Last Night
En hel masse snak - og så lidt mere ...
Ægteparret Michael og Joanna (spillet af Sam Worthington og Keira Knightley) er unge, smukke og forelskede. De har alt det, som alle higer efter og er bare det perfekte par.
Men er de dybest set så lykkelige, som de tror, de er? Er deres elskovsrede i den smarte Manhattan-lejlighed så fyldt med kærlighed?
Skår i kærligheden og troen på hinanden
Efter at ægteparret har været til fest med nogle fra Michaels arbejde, går der skår i glæden og kærligheden.
Joanna ser nemlig et ømt øjeblik mellem Michael og den nye kollega Laura (spillet af Eva Mendes). Selvom det hele er meget flygtigt og kunne være ganske tilfældigt, falder der pludseligt en mørk skygge henover ægteskabet.
Joanna er slet ikke sikker på, hvad hun så. Men ikke desto mindre begynder tvivlen pludselig at gnave i deres ægteskab og kærligheden til hinanden.
En heeel masse snak
"Last Night" starter meget stille ud med en hel masse snak. Det plejer at være et stadie, der skal overstås i en film, fordi der skal bygges en form for historie op.
Men "Last Night" er bare en stille film - med en hel masse snak ... Og så lige en hel masse snak mere.
Den handler om kærlighed og begær, og på den måde er det en rigtig tøsefilm. Men den er simpelthen for langsom (og så bliver der snakket for meget)!
Der er ingen tvivl om, at den slags historier sikkert ville foregå i det tempo i det virkelige liv, men det er ganske enkelt ikke særlig interessant at se på i en film - også selvom den kun varer halvanden time.
Snakken bliver brudt af nogle få kys (både med den, man er gift med) og nogle kram og lidt andet lir. Sex er der dog ikke meget af i filmen, hvilket måske kunne have givet lidt action.
Men men ... Det snakker de sig mestendels ud af!