Lost in London Part IV
Jobsøgning
Grunden til at jeg tog til London var, at jeg trængte til en pause. Jeg gad ikke 4 - 5 år på skolebænken lige med det samme. Jeg ville også gerne lære sproget på en anden måde - udvide mit ordforråd. Jeg ville også gerne møde nye mennesker, stå på egne ben, flytte hjemmefra - kort sagt: prøve noget nyt!
Jeg havde hørt hjemmefra, at det skulle være nemt at få arbejde i London, når man er dansker, fordi vi danskere har et godt ry og arbejder effektivt. Jeg er sikker på, at der er mange af samme opfattelse; men her må jeg desværre skuffe folk. Det er ikke nemt at få arbejde. Dette skyldes det tidspunkt, vi er kommet herover på. Englænderne har sommerferie, og de har selv brug for et arbejde ligesom mange udlændinge tager til London for at få et sommerjob. Dertil kommer EU-udvidelsen, som har gjort, at det vrimler med polakker i byen, der ligesom Kylle og jeg er på jagt efter et arbejde.
Efter fem dage i byen var det på tide at få et arbejde. Vi gik i gang med at gå fra pub til pub og spørge, om de ikke lige stod og manglede en tøs fra Danmark. De første par dage fik vi ikke andet end afslag:
"I"m sorry, you are too late. We hired one a week ago."
Hvad kan man bruge det til? Jeg er da ligeglad med, om de lige har ansat en - jeg vil bare gerne have et arbejde!
Kylle var så heldig, at hun kom til Try-out på en pub: "The spice of life". Det var et stort sted midt inde i London. De var meget begejstret for hende, men desværre blev hun vraget til fordel for én med mere erfaring, selvom manageren, ifølge ham selv, ikke så på erfaring, men arbejdsindsats. Og Kylle arbejdede hårdt!
Men hun fik et telefonnummer til manageren for en anden pub: "The Last". Hun ringede til manageren og fik en aftale med dem. Da kyllinger har let ved at fare vild, lykkedes det hende selvfølgelig også! Hun tossede rundt og havnede på en anden pub: "The Cartoonist", hvor hun lige spurgte om arbejde - nu hvor hun alligevel var der! Endnu engang skulle hun på try-out.
Kylle gik ud af "The Cartoonist", for hun skulle jo hen til "The Last", hvor hun jo også havde en aftale. Efter Kylle havde snakket med manageren, ringede hun til mig og sagde, at jeg skulle komme ud til hende nu - der var måske et arbejde.
Jeg var heldigvis ikke så langt væk, så i løbet af 20 minutter stod jeg på Chancery Lane Station, hvor Kylle ventede. Vi gik sammen ned til "The Last", hvor jeg skulle finde manageren, Marissa. Jeg gik op til baren og spurgte en bartender:
Sitle: "Hi, where do I find Marissa?"
Bartenderen kiggede mærkeligt på mig og kiggede så på kvinden ved siden af sig og kiggede derefter tilbage på mig. Derefter kiggede kvinden på mig og jeg på kvinden. Så sagde bartenderen, mens han pegede på kvinden:
Bartender: "That"s Marissa..."
Damn jeg følte mig dum! Men nu vidste jeg da, hvem Marissa var! Jeg præsenterede mig og sagde, at Heidi (Kylle) havde ringet og sagt, at de manglede folk her. Jeg talte virkelig for min syge moster, for jeg ville bare have et arbejde.
Jeg blev placeret ved et bord, hvor jeg skulle udfylde et skema. Dette skema var faktisk et CV. Så jeg gik i gang, med at udfylde det fjerde skema den dag.
Mens jeg sad og skrev mit CV af, var Marissa henne og sige til Kylle, at jeg lige var sådan en, hun gik og ledte efter til pubben, for jeg var så udadvendt og åben.
Da jeg var færdig med at udfylde skemaet kom "the assistant manager", Andrew fra Australien.
Andrew fra Australien: "Are you finish?"
Jeg kiggede lidt undrende på ham og skulle lige til at svare:
"No, I"m Danish!"
Men blev enig med mig selv om, at det ville være lidt for dårlig humor, så i stedet fik jeg sagt:
Sitle: "Yes, I am."
Jeg havde hørt hjemmefra, at det skulle være nemt at få arbejde i London, når man er dansker, fordi vi danskere har et godt ry og arbejder effektivt. Jeg er sikker på, at der er mange af samme opfattelse; men her må jeg desværre skuffe folk. Det er ikke nemt at få arbejde. Dette skyldes det tidspunkt, vi er kommet herover på. Englænderne har sommerferie, og de har selv brug for et arbejde ligesom mange udlændinge tager til London for at få et sommerjob. Dertil kommer EU-udvidelsen, som har gjort, at det vrimler med polakker i byen, der ligesom Kylle og jeg er på jagt efter et arbejde.
