Lettest at være idiot
Er det helt i orden at fortælle man ringer til hende og så ikke gør det?
Du er en fyr, der er i byen, din mave er fyldt op med drinks og øl, og du bemærker en lækker tøs i baren. Du opsøger hende, skruer den bedste charme på og får hende lokket med ud på dansegulvet. I danser tættere og tættere, og du ved, du har hende på krogen.
I begynder at kysse, og senere på natten, så sker der det, at hun siger, hun skal hjem. Du følger hende ud, som en rigtig gentleman, og så står i der og kigger måbende på hinanden og venter på, den anden skal sige noget.
Denne situation kender de fleste, mange kender den som ekstrem pinlig og ubehagelig at komme i, men forhåbentlig også forventningsfuld. Hvis den anden har været sød og dejlig at være sammen med, er det ikke så svært at afslutte aftenen, da man oftest spørger om et telefonnummer.
Men, hvad hvis man er i tvivl, eller slet ikke er interesseret i noget? Er vi kvinder og mænd meget forskellige med hensyn til, hvordan vi håndterer denne situation? Er vi kvinder ærlige og siger, at vi ikke vil noget? Er mændene det?
Man kunne forestille sig en udvikling af situationen, som ville være at kvinden spørger manden, om han ikke vil ringe til hende, og hvor manden ved, han ikke har lyst. Hvad vælger mænd at gøre her? Vælger han at lyde begejstret og svare, at selvfølgelig vil han det, for så ikke at gøre det? Eller fortæller han hende ærligt, at det ikke skal være mere?
Hvis man som mand ved, man ikke vil ringe, er der så en anden udvej end at være ærlig? Spørgsmålet er også, om vi kvinder kan forvente at høre fra manden, bare fordi han har fået ens nummer. Er han forpligtet til at ringe, bare fordi I har kysset en aften i byen?
I begynder at kysse, og senere på natten, så sker der det, at hun siger, hun skal hjem. Du følger hende ud, som en rigtig gentleman, og så står i der og kigger måbende på hinanden og venter på, den anden skal sige noget.
Denne situation kender de fleste, mange kender den som ekstrem pinlig og ubehagelig at komme i, men forhåbentlig også forventningsfuld. Hvis den anden har været sød og dejlig at være sammen med, er det ikke så svært at afslutte aftenen, da man oftest spørger om et telefonnummer.
Men, hvad hvis man er i tvivl, eller slet ikke er interesseret i noget? Er vi kvinder og mænd meget forskellige med hensyn til, hvordan vi håndterer denne situation? Er vi kvinder ærlige og siger, at vi ikke vil noget? Er mændene det?
Man kunne forestille sig en udvikling af situationen, som ville være at kvinden spørger manden, om han ikke vil ringe til hende, og hvor manden ved, han ikke har lyst. Hvad vælger mænd at gøre her? Vælger han at lyde begejstret og svare, at selvfølgelig vil han det, for så ikke at gøre det? Eller fortæller han hende ærligt, at det ikke skal være mere?
Hvis man som mand ved, man ikke vil ringe, er der så en anden udvej end at være ærlig? Spørgsmålet er også, om vi kvinder kan forvente at høre fra manden, bare fordi han har fået ens nummer. Er han forpligtet til at ringe, bare fordi I har kysset en aften i byen?
I den ovennævnte situation kan det hele i mine ører også lyde lidt uretfærdigt for det mandlige køn.
Enten bliver han en idiot i pigens øjne, fordi han beder om hendes nummer, men ikke vælger at ringe tilbage. Eller også bliver han en idiot, fordi han vælger at sige sandheden, når han skal sige farvel.
En ting er, hvad mænd har lyst til at gøre i en sådan situation, om de vil vige uden om sandheden, eller om de vil være ærlige overfor kvinden. Noget andet er, hvad vi kvinder i bund og grund mest har lyst til, mændene gør.
Vil vi kvinder have, at de viger udenom sandheden, så vi først får den i hovedet i løbet af de næste par dage, fordi vi ikke hører en lyd? Eller vil vi have, at de fortæller os det i diskoteksdøren, efter de har fået lov til at kysse os og gnide deres lem op ad os på dansegulvet?
Rollerne i situationen kan også være vendt om, så det er kvinden, der ikke har interesse i at se manden igen. Kan kvinder være lige så strenge som mænd og bede om numre, de ved, de ikke vil ringe tilbage på? Eller er de bedre til at sige ligeud, at de ikke har lyst til at mødes efterfølgende?
Jeg ved snart ikke selv, hvad der er den bedste udvej i den diskuterede situation. Om man skal springe over, hvor gærdet er lavest og vælge at få nummeret for så ikke at ringe. Eller om man skal krybe til korset og fortælle, at man ikke er interesseret og herved være ærlig.
Enten bliver han en idiot i pigens øjne, fordi han beder om hendes nummer, men ikke vælger at ringe tilbage. Eller også bliver han en idiot, fordi han vælger at sige sandheden, når han skal sige farvel.
En ting er, hvad mænd har lyst til at gøre i en sådan situation, om de vil vige uden om sandheden, eller om de vil være ærlige overfor kvinden. Noget andet er, hvad vi kvinder i bund og grund mest har lyst til, mændene gør.
Vil vi kvinder have, at de viger udenom sandheden, så vi først får den i hovedet i løbet af de næste par dage, fordi vi ikke hører en lyd? Eller vil vi have, at de fortæller os det i diskoteksdøren, efter de har fået lov til at kysse os og gnide deres lem op ad os på dansegulvet?
Rollerne i situationen kan også være vendt om, så det er kvinden, der ikke har interesse i at se manden igen. Kan kvinder være lige så strenge som mænd og bede om numre, de ved, de ikke vil ringe tilbage på? Eller er de bedre til at sige ligeud, at de ikke har lyst til at mødes efterfølgende?
Jeg ved snart ikke selv, hvad der er den bedste udvej i den diskuterede situation. Om man skal springe over, hvor gærdet er lavest og vælge at få nummeret for så ikke at ringe. Eller om man skal krybe til korset og fortælle, at man ikke er interesseret og herved være ærlig.
