Lost in London Part III
Jagten på simkortene !
Well, well, well, efter et godt bad og en god nats søvn skulle vi ud på de vilde våger. Vi skulle se London by - eller en brøkdel af den! London er en stor by - en meget stor by, og når man ikke aner hvor det sker, så tager man et par tilfældige Tube-tog til et par tilfældige steder: Notting Hill, West Hampstead, Kings Cross - You name it!
Vi skulle finde et simkort til os hver, fordi det er meget vigtigt at have et engelsk telefonnummer, når man vil søge job og oprette en bankkonto. Desuden er det billigere at tale med englænderne fra et engelsk nummer!
Det vi så af Notting Hill var ikke meget - men vi var der. Vi havde forestillet os, at der var den samme stemning som i filmen 'Notting Hill', hvor Hugh Grant møder Julia Roberts inde i en lille, sød boghandel med rejsebøger.
Men nej! Den boghandel findes ikke! Der var ikke samme romantiske stemning som i filmen. Der var en masse lange, kedelige, grå gader - det eneste der livede op var blomsterne i lygtepælene!
Vi gik længe og ledte efter et sted, der ville sælge to tøser fra fyn et simkort. Men der var ingen. Vi gik og gik - og lige pludselig stod vi ved Queensway station. Vi besluttede os at kigge lidt nærmere på denne bydel, nu hvor vi alligevel havde spildt, enormt mange kræfter på at gå den lange vej fra Notting Hill Gate station til Queensway. Det viste sig, at stedet var noget a la Little China Town. Der var kinesere overalt! Men heller ikke her fandt vi nogle simkort!
Vi skulle jo have fat i de dumme kort, men de var bare ikke til at støve op.
Endnu engang var vi lost!
Kylle tog et Tubemap frem.
Jeg lukkede øjnene.
Kylle foldede kortet ud.
Jeg pegede et sted på kortet.
Vi læste: ' West Hampstead'.
Da vi ikke kendte stedet, besluttede vi os for at tage derhen. Vi havde jo ikke noget at miste - udover en masse tid.
West Hampstead var enormt hyggelig; lidt landsbyagtigt, men dog med en mega stor hovedgade. Vi stod lidt og betragtede trafikken og blev enige om at holde os til den ene side af gaden. Hvorfor spilde et par liv på at forcere så farlig en vej - når de ligefrem har valgt at køre i den forkerte retning, og hvor de kører mere råddent end mig!
Vi skulle finde et simkort til os hver, fordi det er meget vigtigt at have et engelsk telefonnummer, når man vil søge job og oprette en bankkonto. Desuden er det billigere at tale med englænderne fra et engelsk nummer!
Det vi så af Notting Hill var ikke meget - men vi var der. Vi havde forestillet os, at der var den samme stemning som i filmen 'Notting Hill', hvor Hugh Grant møder Julia Roberts inde i en lille, sød boghandel med rejsebøger.
Men nej! Den boghandel findes ikke! Der var ikke samme romantiske stemning som i filmen. Der var en masse lange, kedelige, grå gader - det eneste der livede op var blomsterne i lygtepælene!
Vi gik længe og ledte efter et sted, der ville sælge to tøser fra fyn et simkort. Men der var ingen. Vi gik og gik - og lige pludselig stod vi ved Queensway station. Vi besluttede os at kigge lidt nærmere på denne bydel, nu hvor vi alligevel havde spildt, enormt mange kræfter på at gå den lange vej fra Notting Hill Gate station til Queensway. Det viste sig, at stedet var noget a la Little China Town. Der var kinesere overalt! Men heller ikke her fandt vi nogle simkort!
Vi skulle jo have fat i de dumme kort, men de var bare ikke til at støve op.
Endnu engang var vi lost!
Kylle tog et Tubemap frem.
Jeg lukkede øjnene.
Kylle foldede kortet ud.
Jeg pegede et sted på kortet.
Vi læste: ' West Hampstead'.
Da vi ikke kendte stedet, besluttede vi os for at tage derhen. Vi havde jo ikke noget at miste - udover en masse tid.
West Hampstead var enormt hyggelig; lidt landsbyagtigt, men dog med en mega stor hovedgade. Vi stod lidt og betragtede trafikken og blev enige om at holde os til den ene side af gaden. Hvorfor spilde et par liv på at forcere så farlig en vej - når de ligefrem har valgt at køre i den forkerte retning, og hvor de kører mere råddent end mig!
Som sagt var det et hyggeligt sted, men heller ikke her fandt vi nogle simkort.
