Aniston

Lost in London - Part II

Første gang på egne ben…

Man står ud af et fly - i en fuldstændig fremmed by, i et fremmed land, og man skal finde en helt bestemt destination. Hvordan får man fat i et månedskort, hvordan skriver man sin underskrift, hvordan fungerer undergrunden? - Argh! De kører i den forkerte side!
Lost in London - Part II
Efter halvanden times flyvning landede EasyJet-flyet på landingsbanen i Stanstead Lufthavn. Det var propfuldt og vi måtte pænt vente på, at hele flyet var tømt, før vi kunne komme hen til vores violiner, som vi selvfølgelig havde valgt at placere langt væk fra vores pladser.

Vi fandt dem og gik mod udgangen. Ved udgangen lykkedes det "Kyllingen" (Vicho) at vende sin violin så den var på tværs af det hele, og den satte sig fast i døren. Efter et minuts hiven og trækken i violinen fik hun den fri, og vi kunne komme ud af flyet. En lidt for spøjs steward spurgte:

Lidt for spøjs steward: "Are you going to play for me?"
Mere eller mindre paf efter dette spørgsmål svarede vi:
Os: "No, not now..."
Lidt for spøjs steward: "All right then, have a nice day!"
Os: "Thank you."

Vi hoppede om bord på bussen, der kørte os til bagagehallen. Her gik jagten ind på at finde det rigtige bånd, hvor vores bagage gerne skulle komme. Efter 10 minutters venten blev det endelig annonceret, hvilket bånd. Vi fangede vores kufferter og fandt ankomsthallen. Nu stod vi så der - strandet i en engelsk lufthavn uden nogen anelse om, hvordan vi skulle komme videre ind til London.

Endnu engang var vi lost!

Vi gik frem og tilbage, rundt om os selv og fandt så en elevator ned til et tog. Vi fandt toget, og alting så lige pludselig ud til at køre på skinner (D'dung tchhh). Men nej! Vi skulle finde et sted, hvor vi kunne købe billetter til toget. - Dette var ikke helt så enkelt.
Perronen var mennesketom - der var ikke et øje at se, bortset fra alle dem, der sad stuvet sammen i toget: "StandsteadExpress", som vi gerne skulle med. Hvad gør man, når man står med bagage til op over begge ører, mangler en togbillet, og der ikke er nogen, der vil sælge dem?

Man kan gøre følgende:
1. Gå i panik.
2. Begynde at græde.
3. Købe en billet hjem til Danmark.
4. Benytte sig af billetautomaten, der står lige foran én.
ANNONCE
Lost in London - Part II
Vi valgte mulighed nummer 4! Nu var problemet bare at finde ud af, hvordan sådan en tingest fungerer. Det fremgik ikke helt tydeligt, hvad man skulle gøre, men ved hjælp af
Vi valgte at bruge penge, da vi ikke var helt sikre på, hvilket kort, der skulle bruges. Vi fik valgt destinationen, og nu skulle maskinen så til at have penge: 13,80 £.

Kylle stoppede en 10 £ seddel i.
Maskinen tog pengene.
Vi ventede.
Maskinen stregede ordet "card" over.
Vi ventede.
Maskinen gjorde ikke noget.
Vi undrede os over, at maskinen ikke stregede "money" ud og spyttede en billet ud til os.
Maskinen spyttede de 10 £ ud.
Vi tog pengene, og først da vi stod med pengene i hånden, gik det op for os, at vi stadig manglede at fodre maskinen med 3,80 £.

'Aaaah, det gælder om at putte nok penge i!' Vi prøvede så igen, og denne gang lykkedes det.

Derefter gik vi hen til det overfyldte tog. Vi ville gerne finde et sted at sidde, da vi var lidt trætte af at slæbe rundt på kufferter, violiner, computer og andet ragelse. Men nej. Der var ikke skyggen af en siddeplads. 

Vi gik hele vejen hen til enden af toget for at konstatere, at der heller ikke var nogen siddepladser der. Så gik vi hele vejen tilbage igen - langs toget - mens folk trykkede næserne flade op af ruden, og vi følte os enormt tumpede med al bagagen på slæb.

Endelig fik vi moslet alle vores ting ind i toget - eller rettere ind i en forgang til toget. Her satte vi os på vores kufferter. Toget var fyldt med masser af spøjse mennesker. En meget stor mand satte sig til at læse i en bog, en anden sov, et par sad og snavede, mens andre sad og studerede kort over London.

Efter et par minutters venten og undren over, at toget ikke kørte, lød det fra højttaleren:
'Sorry about the delay, but we are waiting for a driver. He should be here in a few minutes.'
Manden med bogen kiggede op og rullede bebrejdende med øjnene. Der sad vi og snakkede, mens vi grinede af de forskellige mennesker. En mand kom løbende ind i toget, og ligesom os ledte han desperat efter et sted at sidde, men forgæves. Han satte sig ligeledes på sin kuffert, ved siden af os.

