Aniston

Lisbeth på tur del III

Home sweet home

Pinligheder havde der været nok af på turen indtil videre, men jeg havde ikke set enden på dem endnu. Tredje og sidste del af historien om Lisbeth på tur.

Vi var nået til andendagens eftermiddag, og vi havde lige fået fri. Endelig! Efter at have travet rundt på universitetet i flere timer var mine fødder meget ømme, og det eneste jeg kunne tænke på, var at komme tilbage til vandrehjemmet og skifte sko. Jeg kom dog hurtigt på andre tanker, da der var nogen, der nævnte det magiske ord: shopping.
ANNONCE
Lisbeth på tur del III
Shopping er sjovt, når man er nogle stykker afsted, så jeg fik overbevist nogle om, at det ikke var farligt at forlade gruppen for at gå med mig ud og shoppe. Og shoppet blev der! Mange hundrede kroner fattigere og nogle endnu mere ømme fødder rigere mødtes vi så med resten af tøsegruppen. Det var spisetid, og der var stor uenighed om, hvor vi skulle hen.

Vi var to, der gerne ville have andet end Burger King, og så var der to der meget gerne ville have Burger King - resten valgte ud fra, hvad personen ved siden af valgte. Hele denne splittelse endte med, at vi var nogle stykker, der tog på en lille restaurant. Maden var god, og omgivelserne var bestemt mere hyggelig, end de nu en gang er på Burger King. Da vi var færdige, spredte folk sig atter ud i byens gader.

Nogle af os, der havde siddet og nydt en fad eller fem aftenen inden, bestemte os for at tage tilbage til stedet for at gentage succesen. På vejen derhen tilsluttede en gruppe på en 6 knægte sig vores lille tremandsgruppe. Afsted gik det, og det kunne ikke gå hurtigt nok!! En af drengene, der havde tilsluttet sig os, satte hænderne for munden og begyndte at sige som noget, der skulle forestille at være en indianer. Da han blev bedt om at holde ædespalten lukket, svarede han ret fornærmet, at han lige havde været i USA, og at indianere sagde sådan.

Igen kom legen med de 20 meters afstand og "vi kender ikke hinanden" frem i mine tanker. Men som det høflige (??) menneske jeg er, sagde jeg for en gangs skyld ikke noget, men skyndte mig bare videre.
ANNONCE
Lisbeth på tur del III
Inde på vores lille stamsted, hvis man da kan kalde det et stamsted efter blot 2 besøg, satte vi os så langt fra de føromtalte knægte som muligt. Da det ikke er sødt at lyve over for folk, som man omgås til dagligt, blev vi nødt til at røbe vores skjulested, da der var nogle stykker, der ikke kunne holde ud at skulle gå i en flok på færre end 10 personer.

Som aftenen skred frem, kom der flere og flere sønderjyder til. Eftersom vi sad i Århus og derfor på ret meget på udebane, havde vi ikke de store muligheder for at gøre noget. Så vi måtte under frivillig tvang deltage i et eksperiment, der gik ud på, at så mange sønderjyder som muligt skulle klemmes sammen omkring tre borde. Mit umiddelbare bud vil være, at vi kom op på cirka 25. Det skal så lige nævnes, at bordene måske var 70 cm i diameter! Tror eksperimentet var lige til Guinness Rekordbog.

Alle trætte og nogle halvfulde tog vi tilbage til vandrehjemmet - det var gået op for os, at man kunne købe øl i vandrehjemmets fællesrum! Mit program var blevet væk allerede inden vi overhovedet skulle afsted, så da folk begyndte at snakke om at gå i seng, fordi vi skulle være ude af værelserne rimelig tidligt, besluttede jeg mig for at gå den stille gang hen til værelset og så i seng.

Tidligt om morgenen (alt er relativt) skulle vi så af sted. Men ligegyldig hvordan man vender og drejer det, kommer man bestemt ikke før af sted, når en af dem, som man deler værelse med, er "kommet til" at tage to af værelsets tre nøgler med hjem, da denne tog hjem endnu tidligere om morgenen.

Efter så at have diskuteret frem og tilbage med vandrehjemmets bestyrere, fik vi dog lov til at tage af sted med forsikring om, at personen nok skulle sende dem, så snart hun kom hjem.
ANNONCE
Lisbeth på tur del III
Endnu engang var jeg glad for, at jeg havde valgt det hold, jeg nu engang havde valgt, for hele formiddagen på den sidste dag havde vi fri til at gøre, hvad vi havde lyst til. Da undertegnede ikke havde penge eller lyst til at tage endnu en shoppingtur, blev jeg enig med mig selv om, at Sallings bistro ville nyde godt af et besøg af en sød sønderjyde.

Nogle timer og en del cappuccinoer efter skulle vi så mødes på banegården. Når man er på sådan en tur, som den jeg havde været på, så skal der være nogen, der kommer for sent til det ene eller det andet; og turen her var ingen undtagelse. Nogle var selvfølgelig ved at komme for sent til toget.

Men hjem kom vi, og der var ikke nogen togsteward, der tabte varm kakao ned i skødet på mig denne gang.

Historien om Lisbeth på tur er slut, så nu håber jeg, at folk har fået et godt billede af, hvad der sker, når man slipper en flok sønderjyder løs i storbyen:

"forvirring, forvirring og atter forvirring!"
ANNONCE
Del

Seneste nyt