Lost in London Part I
Man er lige ved at være færdig med gymnasiet, og det eneste man har i hovedet, er det planlagte sabbatår i London! Men de formelle papirer er ikke faldet helt på plads endnu!
En gang i marts måned besluttede vi (Jeg og Vicho) os endelig for at tage til London. Vi bookede flybilletten, sagde op fra fritidsjobbet og begyndte de langvarige forberedelser. For der er mange ting, der skal være i orden, når man melder sig ud af det danske samfund i et helt år.
Formelle papirer
Efter en snak med Arbejds Formidlingens udenlandsspecialist. Sjovt nok modsagde hun studievejlederne og gav os endnu flere papirer, hvor vi kunne studere bla, bla, bla...
Endnu engang var vi lost!
Vi glemte alt om de papirer, vi blev udstyret med og tog sagen i egen hånd: Skattekontoret var den næste destination. Vi kom derind, trak et nummer: 'Yes, kun 13 numre foran os!' En time efter: 'Wauw, er det allerede os?'
Kvinden bag skranken var ikke den skarpeste kniv i skuffen.
Os: 'Hej, vi flytter til London om et par måneder. Hvordan og hvorledes med skat - skal vi stadig betale dansk skat af de penge, vi tjener i London?'
Kvinden: '...'
Os: 'Hvad med den engelske skat - hvor meget er det?'
Kvinden: '...'
Os: 'Når vi kommer hjem. Hvordan kommer vi så ind i det danske skattesystem igen - skal du så have alle vores engelske lønsedler?'
Kvinden: 'Øjeblik...!'
Så gik hun bare! - Endnu engang var vi lost!
Ti minutter efter: Hun kom igen!
Kvinden: 'Ja, nu har jeg snakket med én, der har lidt mere styr på det...!'
Os: 'Nå, jamen hvordan og hvorledes med skat så? Skal vi stadig betale dansk skat, af de penge vi tjener i London?'
Kvinden: '...'
Os: 'Hvad med den engelske skat - hvor meget er det?'
Kvinden: '...'
Os: 'Når vi kommer hjem. Hvordan kommer vi så ind i det danske skattesystem igen - skal du så have alle vores engelske lønsedler?'
Kvinden: '... men nu er der jo lang tid til. I må vente til lige inden I tager af sted!'
Formelle papirer
Efter en snak med Arbejds Formidlingens udenlandsspecialist. Sjovt nok modsagde hun studievejlederne og gav os endnu flere papirer, hvor vi kunne studere bla, bla, bla...
Endnu engang var vi lost!
Vi glemte alt om de papirer, vi blev udstyret med og tog sagen i egen hånd: Skattekontoret var den næste destination. Vi kom derind, trak et nummer: 'Yes, kun 13 numre foran os!' En time efter: 'Wauw, er det allerede os?'
Kvinden bag skranken var ikke den skarpeste kniv i skuffen.
Os: 'Hej, vi flytter til London om et par måneder. Hvordan og hvorledes med skat - skal vi stadig betale dansk skat af de penge, vi tjener i London?'
Kvinden: '...'
Os: 'Hvad med den engelske skat - hvor meget er det?'
Kvinden: '...'
Os: 'Når vi kommer hjem. Hvordan kommer vi så ind i det danske skattesystem igen - skal du så have alle vores engelske lønsedler?'
Kvinden: 'Øjeblik...!'
Så gik hun bare! - Endnu engang var vi lost!
Ti minutter efter: Hun kom igen!
Kvinden: 'Ja, nu har jeg snakket med én, der har lidt mere styr på det...!'
Os: 'Nå, jamen hvordan og hvorledes med skat så? Skal vi stadig betale dansk skat, af de penge vi tjener i London?'
Kvinden: '...'
Os: 'Hvad med den engelske skat - hvor meget er det?'
Kvinden: '...'
Os: 'Når vi kommer hjem. Hvordan kommer vi så ind i det danske skattesystem igen - skal du så have alle vores engelske lønsedler?'
Kvinden: '... men nu er der jo lang tid til. I må vente til lige inden I tager af sted!'
Pløf!
Skattefar er lige så uforståelig som samtlige danske studievejledere og AF's udenlandsspecialist!
Endnu engang var vi lost!
Vi opgav ikke helt håbet, men satte sagen på stand by! Dog lod vi min far hente: folkeregisterpapirer, folketings-region-kommune-EU-valg-brevstemnings-papirer - eller hvad det nu var, de grønne papirer hed.
Vi udfyldte papirerne, og lige inden vi skulle af sted, afleverede vi dem på folkeregisteret (som ligger i samme lokale som skattefar!).
