en meget lang kamp og mange bandeord, fik jeg parteret kødet og påbegyndt stegningen. Samtidig med min kamp med kødet, lavede Kylle salaten og saucen, alt imens Jannick sad og drak øl og morede sig over Kylle og jeg.

Hovedretten var næsten endnu mere vellykket end forretten. Det smagte vidunderligt! Det var næsten ligeså godt som mors mad!

Mens vi sad og spiste, spurgte Jannick:

Jannick: "Har I ikke glemt "saucen"?"

Sitle: "Nej da... den... den skal først bruges til desserten!"

Jannick: "Desserten?"

Kylle: "Ja!"

Og her begyndte knægten så at se meget mærkelig ud. Jeg tror faktisk, han begyndte at tænke!

Kylle: "Okay, det er desserten..."

Jannick: "Hmm..."

Sitle: "... det skal på en pande..."

Lige pludselig lyste han op.

Jannick: "Er det pandekager?!"

Man kan bare ikke skjule noget for mænd!

Efter maden var spist, og vi havde siddet og snakket lidt, gik Kylle og Jannick i gang med at lave pandekager, mens jeg vaskede op.

Umiddelbart er det ikke svært at lave pandekager, men når panderne er skæve, komfuret hælder lidt, og når man ikke har en paletkniv, er det ret svært.
ANNONCE
Lost in London – Part V
De første pandekager, der blev lavet, lignede mest af alt røræg. Derfor prøvede Jannick en ny ting: Kasserollekager!

Umiddelbart virkede det som en fin ide at prøve det, men fyren havde bare ikke lige tænkt på at komme lidt olie i bunden af kasserollen, så kasserollekagen brændte på og blev et flop! Herefter forsvandt drengen lidt fra køkkenet!

Kylle begyndte så at få styr på panderne, og det begyndte faktisk at ligne pandekager. Jannick kom så tilbage og skulle lige vise, at han sagtens kunne vende en pandekage i luften.

  • Jannick stillede sig i kastestilling.


  • Pandekagen blev rystet fri.


  • Jannick kastede.


  • Pandekagen fløj op.


  • Jannick gjorde klar til at gribe.


  • Pandekagen begyndte at falde.


  • Jannick greb ikke.


  • Pandekagen landede i en af Kylles sko.


  • Jannick: "Hovsa!"

    Kylle vendte sig om og kiggede skeptisk på os, mens vi på bedste vis prøvede at skjule den tomme pande, skoen med pandekagen og hver vores grin.

    Kylle: "Hvad har I lavet?"

    Jannick og Sitle: "Ikk" noget!"

    Kylle: "Hvad har I lavet?"

    Jannick tog Kylles sko frem. Synet af pandekagen i skoen var forklaring nok...

    Efter det lille uheld, var drengen ikke mere at finde i det lille køkken!

    I løbet af aftenen lærte vi Jannick lidt bedre at kende. Drengen er faktisk en ret høflig knægt! Da vi sad og fortærede pandekagerne, fik fyren en af de lidt mere mislykkede pandekager af slagsene. Kylle havde faktisk haft styr på pandekagerne, med undtagelse af en gang midt i stegningen, hvor hun ikke havde helt styr på olien! Hun valgte næsten at tømme olieflasken ned på panden, og uden at tænke på, at man kan hælde olie fra en pande, hældte hun den næste kop pandekagedej ned på panden. Det resulterede i en friturestegt pandekage, som Jannick var så "heldig" at få fingre i.

    Os: "Vil du ikke ha" en anden en?"

    Jannick: "Nej nej!"

    Jannick spiste pandekagen og var på mærkelig vis pludselig blevet ret mæt!

    Os: "Hvorfor tog du ikke en anden?"

    Jannick: "Jeg ville jo ikke være uhøflig!"

    Os: "Nååårrhhhh!"

    Tsk tsk - Mænd!

    Kylle og jeg spiste lidt flere pandekager, mens vi snakkede om vind og vejr. Lige pludselig var klokken blevet 1.45, og vi begyndte at pakke sammen. Da Kylle og jeg er sådan nogle velopdragne tøser, ville vi selvfølgelig rydde op efter os. Vi kunne jo ikke være bekendt at efterlade køkkenet i ruiner, men vi måtte ikke rydde op! Så i stedet sagde vi farvel og tak for en hyggelig aften. Vi begav os ud på den lange tur hjem gennem London med bus.

    Selvom det tog os 1 time og 40 minutter at komme hjem, var det en rigtig hyggelig aften. Jeg tror ikke vi fik skræmt Jannick helt, for han sagde, at han glædede sig til næste gang!
ANNONCE
Del

Seneste nyt