Livets store spørgsmål
Briller bliver ædt af dynebetræk i tasken
Fedtede fingrer
En stor del af Danmarks befolkning - ja for ikke at sige verden, har problemer med synet. Det kniber med at se det, der er tæt på - det er sløret, utydelig og måske tåget. Det kan også være vanskeligt at se det, der er langt væk - det er uklart, uskarpt og diset.
Heldigvis findes der råd for dette: Briller! Denne fantastiske ting - eller hjælpemiddel om man vil, gør, at selvom man er svagtseende, kan leve et helt normalt liv og opleve verden på samme måde som dem med et perfekt og skarpt syn. Det er da utroligt, at man ved hjælp af to stykker glas kan se lige så godt som en falk.
Efter at have levet i flere år med det handikap som det er, når man ikke kan se ordentligt, så er det en utrolig stor oplevelse, når det hele pludseligt står knivskarpt igen. Man kan næsten sige, at man bliver et helt nyt menneske.
Briller er uden tvivl en genial opfindelse, dog er der én stor ulempe ved dem: De bliver fedtede på ingen tid.
Man pudser dem, lige inden man tager dem på. De er helt rene. End ikke et lille støvfnug er at finde. Man tager fat om stellet og tager forsigtigt brillerne på. Man har ikke rørt ved glasset. Dagen er pludselig blevet meget mere klar. Vupti! Fem minutter efter er alt tåget - man ser næsten bedre uden brillerne. Man tager brillerne af og kigger på dem. Det er første gang man har hænderne i nærheden af dem siden man tog dem på. De er fuldstændig sat til med fedtede fingrer og støv.
Hvordan kan dette lade sig gøre? Okay støvet er måske til at forstå, for der flyver jo altid støv rundt, men det med de fedtede fingrer, er da komplet uforståeligt.
Det altædende vasketøj
Det hænder, at man en del gange om året er nødt til at kaste sig over det snavsede vasketøj, fordi der ikke kan være mere i vasketøjskurven. Efter at have sorteret det efter kulørt, hvidt, kogevask og hvad man nu ellers sorterer efter, smider man det ind i den store maskine, der i løbet af to timer kan få selv de mest ildelugtende strømper til at dufte af roser igen.
Man stopper et dynebetræk ind sammen med trusser, strømper og andre små ting. Man venter to timer... eller mere, for man glemmer gerne at monstret står nede i kælderen og rumler. Når man så endelig får taget sig sammen til at hænge det op, opdager man at der mangler noget.
Man har i hvert fald mistet mindst én strømpe, men også nogle få andre ting er forsvundet. Man hænger tingene op og opdager så at det er dynebetrækket, der har ædt det andet vasketøj.
Det slår aldrig fejl. Hver gang der er et dynebetræk i vaskemaskinen, så skal man på jagt i dets indre få at få de spiste ting hængt op. Hvorfor er det sådan? Hvorfor spiser den store ting de andre små ting? Det er da synd!
En stor del af Danmarks befolkning - ja for ikke at sige verden, har problemer med synet. Det kniber med at se det, der er tæt på - det er sløret, utydelig og måske tåget. Det kan også være vanskeligt at se det, der er langt væk - det er uklart, uskarpt og diset.
Heldigvis findes der råd for dette: Briller! Denne fantastiske ting - eller hjælpemiddel om man vil, gør, at selvom man er svagtseende, kan leve et helt normalt liv og opleve verden på samme måde som dem med et perfekt og skarpt syn. Det er da utroligt, at man ved hjælp af to stykker glas kan se lige så godt som en falk.
Efter at have levet i flere år med det handikap som det er, når man ikke kan se ordentligt, så er det en utrolig stor oplevelse, når det hele pludseligt står knivskarpt igen. Man kan næsten sige, at man bliver et helt nyt menneske.
Briller er uden tvivl en genial opfindelse, dog er der én stor ulempe ved dem: De bliver fedtede på ingen tid.