Efter fem dage i byen var det på tide at få et arbejde. Vi gik i gang med at gå fra pub til pub og spørge, om de ikke lige stod og manglede en tøs fra Danmark. De første par dage fik vi ikke andet end afslag:
"I"m sorry, you are too late. We hired one a week ago."
Hvad kan man bruge det til? Jeg er da ligeglad med, om de lige har ansat en - jeg vil bare gerne have et arbejde!
Kylle var så heldig, at hun kom til Try-out på en pub: "The spice of life". Det var et stort sted midt inde i London. De var meget begejstret for hende, men desværre blev hun vraget til fordel for én med mere erfaring, selvom manageren, ifølge ham selv, ikke så på erfaring, men arbejdsindsats. Og Kylle arbejdede hårdt!
Men hun fik et telefonnummer til manageren for en anden pub: "The Last". Hun ringede til manageren og fik en aftale med dem. Da kyllinger har let ved at fare vild, lykkedes det hende selvfølgelig også! Hun tossede rundt og havnede på en anden pub: "The Cartoonist", hvor hun lige spurgte om arbejde - nu hvor hun alligevel var der! Endnu engang skulle hun på try-out.
Kylle gik ud af "The Cartoonist", for hun skulle jo hen til "The Last", hvor hun jo også havde en aftale. Efter Kylle havde snakket med manageren, ringede hun til mig og sagde, at jeg skulle komme ud til hende nu - der var måske et arbejde.
Jeg var heldigvis ikke så langt væk, så i løbet af 20 minutter stod jeg på Chancery Lane Station, hvor Kylle ventede. Vi gik sammen ned til "The Last", hvor jeg skulle finde manageren, Marissa. Jeg gik op til baren og spurgte en bartender:
Sitle: "Hi, where do I find Marissa?"
Bartenderen kiggede mærkeligt på mig og kiggede så på kvinden ved siden af sig og kiggede derefter tilbage på mig. Derefter kiggede kvinden på mig og jeg på kvinden. Så sagde bartenderen, mens han pegede på kvinden:
Bartender: "That"s Marissa..."
Damn jeg følte mig dum! Men nu vidste jeg da, hvem Marissa var! Jeg præsenterede mig og sagde, at Heidi (Kylle) havde ringet og sagt, at de manglede folk her. Jeg talte virkelig for min syge moster, for jeg ville bare have et arbejde.
Jeg blev placeret ved et bord, hvor jeg skulle udfylde et skema. Dette skema var faktisk et CV. Så jeg gik i gang, med at udfylde det fjerde skema den dag.
Mens jeg sad og skrev mit CV af, var Marissa henne og sige til Kylle, at jeg lige var sådan en, hun gik og ledte efter til pubben, for jeg var så udadvendt og åben.
Da jeg var færdig med at udfylde skemaet kom "the assistant manager", Andrew fra Australien.
Andrew fra Australien: "Are you finish?"
Jeg kiggede lidt undrende på ham og skulle lige til at svare:
"No, I"m Danish!"
Men blev enig med mig selv om, at det ville være lidt for dårlig humor, så i stedet fik jeg sagt:
Sitle: "Yes, I am."
Herefter begyndte Andrew fra Australien at snakke som et vandfald. Han ævlede løs om, hvordan de kørte stedet, hvilken type mennesker, der kom på pubben, menukortet - at der var noget for enhver smag, og at det ikke var så dyrt - vinkortet, der lige var blevet fornyet, og som han ikke havde styr på.
Da jeg var pænt træt lavede jeg finten: smile, nikke og sige ja på strategisk rigtige tidspunkter. Da han endelig blev færdig med at fortælle, sagde han, at jeg skulle komme tirsdagen efter til try-out.
Jeg var ovenud lykkelig - endelig så det lysere ud. Jeg skulle bare lige vise, at jeg var bedre end alle de andre, der også skulle på try-out. Dette var ikke noget problem, selvtilliden var i top.
Der gik en uge før, jeg skulle på try-out. Ugen blev brugt på at se lidt af London samt lidt afslappet jobsøgning. Kylle havde imidlertid fået arbejdet på "The Cartoonist", så nu var det kun mig, der manglede et arbejde.
