Aniston

Lisbeth på tur

Sådan går det når man slipper en flok sønderjyder løs i storbyen…

Uge 47 skulle jeg med mit procestekniske hold på studietur til Århus, hvilket der i sig selv ikke var noget galt med. Men når man så har smidt programmet for turen væk, er "Lost in Århus", og render rundt med drenge, der siger som indianere, hvor fedt kan det så være?

Noget der under ingen omstændigheder kan være tvivl om er, at alle gymnasieelever er vilde med at komme væk fra skolen, og det her var ingen undtagelse. Lige siden vi kom tilbage fra efterårsferien, så vi alle frem til hele tre dage væk fra skolen.
ANNONCE
Lisbeth på tur
Endelig kom så dagen før dagen. Meeen, når man ligesom jeg aldrig begynder at pakke før i sidste øjeblik og finder, at man faktisk ikke har noget rent tøj, hvad gør man så? Pakker det man har...

Det var allerede på det her tidspunkt gået op for mig, at jeg havde mistet programmet over turen, så havde ingen idé om, hvornår toget gik og ej heller, hvor og hvornår vi skulle mødes.

Men med toget kom jeg, og mod Århus gik det i fuld fart. Alt var højt humør lige indtil vi, der sad ved bordet, blev tørstige på noget varm kakao. Da togstewarden kom forbi, bestilte vi 4 styks kakao. Det måtte bare gå galt! Stewarden tabte hele det ene bæger ned i skødet på mig, og jeg skal lige minde folk om, at det godt kan være, at DSB ikke altid kommer til tiden, men deres kakao-vand er altså varmt!

Eftersom jeg ikke havde fået sovet ud i det, der lignede 4 uger, synes jeg, at jeg tog det meget pænt. Jeg fik da også en ret så stor undskyldning, og som stewarden sagde: "Det er jo ikke hver dag, at man får lov til at spilde på sådan en pæn pige". "Ja, right!" tænke jeg bare og kiggede op på en noget "løs i håndleddene" fyr.

Varm og våd sad jeg så der med kakao over det hele, men de andre syntes dog ikke, at dette skulle være noget specielt, for der var kommet et lille stænk kakao på den enes taske og den andens sko. Men jeg kunne også godt se, at det var mere vigtigt end mine bukser... not! For det var bukser, jeg ikke kunne nå at skifte, inden jeg kom i seng.
ANNONCE
Lisbeth på tur
Hen omkring middag ankom vi til Århus. Da vi var flere hold af sted, skiltes vi, og nogle tog ud til det vandrehjem, hvor vi skulle bo.

Vi havde kun været af sted i godt 6 timer, og man kunne allerede se forvirringen blandt sønderjyderne. Ingen turde rigtig gøre noget uden at have fået besked på det, og det allerbedste sted at stå var oven på alle andres bagage, så man var sikker på ikke at blive glemt eller efterladt i den farlige storby.

Klokken "jeg-anede-det-ikke-fordi-mit-program-var-væk" skulle vi så være til et foredrag på Arlas mejeri i Brabrand. Flere af personerne på holdet var ved at blive kørt ned, fordi lyskrydsene var meget forskellige fra dem nede i Sønderjylland.

En fra holdet og jeg havde "bestilt" et foredrag om enzymer, og derfor var alle opsatte på at komme ud og høre noget om enzymer i surmælksprodukter. Det vi så kom til at høre om, var alt andet end enzymer!

Efter at have været ved at falde i søvn omkring de fyrre gange, kom så spørgsmålet: "Hvad forbinder i med Arla?" Én svarede mælk, hvilket personen jo også havde fuldstændig ret i. Jeg sad og mumlede noget om monopol. Det fik den meget kedelige og meget gamle foredragsholder åbenbart fat i, og pludselig var jeg i centrum. Side op og side ned om markedsandele og solidaritet blev vist i flæng. Efter cirka 30 minutter blev jeg nødt til at nikke forstående til damen for ligesom at vise, at hun havde fået mig overbevist om, at "Arla altid står sammen med de små mejerier ved de udenlandske messer for at vinde markedsandele til Danmark."
ANNONCE
Lisbeth på tur
Frisk luft! Endelig! Resten af dagen havde vi for os selv, og hvad bruger man så tiden på? Først tjekker man
Klokken 18:00 skulle alle holdene mødes på en restaurant til noget fællesspisning, og lige for detaljens skyld, kan jeg fortælle, at jeg for første gang smagte vildsvin. Som de fleste nok ved, spillede Danmark mod Georgien, og vi skulle da finde et sted, hvor vi kunne se kampen. Men endnu engang kom den sønderjyske "lad-os-klumpe-os-sammen" mentalitet i vejen for det hele. Ingen ville gå selv, og det er pænt svært at finde et værtshus, hvor man kan stoppe 30 mennesker ind ud over dem, der er der i forvejen. Det resulterede i, at de fleste blev sure og tog tilbage til vandrehjemmet.

Tilbage sad så et par enkelte af de standhaftige tinsoldater og gjorde det, man som altid er indlagt til at gøre på en studietur: "Bestille fad på række!"

Fortsættelse følger...
ANNONCE
Del

Seneste nyt