Endnu engang måtte Kylle frem med Tubemappet, og ved hjælp af samme princip som tidligere kom vi frem til Kings Cross.
Kings Cross er et af Londons knudepunkter, eller det er det i hvert fald ifølge det Tupemap, der fulgte med vores månedskort. Der er nemlig ikke færre end 7 tog-linier, der møder hinanden, et sted langt under jorden.
Vi stod af og ledte efter 'Way out' skiltet - og vi fandt det! Vi begyndte at gå mod udgangen blandt jakkesæt, mappedyr, nedslåede paraplyer og andet rakkerpak. Vi havnede bag ved to ældre, engelske mænd.
Vi havde hørt fra pålidelig kilde, at englænderne ikke forstod ironi, og netop derfor blev vi temmelig overraskede over at opleve en engelsk ironi midt på perronen på Kings Cross.
Mand 1: Kommer til at skubbe til mand 2
Mand 2: Vender sig om mod mand 1
Mand 1: 'Sorry!'
Mand 2: 'You Bitch!' og blinker med øjnene for at understrege ironien.
Os: Stopper op igen og kigger forbløffet på de to herrer og siger: 'Pløf!'
Mand 1 og 2: Har opdaget vores forbavselse, fordi vi står med åben mund og polypper!
De grinte bare af os og forlod os der - fuldstændig lamslåede midt på den myldrende perron!
Se, det var ikke fordi, vi ikke forstod humoren, eftersom vi begge kunne have fundet på at sige det samme. Men vi havde altså ikke forventet, at englænderne kunne finde på at bruge ironi, eftersom vi havde fået understreget, at vi skulle skrue ned for vores egen ironi for ikke at blive misforstået. Men hvad, det er sikkert ikke første gang, vi bliver overasket over den engelske behavior!
Kings Cross Station er jo, som alle Harry Potter fans ved, det sted, hvorfra de 3 helte hopper gennem væggen ved perron 9 3/4. Det er altså her, hvorfra Hogwarts Expressen fører gamle såvel som nye elever ud til det store slot, hvor de skal lære at bruge deres magiske evner samt spille Quidditch.
Nå, men til vores store skuffelse, kunne vi ikke finde perron 9 3/4, så vi valgte igen at følge skiltet: 'Way Out'. Dette er en af de små morsomheder, man støder på, når man tager Metroen - som ikke er en metro - men en Tube.
Endnu engang måtte Kylle frem med Tubemappet, og ved hjælp af samme princip som tidligere kom vi frem til Kings Cross.
Kings Cross er et af Londons knudepunkter, eller det er det i hvert fald ifølge det Tupemap, der fulgte med vores månedskort. Der er nemlig ikke færre end 7 tog-linier, der møder hinanden, et sted langt under jorden.
Vi stod af og ledte efter 'Way out' skiltet - og vi fandt det! Vi begyndte at gå mod udgangen blandt jakkesæt, mappedyr, nedslåede paraplyer og andet rakkerpak. Vi havnede bag ved to ældre, engelske mænd.
Vi havde hørt fra pålidelig kilde, at englænderne ikke forstod ironi, og netop derfor blev vi temmelig overraskede over at opleve en engelsk ironi midt på perronen på Kings Cross.
Mand 1: Kommer til at skubbe til mand 2
Mand 2: Vender sig om mod mand 1
Mand 1: 'Sorry!'
Mand 2: 'You Bitch!' og blinker med øjnene for at understrege ironien.
Os: Stopper op igen og kigger forbløffet på de to herrer og siger: 'Pløf!'
Mand 1 og 2: Har opdaget vores forbavselse, fordi vi står med åben mund og polypper!
De grinte bare af os og forlod os der - fuldstændig lamslåede midt på den myldrende perron!
Se, det var ikke fordi, vi ikke forstod humoren, eftersom vi begge kunne have fundet på at sige det samme. Men vi havde altså ikke forventet, at englænderne kunne finde på at bruge ironi, eftersom vi havde fået understreget, at vi skulle skrue ned for vores egen ironi for ikke at blive misforstået. Men hvad, det er sikkert ikke første gang, vi bliver overasket over den engelske behavior!
Kings Cross Station er jo, som alle Harry Potter fans ved, det sted, hvorfra de 3 helte hopper gennem væggen ved perron 9 3/4. Det er altså her, hvorfra Hogwarts Expressen fører gamle såvel som nye elever ud til det store slot, hvor de skal lære at bruge deres magiske evner samt spille Quidditch.
Nå, men til vores store skuffelse, kunne vi ikke finde perron 9 3/4, så vi valgte igen at følge skiltet: 'Way Out'. Dette er en af de små morsomheder, man støder på, når man tager Metroen - som ikke er en metro - men en Tube.
Det kan godt være, at det er dårlig humor, men vi ser udtrykket som: 'Det er langt ude!' - Altså er danskernes brug af 'Way Out' en undersættelse af det engelske 'Way Out', der blot betyder: 'Vejen ud!'
Okay, det var måske at uddybe det lidt for meget, men nu er alle de tungnemme da også med!
Andre skilte fortæller: 'Obstructing the door can be dangerous', 'Using this door while travelling can cause death!' Se, det kan være farligt at bruge Tuben!
En anden morsomhed er de meget overpædagogiske stemmer: 'Mind the Gab', 'Beware of the closing doors', 'Mind the Doors', 'Watch out for thieves', 'Keep your luggage with you!'
Hvis man er bange for at færdes under jorden, og man gerne vil høre disse vendinger, kan man nøjes med at tænde for radioen. Her kan man høre
Man kan også gå ind i en elevator, hvor lignende stemmer husker én på at passe på døren. Hvis nogen alligevel kommer i klemme, siger stemmen: 'Please, do not obstruct the door'.
Når man sidder i toget og keder sig, kan det være svært at finde på noget at lave, og så er det, man begynder at kigge rundt på de forskellige mennesker. Det er helt utroligt så mange forskellige sokker folk kan have på, og hvilke mystiske sko de kan sætte sammen med sokkerne.
Derudover er det en trend blandt mappedyrene at have et grimt, selvlysende, prikket, stribet og storblomstret slips på! Der er virkelig nogle af de mænd, der burde få en aftale med en modekoordinator!
Man kan også dyrke den morsomme 'sport': 'få øjenkontakt med usikre mennesker uden selvtillid, og få dem til at kigge væk!' også kaldet 'sporten': 'Kig, Kig væk, Kig, Kig væk...!'
Udover Kig-kig-væk-sporten kan man også dyrke sporten: 'Vi ses på næste station, Kylle' såvel som sporten: 'Jeg springer af toget - nej, jeg springer på toget!'
'Vi ses på næste station, Kylle'-sporten går kort og godt ud på, at jeg springer på toget, hvorefter dørene lukker, og Kylle står tilbage og vinker på perronen. Ved hjælp af
Efter at have dyrket denne sport, er vi blevet enige om, at hvis det skulle ske igen, så står vi bare af på næste station og finder hinanden - med mindre andet er aftalt!
Men for at komme tilbage til Kings Cross, så er dette et meget stort knudepunkt. Der er veje, som er større end hovedgaden i West Hampstead, og vi skulle over disse veje! Argh! Hvordan går man over vejen i London ved et knudepunkt, som slet ikke er lige så stort et knudepunkt, som de knudepunkter, man kan finde dybere inde i Londons byjungle?
Jo, i starten venter man ved rød-mand-stop, mens man går ved grøn-mand-gå. Men helt så lige til er det bare ikke. Englænderne går nemlig over, når det passer dem. Efterhånden lærer man at bruge princippet: 'De går - vi går!' eller 'De kan ikke køre - vi går!' eller 'Der kommer ikke noget - vi går!' Man føler sig i hvert fald enormt dum, når man bare bliver stående, mens alle andre går.
Problemet er så bare, at trafikken er omvendt. Man har ingen idé om, hvilken side man skal kigge til, når bilerne pludselig kommer fra den forkerte side!
Endnu engang var vi lost!
Okay, det var måske at uddybe det lidt for meget, men nu er alle de tungnemme da også med!
Andre skilte fortæller: 'Obstructing the door can be dangerous', 'Using this door while travelling can cause death!' Se, det kan være farligt at bruge Tuben!
En anden morsomhed er de meget overpædagogiske stemmer: 'Mind the Gab', 'Beware of the closing doors', 'Mind the Doors', 'Watch out for thieves', 'Keep your luggage with you!'
Hvis man er bange for at færdes under jorden, og man gerne vil høre disse vendinger, kan man nøjes med at tænde for radioen. Her kan man høre
Man kan også gå ind i en elevator, hvor lignende stemmer husker én på at passe på døren. Hvis nogen alligevel kommer i klemme, siger stemmen: 'Please, do not obstruct the door'.
Når man sidder i toget og keder sig, kan det være svært at finde på noget at lave, og så er det, man begynder at kigge rundt på de forskellige mennesker. Det er helt utroligt så mange forskellige sokker folk kan have på, og hvilke mystiske sko de kan sætte sammen med sokkerne.
