Lost in London Part IX
Øst, vest hjemme bedst
Nu hvor det er lang tid siden, sidste afsnit af Lost in London kom på, så må jeg vel hellere - for en god ordens skyld - komme med en lille opsummering, så I ved, hvad der er sket i mellemtiden. Sidst I hørte om livet i London, var Kylle og jeg flygtet fra KFUK og flyttet ind på et 9 m2 stort værelse i Bromleby i øst-London.
Vi har nu boet her i 6 måneder, og vi har begge fået arbejde, så alt går som det skal. Kylle arbejder som tjener på caféen på National Gallery, og jeg arbejder som CSP (Customer Service Professional) for Philips Danmark. Oversat til dansk, så arbejder jeg i den tekniske kundeservice (nu ikke noget med smarte kommentarer om kvinder og teknik!).
Det er dejligt, at vi endelig har fået en hverdag til at køre - godt nok laver jeg ikke så meget andet end at arbejde, men det er da en hverdag. Man kunne faktisk godt sammenligne mig med en pensionist, for jeg laver stort set det samme hver dag. Min uge ser ud som følger:
Mandag - fredag:
Klokken: 5:15: Stå op og gøre sig klar til at tage på arbejde.
Klokken: 6:00: Afgang til arbejde.
Klokken: 7:30: På arbejde.
Klokken: 16:00: Endelig fri og hjemturen begynder.
Klokken: 17:30: Hjemme - arbejde på Aniston.dk
Klokken: 19:00: Kylle kommer hjem fra arbejde - aftensmaden laves og spises.
Klokken: 20:30: I bad.
Klokken: 21:00: 1 til 2 timers arbejde på
Klokken: 23:00: Nat nat!
Lørdag:
Tingene bliver taget som de kommer, men der bliver altid lavet en plan for, hvad der skal laves.
Søndag:
Stresset dag, da man ikke fik lavet en pind lørdag, så hele søndagen går med at arbejde!
Nå, men nu skal det hele jo ikke handle om, at jeg ikke har noget liv. Det, som dette afsnit egentlig handler om, er, hvor mærkeligt det er at komme hjem til Danmark, når man har været væk i et halvt år. Både Kylle og jeg tog til København den 9. december 2004, da vi skulle til julefrokost med alle skribenter fra Connery.dk og Aniston.dk. Er du gal, hvor var det mærkeligt! Vi kunne ikke længere bagtale folk på dansk. Vi skulle jo lige pludselig til at tænke over det, vi sagde - og det er slemt for to blondiner!
Vi har nu boet her i 6 måneder, og vi har begge fået arbejde, så alt går som det skal. Kylle arbejder som tjener på caféen på National Gallery, og jeg arbejder som CSP (Customer Service Professional) for Philips Danmark. Oversat til dansk, så arbejder jeg i den tekniske kundeservice (nu ikke noget med smarte kommentarer om kvinder og teknik!).
Det er dejligt, at vi endelig har fået en hverdag til at køre - godt nok laver jeg ikke så meget andet end at arbejde, men det er da en hverdag. Man kunne faktisk godt sammenligne mig med en pensionist, for jeg laver stort set det samme hver dag. Min uge ser ud som følger:
Mandag - fredag:
Klokken: 5:15: Stå op og gøre sig klar til at tage på arbejde.
Klokken: 6:00: Afgang til arbejde.
Klokken: 7:30: På arbejde.
Klokken: 16:00: Endelig fri og hjemturen begynder.
Klokken: 17:30: Hjemme - arbejde på Aniston.dk
Klokken: 19:00: Kylle kommer hjem fra arbejde - aftensmaden laves og spises.
Klokken: 20:30: I bad.
Klokken: 21:00: 1 til 2 timers arbejde på
Klokken: 23:00: Nat nat!
Lørdag:
Tingene bliver taget som de kommer, men der bliver altid lavet en plan for, hvad der skal laves.
Søndag:
Stresset dag, da man ikke fik lavet en pind lørdag, så hele søndagen går med at arbejde!
Nå, men nu skal det hele jo ikke handle om, at jeg ikke har noget liv. Det, som dette afsnit egentlig handler om, er, hvor mærkeligt det er at komme hjem til Danmark, når man har været væk i et halvt år. Både Kylle og jeg tog til København den 9. december 2004, da vi skulle til julefrokost med alle skribenter fra Connery.dk og Aniston.dk. Er du gal, hvor var det mærkeligt! Vi kunne ikke længere bagtale folk på dansk. Vi skulle jo lige pludselig til at tænke over det, vi sagde - og det er slemt for to blondiner!