Mandagen før jeg skulle på try-out, var jeg med Kylle og Anna (en københavner, jeg bor på værelse på) på opdagelse i London. Vi gik langs Themsen, så London-eye, Big Ben og et hav af andre ting. Vi havnede på en cafe på Waterloo station, hvor vi lige skulle have en kop kaffe inden Kylle skulle på arbejde. Jeg ville lige tjekke min mobil for at se, om Kylle havde travlt eller om vi godt kunne nå at slappe af. Der var nogen, der havde haft ringet til mig. Det var Andrew fra Australien. Han ville bare lige fortælle mig, at jeg ikke skulle komme om tirsdagen alligevel. Der havde været så mange gode på prøve, så de havde ansat en.
Jeg genfortalte beskeden til Anna og Kylle. Begge tøser blev ret sure...
Anna: "Hvad fanden bilder han sig ind?"
Kylle: "Hvem tror han, han er?"
Anna: "Er du ikke skuffet?"
Kylle: "Er du ikke sur på ham?"
Anna: "Hvis det var mig, ville jeg blive så sur...
Kylle: "Du fortjente en chance...
Jeg sad mere eller mindre paf, mens de sad og brokkede sig over, hvor dum og ond den mand var.
Anna: "... man skal aldrig stole på en englænder..."
Sitle: "Slap af tøser. Sket er sket. De kunne ikke bruge mig - det er der ikke noget at gøre ved... jeg må bare på den igen."
Anna: "Hvordan kan du tage det så roligt?"
Sitle: "Jamen der er jo ikke noget, jeg kan gøre ved det nu - og desuden klarer I det jo fint. Det er spild af tid at gå rundt at være sur."
Anna og Kylle kaglede løs som høns og rakkede ned på "The Last", Andrew fra Australien, englændere og i det hele taget: Mænd!
Nu stod jeg så igen uden et job - så på den igen!
Da jeg var pænt træt lavede jeg finten: smile, nikke og sige ja på strategisk rigtige tidspunkter. Da han endelig blev færdig med at fortælle, sagde han, at jeg skulle komme tirsdagen efter til try-out.
Jeg var ovenud lykkelig - endelig så det lysere ud. Jeg skulle bare lige vise, at jeg var bedre end alle de andre, der også skulle på try-out. Dette var ikke noget problem, selvtilliden var i top.
Der gik en uge før, jeg skulle på try-out. Ugen blev brugt på at se lidt af London samt lidt afslappet jobsøgning. Kylle havde imidlertid fået arbejdet på "The Cartoonist", så nu var det kun mig, der manglede et arbejde.
Mandagen før jeg skulle på try-out, var jeg med Kylle og Anna (en københavner, jeg bor på værelse på) på opdagelse i London. Vi gik langs Themsen, så London-eye, Big Ben og et hav af andre ting. Vi havnede på en cafe på Waterloo station, hvor vi lige skulle have en kop kaffe inden Kylle skulle på arbejde. Jeg ville lige tjekke min mobil for at se, om Kylle havde travlt eller om vi godt kunne nå at slappe af. Der var nogen, der havde haft ringet til mig. Det var Andrew fra Australien. Han ville bare lige fortælle mig, at jeg ikke skulle komme om tirsdagen alligevel. Der havde været så mange gode på prøve, så de havde ansat en.
Jeg genfortalte beskeden til Anna og Kylle. Begge tøser blev ret sure...
Anna: "Hvad fanden bilder han sig ind?"
Kylle: "Hvem tror han, han er?"
Anna: "Er du ikke skuffet?"
Kylle: "Er du ikke sur på ham?"
Anna: "Hvis det var mig, ville jeg blive så sur...
Kylle: "Du fortjente en chance...
Jeg sad mere eller mindre paf, mens de sad og brokkede sig over, hvor dum og ond den mand var.
Anna: "... man skal aldrig stole på en englænder..."
Sitle: "Slap af tøser. Sket er sket. De kunne ikke bruge mig - det er der ikke noget at gøre ved... jeg må bare på den igen."
Anna: "Hvordan kan du tage det så roligt?"
Sitle: "Jamen der er jo ikke noget, jeg kan gøre ved det nu - og desuden klarer I det jo fint. Det er spild af tid at gå rundt at være sur."
Anna og Kylle kaglede løs som høns og rakkede ned på "The Last", Andrew fra Australien, englændere og i det hele taget: Mænd!
Nu stod jeg så igen uden et job - så på den igen!
I London regner det næsten hver dag, så ret hurtigt lærer man, at have en paraply på sig. Da jeg forsatte jobjagten i Willesden Green, valgte himmelen selvfølgelig også at åbne sluserne den dag. Kylle var taget med mig som støtte. Da vi stod og ventede på Tuben, stod jeg og legede med min paraply. Lige pludselig stod jeg med to halve paraplyer.