Derefter gik vi ind på socialforvaltningen, da vi havde læst os til, at vi skulle udfylde en E100-bla formular for at få engelsk sygesikring. Men nej! Den kære skrankedame hentede en anden skrankedame, som så kom frem til os, kiggede på os og gik!
Er vi så skræmmende?
Vi huggede hendes kuglepen og begyndte at tegne blomster og små mænd på de mange nummersedler, som vi efterhånden havde fået samlet sammen fra skat, folkeregister og socialforvaltning!
Hun kom dog igen efter 10 minutter, og tog kuglepennen og gik!
Pløf! Vi tog vores egen kuglepen frem og tegnede videre!
5 minutter efter kom hun tilbage og gav os nogle papirer om et EU-sygesikringskort, som vi dog ikke var berettiget til. Men det er jo altid godt at have nogle flere papirer til samlingen! Faktisk var vi ikke berettiget til noget som helst, og det gule sygesikringsbevis virker heller ikke, når man er flyttet permanent.
Og så gik hun!
Endnu engang var vi lost!
Opsummering: Vi er 20 år, vi er ikke berettiget til sygesikring, vi har ikke styr på skatten såvel som ansvars-bolig-bla-bla-bla-forsikring; men vi har dog meldt os ud af samfundet per 2. juli 2004, og fået lov til at stemme.
Jamen, så er vi jo klar til at tage til London...!
Ugen op til gik med at pakke ned, holde nu (hvilket ikke lykkedes) og læse/skimme papirerne igennem (eller rettere sagt, samle dem i en bunke og læse overskriften). Well, man kan vel altid få brug for lidt ekstra oplysninger - så ned i kufferten med dem!
Skattefar er lige så uforståelig som samtlige danske studievejledere og AF's udenlandsspecialist!
Endnu engang var vi lost!
Vi opgav ikke helt håbet, men satte sagen på stand by! Dog lod vi min far hente: folkeregisterpapirer, folketings-region-kommune-EU-valg-brevstemnings-papirer - eller hvad det nu var, de grønne papirer hed.
Vi udfyldte papirerne, og lige inden vi skulle af sted, afleverede vi dem på folkeregisteret (som ligger i samme lokale som skattefar!).
Derefter gik vi ind på socialforvaltningen, da vi havde læst os til, at vi skulle udfylde en E100-bla formular for at få engelsk sygesikring. Men nej! Den kære skrankedame hentede en anden skrankedame, som så kom frem til os, kiggede på os og gik!
Er vi så skræmmende?
Vi huggede hendes kuglepen og begyndte at tegne blomster og små mænd på de mange nummersedler, som vi efterhånden havde fået samlet sammen fra skat, folkeregister og socialforvaltning!
Hun kom dog igen efter 10 minutter, og tog kuglepennen og gik!
Pløf! Vi tog vores egen kuglepen frem og tegnede videre!
5 minutter efter kom hun tilbage og gav os nogle papirer om et EU-sygesikringskort, som vi dog ikke var berettiget til. Men det er jo altid godt at have nogle flere papirer til samlingen! Faktisk var vi ikke berettiget til noget som helst, og det gule sygesikringsbevis virker heller ikke, når man er flyttet permanent.
Og så gik hun!
Endnu engang var vi lost!
Opsummering: Vi er 20 år, vi er ikke berettiget til sygesikring, vi har ikke styr på skatten såvel som ansvars-bolig-bla-bla-bla-forsikring; men vi har dog meldt os ud af samfundet per 2. juli 2004, og fået lov til at stemme.
Jamen, så er vi jo klar til at tage til London...!
Ugen op til gik med at pakke ned, holde nu (hvilket ikke lykkedes) og læse/skimme papirerne igennem (eller rettere sagt, samle dem i en bunke og læse overskriften). Well, man kan vel altid få brug for lidt ekstra oplysninger - så ned i kufferten med dem!
Rejsedagen
Endelig oprandt dagen/natten, hvor vi i bogstaveligste forstand skulle "flyve fra reden".
Klokken var 5:00 da vækkeurene ringede to steder i Odense by! To zombie lignende væsener fik snøvlet sig ned af trappen, fik sig et bad, pakket det sidste (hovedpuden), drukket kaffen og læst Fyens Stiftstidende for sidste gang i laaaaaaaaang tid! Klokken 6:45 ankom Vicho og hendes forældre. Mine ting blev læsset i bilen, der blev sagt farvel til min far, og turen gik mod Kastrup Lufthavn!