Vi fandt også ud af, hvor meget vores sprog havde ændret sig i forhold til dem i Danmark. Jeg er blevet vant til at tale rigsdansk, og jeg er stort set holdt op med at bande. Alt dette på grund af mit arbejde, hvor jeg helst skal tale pænt og forståeligt til kunderne. Alle de nye udtryk, der er kommet ind i det danske sprog inden for det sidste halve år, var vi jo slet ikke med på. Til gengæld har vi taget det engelske til os. I stedet for at sige "Sejt", er det blevet til "Wicked". Det lyder komplet tåbeligt for en dansker, men her hvor vi kommer fra, er det meget normalt!
Men dette var ikke lige så slemt som trafikken. Bilerne kører jo i den forkerte side i Danmark! Det var hverken til at finde ud af hvor bilerne - eller cyklerne - kom fra, eller hvornår man måtte gå over lyskrydset. Vi er blevet vant til, at man bare vader over, selvom der er rødt. Og vi er blevet vant til, at der står på vejen, til hvilken side man skal kigge til. Ingen af disse ting var der i København. Kun en masse sure bilister, der dyttede...
Da julefrokosten var vel overstået, skulle vi jo så tilbage til London for at arbejde i en uge for så igen at drage mod Danmark.
Mandag den 20. december 2004, da jeg kom hjem fra arbejde, gik det kun ud på én ting: at pakke. Jeg havde alt for mange gaver, hvilket resulterede i, at jeg næsten ikke kunne have noget tøj med. Nå, men det gjorde jo ikke noget, for jeg havde jo efterladt noget tøj i Odense, da jeg flyttede til London. Jeg havde bare ikke lige overvejet, at det var alt det tøj, som jeg ikke gad at gå med!
Vi skulle flyve klokken 7:00 næste morgen, men havde besluttet os for at tage ud i lufthavnen, når vi var færdige med at pakke, for der hvor vi bor, kører der ingen natbusser, det er for dyrt med en taxa, og vi ville komme for sent til flyet, hvis vi skulle tage den første Tube. Så der var ingen anden udvej end at overnatte i lufthavnen.
Klokken var cirka 21:00 da vi tog af sted mod Heathrow. Det var med en blandet følelse vi sad og snakkede i Tuben på vej mod Heathrow. Det var mærkeligt at skulle se sin familie igen. Savnede man dem? Savnede de én? Lignede de sig selv? Spørgsmålene hobede sig op.
Men dette var ikke lige så slemt som trafikken. Bilerne kører jo i den forkerte side i Danmark! Det var hverken til at finde ud af hvor bilerne - eller cyklerne - kom fra, eller hvornår man måtte gå over lyskrydset. Vi er blevet vant til, at man bare vader over, selvom der er rødt. Og vi er blevet vant til, at der står på vejen, til hvilken side man skal kigge til. Ingen af disse ting var der i København. Kun en masse sure bilister, der dyttede...
Da julefrokosten var vel overstået, skulle vi jo så tilbage til London for at arbejde i en uge for så igen at drage mod Danmark.
Mandag den 20. december 2004, da jeg kom hjem fra arbejde, gik det kun ud på én ting: at pakke. Jeg havde alt for mange gaver, hvilket resulterede i, at jeg næsten ikke kunne have noget tøj med. Nå, men det gjorde jo ikke noget, for jeg havde jo efterladt noget tøj i Odense, da jeg flyttede til London. Jeg havde bare ikke lige overvejet, at det var alt det tøj, som jeg ikke gad at gå med!
Vi skulle flyve klokken 7:00 næste morgen, men havde besluttet os for at tage ud i lufthavnen, når vi var færdige med at pakke, for der hvor vi bor, kører der ingen natbusser, det er for dyrt med en taxa, og vi ville komme for sent til flyet, hvis vi skulle tage den første Tube. Så der var ingen anden udvej end at overnatte i lufthavnen.
Klokken var cirka 21:00 da vi tog af sted mod Heathrow. Det var med en blandet følelse vi sad og snakkede i Tuben på vej mod Heathrow. Det var mærkeligt at skulle se sin familie igen. Savnede man dem? Savnede de én? Lignede de sig selv? Spørgsmålene hobede sig op.
Klokken var ca. 23:00, da vi kom ud i lufthavnen, hvor alt stor set var lukket. Noget af det eneste, der ikke var lukket, var toiletterne og Costa Coffee. Vi besluttede os for at sidde og hænge på stolene foran Costa i 6 timer. Vi købte en halv liter kaffe hver og begyndte at snakke om alt mellem himmel og jord.
Tiden sneglede sig af sted. 23:30... 00:00... 00:30... 00:47... 00:50...