Vi sad lidt og kiggede på hinanden, og endelig lød det i højttalerne:
'Ladies and gentlemen, we've now got a driver, and within a minute we should be on our way.'
Og ganske rigtigt - der gik ikke lang tid før toget begyndte at røre på sig og rulle ud fra lufthavnsområdet.

Det var så her vores dårlige humor gik i gang. Vi kørte forbi en masse marker med masser af dyr, hvilket ret hurtigt resulterede i en meget plat samtale:

Mig: 'Se! De har får herovre!!'
Kylle: 'Ja...'
Mig: 'Se! De har også køer!!'
Kylle: 'Ja - det kommer vel ikke som den store overraskelse?'
Mig: 'Se! Der er en broget hest - det må være en ko!'
Kylle: 'What?'
Mig: 'Der var en broget hest det være en ko!'
Kylle: 'Pløf!'
Der gik et stykke tid, så sagde kylle: 'Se, de har også geder.'
Mig: 'Så mangler vi kun at se grise.'
ANNONCE
Lost in London - Part II
Okay, jeg må vel hellere lige forklare, hvorfor en broget hest er ko - ellers giver det nok ikke så meget mening!

Aftenen før vi tog af sted, lå jeg og så et afsnit af Simpsons. Afsnittet hed "Radioactiveman". Det handlede om, at Milhouse havde fået rollen som "Fallout Boy" i filmen "Radioactiveman". Anyways, det var en Hollywood film, og da man i Hollywood altid bruger special effects, gjorde man det selvfølgelig også i denne film.

De skulle bruge køer, men der var ingen køer i Springfield. Hvad gør man så, når man står og skal bruge køer i en film?

Jo man bruger da nogle stand-ins! Man tager nogle hvide heste og maler store, sorte pletter på dem - så bliver de brogede, og derved ligner de køer mere?!
Hmm, okay det gav så heller ikke nogen mening, men det var grunden til, at jeg sagde, at den brogede hest var en ko!

Da konduktøren endelig kom masende gennem folkemængden og ud i vores lille gang, valgte han at tabe min billet, hvorefter han var ved at skvatte over min taske. Det var ret komisk, eftersom han lige havde samlet min billet op, der var landet ovenpå min taske. Han havde altså set, at der lå en taske, hvorefter han vælger at falde over den. Da han havde fået fodfæste igen, vendte han sig om, smilede og sagde: 'Cheers'.

Efter en bumletur på 40 minutter og masser af ømhed i røven, havnede vi på Liverpool Street Station.
Der var sort af mennesker, og det var hverken til at komme frem eller tilbage. Vi blev stående lidt og kiggede rundt for lige at orientere os. Vi fandt et sted, hvor man kunne købe billetter, månedskort og årskort til togene og placerede os i en kø. Vi spurgte en dame, om det var her, vi skulle købe månedskort til Tuben (undergrunden), og hun svarede ja. Da vi havde stået i kø i 20 minutter, blev det endelig vores tur. Vi gik hen til den lille billetluge og sagde til manden, at vi skulle have et månedskort til Tuben. Med et stort smil sagde han, at vi skulle gå hen til turistinformationen lidt længere henne.

Så føler man sig ret dum, når man lige har spildt 20 minutter på at stå i kø det forkerte sted.

Nå, men der var jo ikke andet for end at tage al bagagen med hen til turistinformationen. Derhenne sad der en ældre dame. Vi fik forklaret hende, at vi skulle have to månedskort til Tuben, og det skulle gælde i 2 zoner. Hun gav os hver en meget lang formular, der skulle udfyldes. Vi fik dem udfyldt, mens damen blev mere og mere sur over, at det tog så lang tid for os at udfylde dem. Okay, nu spildte vi også hendes kostbare tid på - hver gang vi kom til et nyt felt - at spørge, om vi også skulle udfylde det.
ANNONCE
Lost in London - Part II
Hun fik formularerne og et billede, og alt gik efter planen lige indtil, vi skulle betale. Kylle skulle betale for os begge. Hun gav den sure dame sit visakort. Gnavpotten kørte den igennem maskinen og gav Kylle sedlen, hvorpå hun skulle skrive under.

Kylle skrev under og gav damen den. Gnavpotten kiggede på den og kiggede derefter på os og rystede derefter på hovedet.

'It doesn't look like that one.' sagde hun, mens hun pegede på den underskrift, der var på visakortet. Vi kiggede begge fra visakortet til bonen og tilbage igen. De to underskrifter var identiske. Men nej, Kylle måtte skrive under igen. Men heller ikke denne gang, blev den godtaget. 'Do you have anything else with your signature on?'