Man pudser dem, lige inden man tager dem på. De er helt rene. End ikke et lille støvfnug er at finde. Man tager fat om stellet og tager forsigtigt brillerne på. Man har ikke rørt ved glasset. Dagen er pludselig blevet meget mere klar. Vupti! Fem minutter efter er alt tåget - man ser næsten bedre uden brillerne. Man tager brillerne af og kigger på dem. Det er første gang man har hænderne i nærheden af dem siden man tog dem på. De er fuldstændig sat til med fedtede fingrer og støv.
Hvordan kan dette lade sig gøre? Okay støvet er måske til at forstå, for der flyver jo altid støv rundt, men det med de fedtede fingrer, er da komplet uforståeligt.
Det altædende vasketøj
Det hænder, at man en del gange om året er nødt til at kaste sig over det snavsede vasketøj, fordi der ikke kan være mere i vasketøjskurven. Efter at have sorteret det efter kulørt, hvidt, kogevask og hvad man nu ellers sorterer efter, smider man det ind i den store maskine, der i løbet af to timer kan få selv de mest ildelugtende strømper til at dufte af roser igen.
Man stopper et dynebetræk ind sammen med trusser, strømper og andre små ting. Man venter to timer... eller mere, for man glemmer gerne at monstret står nede i kælderen og rumler. Når man så endelig får taget sig sammen til at hænge det op, opdager man at der mangler noget.
Man har i hvert fald mistet mindst én strømpe, men også nogle få andre ting er forsvundet. Man hænger tingene op og opdager så at det er dynebetrækket, der har ædt det andet vasketøj.
Det slår aldrig fejl. Hver gang der er et dynebetræk i vaskemaskinen, så skal man på jagt i dets indre få at få de spiste ting hængt op. Hvorfor er det sådan? Hvorfor spiser den store ting de andre små ting? Det er da synd!
På bunden
Tasker er fantastiske opfindelser (og her er ikke tale om dem, kvinder render rundt med et hvis sted på kroppen). De kommer i alle mulige tænkelige former og farver - kuffert, rygsæk, skoletaske, håndtaske, skuldertaske, indkøbstaske, guitartaske, sportstaske, computertaske.
Tasken er en praktisk ting, når man er ude i den store, vide verden. Man kan komme forskellige ting i den og transporterer dem over både små og store afstande - og den er ideel, når man skal ud at handle.
Men selvom det er sådan en fantastisk opfindelse, så er den også grunden til stor forundring. Hvorfor ligger det, man skal bruge altid i bunden?
Normalt siger man, at det er umuligt at finde noget i en kvindes taske, men efter en kort rundspørgen har det vist sig, at mænd også har problemer med at finde tingene i tasken.
Hvis man skal finde nøglerne til huset, bilen eller cyklen, så ligger de konsekvent altid i bunden. Det er ligegyldigt om det er en lille håndtaske, hvor der stort set ikke kan være andet end en lille pung og nogle nøgler, eller en stor rygsæk, så skal man ned på bunden for at finde det man skal bruge.
Er det nogen ukendte naturlove, der er skyld i de tre ovenstående ting?
Tasker er fantastiske opfindelser (og her er ikke tale om dem, kvinder render rundt med et hvis sted på kroppen). De kommer i alle mulige tænkelige former og farver - kuffert, rygsæk, skoletaske, håndtaske, skuldertaske, indkøbstaske, guitartaske, sportstaske, computertaske.
Tasken er en praktisk ting, når man er ude i den store, vide verden. Man kan komme forskellige ting i den og transporterer dem over både små og store afstande - og den er ideel, når man skal ud at handle.
Men selvom det er sådan en fantastisk opfindelse, så er den også grunden til stor forundring. Hvorfor ligger det, man skal bruge altid i bunden?
Normalt siger man, at det er umuligt at finde noget i en kvindes taske, men efter en kort rundspørgen har det vist sig, at mænd også har problemer med at finde tingene i tasken.
Hvis man skal finde nøglerne til huset, bilen eller cyklen, så ligger de konsekvent altid i bunden. Det er ligegyldigt om det er en lille håndtaske, hvor der stort set ikke kan være andet end en lille pung og nogle nøgler, eller en stor rygsæk, så skal man ned på bunden for at finde det man skal bruge.
Er det nogen ukendte naturlove, der er skyld i de tre ovenstående ting?