Efterhånden som tiden gik, blev vi mere og mere overtrætte. Jeg havde været oppe siden klokken 5:00 om morgenen og havde i forvejen ikke fået så meget søvn, så da klokken nærmede sig 5:00, hvor vi skulle checke ind, var jeg det, man kalder temmelig godt smadret.
Vi fik checket ind og styrede op mod metaldetektorerne. Vi lagde vores jakker og håndbagage på båndet og skulle til at gå igennem. En emsig vagt kaldte os tilbage:
Emsig vagt: "Take off your shoes."
Sitle: "Why?"
Emsig vagt: "Take them off."
Jeg havde mest af alt lyst til at sige: "No!" og så spæne igennem, men på grund af antallet af vagter og andre sikkerhedsfolk, valgte jeg et: "Yes Ma'am" og tage skoene af for at sende dem ind gennem håndbagagescanneren.
Jeg har stadig ikke forstået, hvad der var så farligt ved vores gummisko, at de skulle scannes. Men det blev de altså. Efter vi begge havde fået skoene på igen, styrede vi mod det gatenummer, der stod på vores billetter. Vi kom derhen og lå og ventede i en time på, at de skulle åbne den.
Efter at have ligget og slappet af i en times tid, bliver det så endelig annonceret, at de har ændret gaten. Heldigvis skulle vi kun ned i den modsatte ende...
Endelig havde vi fundet det rigtige sted, og vi gjorde klar til at boarde. Kylle havde valgt at slæbe sin violin med hjem samt en taske, hvori vi havde tæpper. Da vi kom forbi en af de små, emsige lufthavnsmedarbejdere, stopper hun os:
Emsig lufthavnsmedarbejder: "Are you taking that one on board?"
Kylle og jeg kiggede på hende i bedste poptøse-snob stil.
Kylle: "Yes of course."
Og derefter vadede vi lige forbi hende, mens hun stod tilbage med et forbavset udtryk.
Jeg tvivler på, at det kræver ret meget at arbejde i en lufthavn, hvis det eneste, man skal gøre, er, at spørge folk med to stykker håndbagage, om de nu virkelig også skal have det med. Så kan jeg ikke forstå, at der går så mange arbejdsløse rundt.
Anyways, vi fandt vores pladser, og endelig var vi på vej mod Kastrup.
Klokken 10:50 landede vi, og i løbet af en halv time havde vi fået fat i vores kufferter. Vi styrede ned mod togene.
Tiden sneglede sig af sted. 23:30... 00:00... 00:30... 00:47... 00:50...
Efterhånden som tiden gik, blev vi mere og mere overtrætte. Jeg havde været oppe siden klokken 5:00 om morgenen og havde i forvejen ikke fået så meget søvn, så da klokken nærmede sig 5:00, hvor vi skulle checke ind, var jeg det, man kalder temmelig godt smadret.
Vi fik checket ind og styrede op mod metaldetektorerne. Vi lagde vores jakker og håndbagage på båndet og skulle til at gå igennem. En emsig vagt kaldte os tilbage:
Emsig vagt: "Take off your shoes."
Sitle: "Why?"
Emsig vagt: "Take them off."
Jeg havde mest af alt lyst til at sige: "No!" og så spæne igennem, men på grund af antallet af vagter og andre sikkerhedsfolk, valgte jeg et: "Yes Ma'am" og tage skoene af for at sende dem ind gennem håndbagagescanneren.
Jeg har stadig ikke forstået, hvad der var så farligt ved vores gummisko, at de skulle scannes. Men det blev de altså. Efter vi begge havde fået skoene på igen, styrede vi mod det gatenummer, der stod på vores billetter. Vi kom derhen og lå og ventede i en time på, at de skulle åbne den.
Efter at have ligget og slappet af i en times tid, bliver det så endelig annonceret, at de har ændret gaten. Heldigvis skulle vi kun ned i den modsatte ende...
Endelig havde vi fundet det rigtige sted, og vi gjorde klar til at boarde. Kylle havde valgt at slæbe sin violin med hjem samt en taske, hvori vi havde tæpper. Da vi kom forbi en af de små, emsige lufthavnsmedarbejdere, stopper hun os:
Emsig lufthavnsmedarbejder: "Are you taking that one on board?"
Kylle og jeg kiggede på hende i bedste poptøse-snob stil.
Kylle: "Yes of course."
Og derefter vadede vi lige forbi hende, mens hun stod tilbage med et forbavset udtryk.
Jeg tvivler på, at det kræver ret meget at arbejde i en lufthavn, hvis det eneste, man skal gøre, er, at spørge folk med to stykker håndbagage, om de nu virkelig også skal have det med. Så kan jeg ikke forstå, at der går så mange arbejdsløse rundt.
Anyways, vi fandt vores pladser, og endelig var vi på vej mod Kastrup.
