LEGO leverer halloween (u)hyggen i det populære Animal Crossing spil
Nintendo-spillet er et af årets helt store spilhits - og måske det mest populære på Nintendo Switch-konsollen. Det hyggelige og vanedannende spil, der ser gnaske sødt ud, har en enorm appeal til børn og barnlige sjæle (Læs: Millioner af voksne fans verden over).
Derfor er det også en stor ting, at spillet nu får lidt dansk islæt, at bryste sig af. LEGO har nemlig fundet vej til spillet, med deres populære LEGO Dots design.
LEGO Dots blev introduceret tidligere i 2020, og er blevet stadig mere populært. De små LEGO-brikker der kommer i mange forskellige design og mønstre, er en genoplivning af kreativ leg med mønstre i LEGO-regi - her bliver de brugt til armbånd, og andre smykker - eller små kunstværker - ligesom de også har været centerstykket i en speciel tøjkollektion med denim-brandet Levi's.
Det viser sig, at Dots-mønstrene også kan noget i gaming.
I forbindelse med højtiden Halloween, rykker LEGO-dots ind som virtuel husindretning i Animal Crossing. Her kan mønstre med spøgelser og søde skelethoveder bruges som udsmykning på gulve og vægge - eller kreative dekorationer.
Animal Crossing: New Horizons fejrer Halloween nu - og LEGO Dots kan tilføjes via LEGOs specielle Animal Crossing side.