Nu er det sådan, at man kun må have 20 kilo med i flyet, og håndbagagen må heller ikke være for stor og højst veje fem kilo. Det gjorde den også... + - et par kilo!
Vi efterlod de to violiner, en bærbar computer og en meget tung rygsæk hos Vichos forældre, og begav os med de tætpakkede kufferter hen til den flinke check-in-dame!
Check-in-damen: 'Hej, bare læg begge kufferter op!'
Os: 'Ok!
Check-in-damen: (henvendt til Vicho) 'Der var du heldig, at din veninden ikke har så meget - ellers skulle du have betalt for overvægt!'
Vicho: 'Ja, jeg ved det godt!'
Check-in-damen: 'Har I noget håndbagage?'
Vi kiggede på hinanden, så på hende
Os: 'Nej!'
Check-in-damen: 'Værsågod, og hav en god tur!'
Vi skyndte os væk, mens vi 'det-var-ikke-mig-der-gjorde-det-agtigt' sang: 'lalalalalalaaaa...'
Vi havde frygtet den store tudetur ved afskedsscenen i lufthavnen, men af en eller anden grund var det så komisk at stå oppe på trappen og vinke ned mod den lille forsamling af venner og familie, mens Vichos mor tog et billede.
Heldigvis slap vi levende igennem metaldetektoren. Yes, de opdagede ikke maskingeværerne i violinkasserne...!
Vi kiggede længe på skærmen for at finde den gate, hvorfra vi skulle boarde, og endelig blev den annonceret: A 11. Vi fandt gaten og satte os ned. 10 min efter kom der nogle venlige sjæle og spurgte, om vi skulle med EasyJet til London - for de havde ændret gaten til C 23 uden af informere folk om det.
Endnu engang var vi lost!
Vi begav os ud på den lange vandring fra den ene ende af lufthavnen til den anden. Der var pænt langt!
Efter en rask gåtur på 15 minutter fandt vi så gaten og fik boarded. Endelig var vi på vej til London.
Endelig oprandt dagen/natten, hvor vi i bogstaveligste forstand skulle "flyve fra reden".
Klokken var 5:00 da vækkeurene ringede to steder i Odense by! To zombie lignende væsener fik snøvlet sig ned af trappen, fik sig et bad, pakket det sidste (hovedpuden), drukket kaffen og læst Fyens Stiftstidende for sidste gang i laaaaaaaaang tid! Klokken 6:45 ankom Vicho og hendes forældre. Mine ting blev læsset i bilen, der blev sagt farvel til min far, og turen gik mod Kastrup Lufthavn!
Nu er det sådan, at man kun må have 20 kilo med i flyet, og håndbagagen må heller ikke være for stor og højst veje fem kilo. Det gjorde den også... + - et par kilo!
Vi efterlod de to violiner, en bærbar computer og en meget tung rygsæk hos Vichos forældre, og begav os med de tætpakkede kufferter hen til den flinke check-in-dame!
Check-in-damen: 'Hej, bare læg begge kufferter op!'
Os: 'Ok!
Check-in-damen: (henvendt til Vicho) 'Der var du heldig, at din veninden ikke har så meget - ellers skulle du have betalt for overvægt!'
Vicho: 'Ja, jeg ved det godt!'
Check-in-damen: 'Har I noget håndbagage?'
Vi kiggede på hinanden, så på hende
Os: 'Nej!'
Check-in-damen: 'Værsågod, og hav en god tur!'
Vi skyndte os væk, mens vi 'det-var-ikke-mig-der-gjorde-det-agtigt' sang: 'lalalalalalaaaa...'
Vi havde frygtet den store tudetur ved afskedsscenen i lufthavnen, men af en eller anden grund var det så komisk at stå oppe på trappen og vinke ned mod den lille forsamling af venner og familie, mens Vichos mor tog et billede.
Heldigvis slap vi levende igennem metaldetektoren. Yes, de opdagede ikke maskingeværerne i violinkasserne...!
Vi kiggede længe på skærmen for at finde den gate, hvorfra vi skulle boarde, og endelig blev den annonceret: A 11. Vi fandt gaten og satte os ned. 10 min efter kom der nogle venlige sjæle og spurgte, om vi skulle med EasyJet til London - for de havde ændret gaten til C 23 uden af informere folk om det.
Endnu engang var vi lost!
Vi begav os ud på den lange vandring fra den ene ende af lufthavnen til den anden. Der var pænt langt!
Efter en rask gåtur på 15 minutter fandt vi så gaten og fik boarded. Endelig var vi på vej til London.