Klokken 10:50 landede vi, og i løbet af en halv time havde vi fået fat i vores kufferter. Vi styrede ned mod togene.
Jeg tror ikke, at DSB kan lide mig. Hver gang jeg skal med toget, så er det forsinket. Det slår aldrig fejl. Heller ikke denne gang. Toget vi skulle med var først 6 minutter forsinket, derefter 9 og så 15 minutter. Det var bare alle tiders start på en togtur, der skulle vise sig at blive meget længere og træls end den egentlig burde være.
Toget var proppet, så vi kunne ikke få nogen pladser. Nå, men der var jo så ikke andet for end at sidde på trappen hele vejen fra Kastrup til Odense. Jeg skal hilse og sige, at der er langt - rigtig langt! Men vi var trætte og tænkte kun på at komme hjem til familien for at slappe af, og vente på det næste tog var der ingen af os, der gad.
Klokken cirka 13:00 var vi så endelig kommet til Odense. På perronen stod henholdsvis Kylles forældre og min far med flag. Og nej, det var slet ikke pinligt, når der står en flok med flag og vinker til én.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle slappe af, mens jeg var hjemme, men nej. Jeg havde en enkelt julegave, der skulle købes, en farmor der skulle høre alt om England, en søster og svoger, der kom til middag, en juleaften og meget andet. Men det var jo egentlig meget rart at se hele den pukkelryggede igen. Men den 10. gang man fortæller om livet i London, ønsker man dem hen, hvor peberet gror!
Mens vi var i Danmark gik det op for mig, at jeg faktisk savnede Danmark. Ikke så meget familien, men mere vennerne og den danske mentalitet. Det var selvfølgelig lidt stressende og hektisk at være i Danmark to gange lige efter hinanden, men det var en anden form for stress, end den vi lever med til dagligt.
Til daglig er jeg vant til at blive monitoreret, i alt hvad jeg laver. Det vil sige, at alle de samtaler jeg har med kunder bliver optaget. Derefter bliver der lyttet til dem, og så bliver der givet point for dem. Man skal score 85 eller over. Hvis man har under, bliver man kaldt til samtale, hvor man skal sidde og forsvare, hvorfor man har fået under. Det samme gælder, når man besvarer e-mails.
Oven i det skal alle opkald også besvares inden for 30 sekunder. Hvis ikke de bliver det, trækker det ned. Hvis ikke vi har besvaret 80 % af alle opkald inden for 30 sekunder, falder der brænde ned. Det er et helvede - man er konstant under pres.
Søndag den 26. december 2004 gik turen så igen tilbage til London. Vi skulle begge på arbejde om mandagen.
Toget var proppet, så vi kunne ikke få nogen pladser. Nå, men der var jo så ikke andet for end at sidde på trappen hele vejen fra Kastrup til Odense. Jeg skal hilse og sige, at der er langt - rigtig langt! Men vi var trætte og tænkte kun på at komme hjem til familien for at slappe af, og vente på det næste tog var der ingen af os, der gad.
Klokken cirka 13:00 var vi så endelig kommet til Odense. På perronen stod henholdsvis Kylles forældre og min far med flag. Og nej, det var slet ikke pinligt, når der står en flok med flag og vinker til én.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle slappe af, mens jeg var hjemme, men nej. Jeg havde en enkelt julegave, der skulle købes, en farmor der skulle høre alt om England, en søster og svoger, der kom til middag, en juleaften og meget andet. Men det var jo egentlig meget rart at se hele den pukkelryggede igen. Men den 10. gang man fortæller om livet i London, ønsker man dem hen, hvor peberet gror!
Mens vi var i Danmark gik det op for mig, at jeg faktisk savnede Danmark. Ikke så meget familien, men mere vennerne og den danske mentalitet. Det var selvfølgelig lidt stressende og hektisk at være i Danmark to gange lige efter hinanden, men det var en anden form for stress, end den vi lever med til dagligt.
Til daglig er jeg vant til at blive monitoreret, i alt hvad jeg laver. Det vil sige, at alle de samtaler jeg har med kunder bliver optaget. Derefter bliver der lyttet til dem, og så bliver der givet point for dem. Man skal score 85 eller over. Hvis man har under, bliver man kaldt til samtale, hvor man skal sidde og forsvare, hvorfor man har fået under. Det samme gælder, når man besvarer e-mails.
Oven i det skal alle opkald også besvares inden for 30 sekunder. Hvis ikke de bliver det, trækker det ned. Hvis ikke vi har besvaret 80 % af alle opkald inden for 30 sekunder, falder der brænde ned. Det er et helvede - man er konstant under pres.
Søndag den 26. december 2004 gik turen så igen tilbage til London. Vi skulle begge på arbejde om mandagen.