Vi kiggede meget forbavset på hinanden og begyndte at hive pas og kørekort frem. Den sure kælling tog imod kørekortet og kiggede længe på det og sagde så igen:

Sur, gammel kælling: 'It doesn't look like that one.'
Kylle: 'What? Why not?'

Den sure gamle kælling pegede ned på visakortet

Endnu engang var vi lost!

Sur, gammel kælling: 'There isn't a line across your signature on your cards!'

 Ok, Kylle måtte på den igen - denne gang med tungen lige i munden, mens hun efterlignede sin egen underskrift og omhyggeligt undgik at sætte en streg igennem sin underskrift.
Kællingen godtog den med stor skepsis, og vi fik vores månedskort til Tuben.

Vi skulle så til at finde Tuben, der var som sunket i jorden (D' dung tchhh!). Vi gik væk fra turistinformationen (hvor nedgangen til Tuben lå). Vi vendte os om. Kiggede op. Læste skiltet og følte os ret så dumme. På skiltet stod der med store bogstaver - så store at selv blinde kunne læse det - "Underground". Vi gik tilbage igen, og stoppede foran nedgangen til "Entry-automaterne med flap-dørerne". Det var her trappe-helvedet i London for alvor begyndte for os.
Vi fik bakset vores bagage ned af trapperne og strandede foran "Entry-automaterne med flap-dørerne". Nu var det store spørgsmål: Hvordan kommer man ind?!

Endnu engang var vi lost!

Skal man:

1. Gå i panik.
2. Begynde at græde.
3. Skal man mase mini-mappen med månedskortet igennem sprækken på "Entry-automaten med flap-dører", som ikke er bygget til mini-mapper.
4. Bruge vold.
5. Kigge bedende på 'Entry-automat med flap-dør serviceassistenten'

Vi valgte mulighed nummer 5. En serviceassistent hjalp os igennem, og vi skulle så finde det rigtige tog. Vi stod længe og kiggede på det meget flotte Tube-kort med de mange farver og stednavne.
ANNONCE
Lost in London - Part II
'What to choose?'

 Vi vidste, hvor vi skulle ende, men vi havde ingen anelse om, hvordan vi skulle ende der. Efter at have studeret kortet over undergrunden i lang tid fandt vi ud af, hvilke toge vi ville med. Vi valgte så den rute, hvor vi kun skulle skifte en gang - uden at tænke over, at vi faktisk kunne vælge en rute uden skift.

Nu skulle vi så bare finde det rigtige tog. Og tænk - der var trapper, og vi havde meget bagage med os! Specielt Kylle, der jo havde valgt at pakke sin kuffert til de 25 kilo! Heldigvis for hende fandt hun en gentleman, som gerne ville hjælpe! - Det gør han dog aldrig igen! Efter turen ned af alskens trappetrin har han højst sandsynlig fået hold i ryggen!

Vi stod af på stationen: Baker Street hvor vi skulle skifte til det tog, der skulle køre os ud til vores endestation: Finchley Road. Vi fandt ret hurtigt ud af, at Baker Street var en meget stor station med mange trapper. Vi gik op og ned af rigtig mange af disse lange trapper og fandt til sidst den rigtige perron. Der hoppede vi på det første det bedste tog.

Vi stod af på Finchley Road og fik kæmpet os op af trapperne. Men endnu engang strandede vi foran nogle 'Entry-automater med flap-døre'. Denne gang skulle vi ikke ind i systemet, men ud af det. Dette er cirka ligeså svært som at komme ind i det. Vi kiggede med store, våde hundeøjne på en serviceassistent, der viste os, hvordan man skulle bruge sit månedskort.

'Ahhh, man skal bare smække kortet ned på den gule magnet-stregkode-læser til månedskortene!'
Vi gik ud fra stationen og stod længe og kiggede ud på den store vej med biler, der kørte i den forkerte side!

Vi skulle finde KFUK, men havde ingen ide om, hvor det lå.

Endnu engang var vi lost!
ANNONCE
Lost in London - Part II
Jeg tog et lille kort frem med ruten fra stationen til KFUK og begyndte at gå. Kylle fulgte efter. Vi fik kæmpet os over den store vej, uden at blive kørt ned af Ifølge kortet skulle vi bare lige hen af en lille gade for at komme frem til KFUK. Denne lille gade var bare ikke så lille. Det var et bjerg med en stigning, som er uden for kategori...

Efter 20 minutter og mange små pauser ankom vi til KFUK. Her blev vi vist rundt og indlogeret på henholdsvis et 3- og et 5-mandsværelse.

Svedige, trætte, udmattede, brugte, udhungrede og fattige faldt vi sammen på hver vores seng.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE