Aniston

Lisbeth på tur del II

Hvor svært kan det da være?

Nogle mennesker forstår ganske enkelt ikke en simpel besked og vejbeskrivelse. Derfor er det langt nemmere at stå oppe på en trappe og diskutere, hvem der skal gå først ned. Dette er anden del i historien om Lisbeth på tur til Århus.

Som de, der har læst del I af historien, ved, endte aftenen med, at der blev bestilt fadøl på række. Og allerede midt på aftenen havde vi bestemt os for, at vi også hellere måtte besøge stedet igen, når vi havde fri dagen efter.
ANNONCE
Lisbeth på tur del II
Hvis der er nogen, der ikke har boet på vandrehjem før, skal jeg måske lige nævne, at det er noget med fælles bad og toiletter. Meget hyggeligt når man sådan står en 10-20 tøser i kø for at komme i bad - den ene med flere rensecremer end den næste og så videre.

Derimod var der nogen, der ikke skulle så tidlig op, som dem fra de andre hold, nemlig mit hold. Vi kunne sove hele 20 minutter længere end alle andre. Så lå man der under dynen med det hjemmefra medbragte sengelinned og tænkte, at man for en gangs skyld havde foretaget et rigtigt valg med hensyn til valg af teknikfagshold.

At ligge i nederste køje er også lykken, når det så småt går op for en, at man nærmest går sidelæns ned af gangen på grund af fadbamserne fra aftenen før. Helskindet nåede jeg da ned i fællesbadet, hvor jeg til min forfærdelse så, at der ikke var mere af alt, hvad der hed toiletpapir, håndklæder og sæbe. Men så længe de første 12 tøser var blevet rene og tørre, så kunne vi, de resterende 10 også være ret godt tilfreds!

Men i bad kom vi, og tørre blev vi da også. Morgenmaden var i det mindste meget god, og der var oven i købet nok af den! Klokken "hen på formiddagen" skulle vi være på Nobel Cigars i Holme. Normalt ligger der små bolsjer eller chokolade i sådan en reception, men her stod der en kurv med alt, hvad man kan forestille sig indenfor cigarer og cigaretter. Noget jeg synes, var meget originalt.

Smart som jeg var, eller smart som jeg troede, at jeg var, havde jeg ladt mine gamle, dejlige sneakers blive hjemme. "Lidt ordentlig skal man vel se ud?" tænkte jeg. "Hvornår lærer jeg det?" var så min efterfølgende tanke! Efter at have vandret rundt på fabrikken i halvanden time var mine små fødder meget møre.

Hen omkring middag skulle vi til et foredrag i Biologiens Hus på Århus Universitet. Fra biologiholdet, der havde været der dagen før, vidste jeg, at det var rimelig kedeligt, men at de som lidt ekstra serverede chokoladekiks! Det viste sig dog, at foredragsholderens assistent imidlertid var ret sød, så til min store fornøjelse, og de andres store forargelse, måtte jeg da lige svare "ja", da han spurgte om nogen interesserede sig for dyr.

Foredraget blev da også kun 20 minutter længere af den grund, så hvad klagede de egentlig over?
ANNONCE
Lisbeth på tur del II
Langt om længe fik vi noget at spise i den matematiske kantine. God mad til billige penge i forhold til det, vi var vant til.

Efter maden fik vi så en meget udførlig beskrivelse af, hvor vi skulle gå hen. Men ak, igen var den sønderjyske "lad os klumpe os sammen" mentalitet kommet op til overfladen.

I stedet for bare at gå derhen, sådan som vi havde fået beskrevet, syntes nogle af holdets medlemmer, at det var lettere at klumpe sig sammen oppe på trappen og give sig til at diskutere hvem, der skulle gå først ned. Ja, det er også ret svært, det kan jeg godt se.

Hvad værre var, var at den, der blev fundet til at gå først ned af trappen, stoppede op så snart vedkommende var kommet ned, hvorefter vedkommende "ikke ville gå først længere".

Pinligt blev det rigtig, da næsten alle åbenbart havde klumpet sig sammen foran en flaskeautomat til stor fornøjelse for universitetets studerende, der kom med kommentarer som: "Så skete det endelig! Kø foran flaskeautomaten, hvem skulle have troet, at det var muligt?"

Min første tanke var: "Nu leger vi en leg. I går 20 meter bag ved mig, og så leger vi, at vi ikke kender hinanden". Jeg rykkede op i min taske og var klar til at fuldføre planen, men nej, sådan skulle det ikke gå. For i sidste øjeblik var der en af knægtene, der råbte til Anders (Læs: Turens guide og tidligere Aabenraa HTX'er) "Æ" ska å lokum! Hvåe æ' det hen?" Hele holdet var derefter tvunget til at vente på ham.

En time eller to senere var vores tur for den dag færdig. Og det var jeg glad for. Jeg kunne ikke tåle flere pinligheder. Men pinligheder blev der flere af...

Fortsættelse følger i næste og sidste afsnit af "Lisbeth på tur".
ANNONCE
Del

Seneste nyt