Lille kloge mig måtte derfor prøve at samle paraplyen - for det går jo ikke at rende rundt med to halve paraplyer. Med tungen ud af munden forsøgte jeg forsigtigt at skrue den sammen, men paraplyer har nogle gange deres egen vilje, og min ville ikke. Så blev jeg sur, og i stedet for at tænke mig om (hvilket sker ofte), valgte jeg at bruge vold. Jeg så ondt på min paraply, og hamrede de to halvdele sammen, hvilket resulterede i, at jeg af en eller anden grund fik en af de små metal-dutter på paraplyen ind under min tommelfingernegl.
Sitle: "Resefressa, resefressa!"
Kylle: "Du må godt bande!"
Sitle: "Av, lort, møg, sgu, fanden, helvede..."
Kylle kiggede rundt og sikrede sig at alle englændere var udenfor rækkevidde.
Kylle: "Du må også godt bande på engelsk!"
Sitle: "Damn, shit, fuck, bucket...!"
Det gjorde så ondt! Nå, men en serviet rundt om fingeren, og så var jeg klar til at søge arbejde. Men heller ikke i Willesden Green havde de brug for mig.
Jeg tog så til Hampstead for at prøve lykken der. Men heller ikke der havde jeg heldet med mig. På samtlige pubber i Hampstead havde de lige ansat en. Hvordan kan det lade sig gøre, at jeg hele tiden er et skridt bagud? Hvorfor er det lige mig, der ikke kan få et arbejde? Det eneste positive ved dagen i Hampstead var, da manageren for en pub sagde, at hvis jeg ikke havde sagt, at jeg var fra Danmark, havde han troet, at jeg var englænder, fordi jeg talte så godt engelsk.
Det er mig en gåde, hvorfor jeg så ikke kan få et arbejde, når nu jeg nu taler ligeså godt engelsk som en englænder!
Jeg snakkede med Kylles chef, der sendte mig hen til nogle af hans venner, der også har en pub, men heller ikke der, var der noget.
Enten er jeg bare uheldig med at gå ind alle de steder, hvor de lige har ansat en, eller også er jeg født under en uheldig stjerne.
Efter en måned i London, er jeg stadig arbejdsløs. Jeg har lært en ting om mig selv: jeg dur ikke til at være arbejdsløs, jeg har for meget energi!
P.S. Pengene er sluppet op - send flere!
Lille kloge mig måtte derfor prøve at samle paraplyen - for det går jo ikke at rende rundt med to halve paraplyer. Med tungen ud af munden forsøgte jeg forsigtigt at skrue den sammen, men paraplyer har nogle gange deres egen vilje, og min ville ikke. Så blev jeg sur, og i stedet for at tænke mig om (hvilket sker ofte), valgte jeg at bruge vold. Jeg så ondt på min paraply, og hamrede de to halvdele sammen, hvilket resulterede i, at jeg af en eller anden grund fik en af de små metal-dutter på paraplyen ind under min tommelfingernegl.
Sitle: "Resefressa, resefressa!"
Kylle: "Du må godt bande!"
Sitle: "Av, lort, møg, sgu, fanden, helvede..."
Kylle kiggede rundt og sikrede sig at alle englændere var udenfor rækkevidde.
Kylle: "Du må også godt bande på engelsk!"
Sitle: "Damn, shit, fuck, bucket...!"
Det gjorde så ondt! Nå, men en serviet rundt om fingeren, og så var jeg klar til at søge arbejde. Men heller ikke i Willesden Green havde de brug for mig.
Jeg tog så til Hampstead for at prøve lykken der. Men heller ikke der havde jeg heldet med mig. På samtlige pubber i Hampstead havde de lige ansat en. Hvordan kan det lade sig gøre, at jeg hele tiden er et skridt bagud? Hvorfor er det lige mig, der ikke kan få et arbejde? Det eneste positive ved dagen i Hampstead var, da manageren for en pub sagde, at hvis jeg ikke havde sagt, at jeg var fra Danmark, havde han troet, at jeg var englænder, fordi jeg talte så godt engelsk.
Det er mig en gåde, hvorfor jeg så ikke kan få et arbejde, når nu jeg nu taler ligeså godt engelsk som en englænder!
Jeg snakkede med Kylles chef, der sendte mig hen til nogle af hans venner, der også har en pub, men heller ikke der, var der noget.
Enten er jeg bare uheldig med at gå ind alle de steder, hvor de lige har ansat en, eller også er jeg født under en uheldig stjerne.
Efter en måned i London, er jeg stadig arbejdsløs. Jeg har lært en ting om mig selv: jeg dur ikke til at være arbejdsløs, jeg har for meget energi!
P.S. Pengene er sluppet op - send flere!
