Larveburgere, skorpioner og grillede melorme på menuen
Skadedyrs-restaurant åbner for en dag i København.
Fremtidens fødevaremangel gør nemlig, at det måske bliver nødvendigt at blande risene og pastaen med larver, skorpioner og melorme i stedet for okse- og svinekød.
Men heldigvis, eller hvad man nu siger, kan man allerede nu få lov til at prøve de nye delikatesser af, når Rentokil åbner en spændende pop-up restaurant i København den 4. juni.
Rentokil lover, at der venter os en helt ny og særpræget oplevelse, når de slår dørene op for den temmelig utraditionel restaurant.
Og det lyder bestemt sådan. På menukortet er nemlig særprægede sager som due- og larveburgere, skorpioner og grillede melorme.
Endags-restauranten har de da også valgt at kalde noget så indbydende som Rentokil Pestaurant - naturligvis med henvisning til ordet "pest", der på engelsk betyder skadedyr.
På pestauranten er der mulighed for at få en forsmag på fremtidens fødevarer. Og alt på menuen er ganske gratis. Lykkes det i øvrigt at spise sig igennem tre smagsprøver, så udløser det en dejlig skorpionslikkepind som "belønning".
Er du frisk? Rentokil Pestaurant har kun åbent onsdag den 4. juni 2014 fra 15 til 20 på madmarkedet Copenhagen Street Food på Papirøen i København K.