Derudover er det en trend blandt mappedyrene at have et grimt, selvlysende, prikket, stribet og storblomstret slips på! Der er virkelig nogle af de mænd, der burde få en aftale med en modekoordinator!
Man kan også dyrke den morsomme 'sport': 'få øjenkontakt med usikre mennesker uden selvtillid, og få dem til at kigge væk!' også kaldet 'sporten': 'Kig, Kig væk, Kig, Kig væk...!'
Udover Kig-kig-væk-sporten kan man også dyrke sporten: 'Vi ses på næste station, Kylle' såvel som sporten: 'Jeg springer af toget - nej, jeg springer på toget!'
'Vi ses på næste station, Kylle'-sporten går kort og godt ud på, at jeg springer på toget, hvorefter dørene lukker, og Kylle står tilbage og vinker på perronen. Ved hjælp af
Efter at have dyrket denne sport, er vi blevet enige om, at hvis det skulle ske igen, så står vi bare af på næste station og finder hinanden - med mindre andet er aftalt!
Men for at komme tilbage til Kings Cross, så er dette et meget stort knudepunkt. Der er veje, som er større end hovedgaden i West Hampstead, og vi skulle over disse veje! Argh! Hvordan går man over vejen i London ved et knudepunkt, som slet ikke er lige så stort et knudepunkt, som de knudepunkter, man kan finde dybere inde i Londons byjungle?
Jo, i starten venter man ved rød-mand-stop, mens man går ved grøn-mand-gå. Men helt så lige til er det bare ikke. Englænderne går nemlig over, når det passer dem. Efterhånden lærer man at bruge princippet: 'De går - vi går!' eller 'De kan ikke køre - vi går!' eller 'Der kommer ikke noget - vi går!' Man føler sig i hvert fald enormt dum, når man bare bliver stående, mens alle andre går.
Problemet er så bare, at trafikken er omvendt. Man har ingen idé om, hvilken side man skal kigge til, når bilerne pludselig kommer fra den forkerte side!
Endnu engang var vi lost!
Heldigvis har nogle kloge englændere - til ære for Vicho og jeg - skrevet på gåbanen: 'Look Right / Look Left' . Men men men! Desværre er det ikke alle steder, de har nået at skrive det, inden vi kom! Og når vi skal over sådan et sted, er forvirringen total. Vi har præsteret at stå ved siden af hinanden, kigge i hver vores retning, gå over og opdage, at det egentlig var den tredje vej, bilerne kom fra - og de kom hurtigt! (D' dung tsss!)
'Shit happens!
Det værste er dog, når busserne kommer bagfra uden varsel! Så bliver man virkelig forskrækket! (D' dung tsss!)
Anyways, vi skulle som sagt finde et sted, hvor vi kunne købe engelske sim-kort, så vi kunne få skrevet det på vores CV'er. De skulle laves færdige så hurtigt som muligt, så vi kunne komme i gang med at søge arbejde. Vi fandt en lille kiosk lige overfor Kings Cross Station, hvor vi hver kunne købe et sim-kort.
Endelig var vores bønner blevet hørt!
Vi havde fået anbefalet at købe Virgin, men selvfølgelig havde Kylle en telefon, som hverken var låst op eller kunne bruges sammen med Virgin, så hendes kostede 20 pund mere end nødvendigt! Typisk kyllinger!
Herefter tog vi Tuben hjem til KFUK for at nyde danskernes trygge selskab i en ellers noget forvirrende, engelsk verden. Men selvom det var en forvirrende dag, fandt vi ud af at bruge undergrunden - og vi var stolte! Meget stolte!
'Shit happens!
Det værste er dog, når busserne kommer bagfra uden varsel! Så bliver man virkelig forskrækket! (D' dung tsss!)
Anyways, vi skulle som sagt finde et sted, hvor vi kunne købe engelske sim-kort, så vi kunne få skrevet det på vores CV'er. De skulle laves færdige så hurtigt som muligt, så vi kunne komme i gang med at søge arbejde. Vi fandt en lille kiosk lige overfor Kings Cross Station, hvor vi hver kunne købe et sim-kort.
Endelig var vores bønner blevet hørt!
Vi havde fået anbefalet at købe Virgin, men selvfølgelig havde Kylle en telefon, som hverken var låst op eller kunne bruges sammen med Virgin, så hendes kostede 20 pund mere end nødvendigt! Typisk kyllinger!
Herefter tog vi Tuben hjem til KFUK for at nyde danskernes trygge selskab i en ellers noget forvirrende, engelsk verden. Men selvom det var en forvirrende dag, fandt vi ud af at bruge undergrunden - og vi var stolte! Meget stolte!
