Laktose - hvad for en belastning?
Fem stiksår og seriøs kvalme
Jeg bliver snart 25 år og er mærkeligt nok stadig mors lille pige. I hvert fald når det gælder sygdom og lægebesøg med stiksår og kvalme til følge.
Mor kan lindre en hvilken som helst smerte. Så hun blev slæbt med, da jeg skulle have taget blodprøver og gennemgå en laktosebelastning. (føj, for et grimt ord egentlig)
Forundersøgelsen
Som skrevet i min tidligere artikel om min blindtarm, skyldes alt det her nye ballade, at min mave stadig brokker sig.
Min læge smed mig derfor til en kikkertundersøgelse (aldrig aldrig igen!!), men eftersom den ikke gav noget resultat, skulle jeg have fortaget nye prøver for alle mulige andre sygdomme eller tilfælde af sjove former for allergi. Jeg skulle have taget en masse blodprøver og gennemføre en laktosebelastning. (Ej, det er altså virkelig et underligt ord)
Laktosebelastning
Det er dumt at tage til lægen, for at få foretaget en laktosebelastning, uden forinden at have undersøgt, hvad det i grunden egentlig er og går ud på.
Men frisk som jeg var, gik jeg med raske skridt ind på børnestuen (Ja, jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det, men det var super hyggeligt at kigge på klovne, dinglende elefanter og meget støvede bamser).
Jeg blev mødt af en super sød sygeplejerske eller laborant, ved ikke, hvad de hedder i dag, men hun var i hvert fald børnevenlig (jeg havde jo min mor med, så et eller andet sted var jeg jo barnet).
Hun fortalte kort om hvad det gik ud på, og hvad jeg nu skulle i gang med.
På bordet stillede hun en stor, hvid kande. I den kande var der en meget tyktflydende, klar væske. Det var så tyktflydende som flydende sukker. Hun fortalte mig så, at man normalt ville have lavet denne væske dagen forinden, så den kunne komme i køleskabet og dermed være iskold til brug dagen efter.
Men heldig som Cindy normalt er, så var dagen forinden en helligdag, og hun havde derfor lavet blandingen om morgenen, cirka en time før jeg ankom. (Læs: Den var så absolut ikke nået at blive det mindste kold!)
Anyways, jeg er ikke normalt sart, så jeg bad selvfølgelig bare om at få det hele hældt op på én gang.
Prøv så at forestille jer: Lugten af lunken, flydende gummi. Tykt, sejt slim som under halsbetændelse, og så bare enormt sødt. Det var, hvad jeg skulle drikke én liter af. I ét rap. Og så lige et glas koldt vand at skylle efter med...
Pause, jeg fik lige fremkaldt kvalmen igen.
Føj, siger jeg jer! Det gør man altså ikke to gange det her. Tortur! Det er, hvad det er. Nu kan jeg vidst snart ikke blive kastet ud i flere ubehagelige ting. Der er kun én god ting ved hele denne oplevelse: Sygeplejersken eller laboranten (hvad mon hun egentlig er?)
Hun var det sødeste væsen, med en god portion humor og kaldte mig konstant "puttepige". Så jeg blev lige mors lille, uskyldige og sårbare pige igen for en kort stund. Det var faktisk rart at blive puttet om.
Blodprøverne
Det er svært ikke at føle sig som en narkoman, når man kommer ud fra et laboratorie med i alt fem stiksår i fingrene. Men ikke desto mindre var det, hvad jeg fik ud af at komme til disse blodprøver. Der skulles måles blodsukker, blodprocent, kolesterol og meget meget mere. Av, siger jeg bare.
Efter laktoseindtagelsen, skulle jeg hvert kvarter stikkes i en finger, og have målt sukkerindholdet i blodet.
Mellem de her stik-seancer, sad min kære moder og nussede mine kolde tæer, fortalte sjove historier og fik mig til at grine. Akkurat ligesom dengang man var lille og hjælpeløs.
Mor kan lindre en hvilken som helst smerte. Så hun blev slæbt med, da jeg skulle have taget blodprøver og gennemgå en laktosebelastning. (føj, for et grimt ord egentlig)
Forundersøgelsen
Som skrevet i min tidligere artikel om min blindtarm, skyldes alt det her nye ballade, at min mave stadig brokker sig.
Min læge smed mig derfor til en kikkertundersøgelse (aldrig aldrig igen!!), men eftersom den ikke gav noget resultat, skulle jeg have fortaget nye prøver for alle mulige andre sygdomme eller tilfælde af sjove former for allergi. Jeg skulle have taget en masse blodprøver og gennemføre en laktosebelastning. (Ej, det er altså virkelig et underligt ord)
Laktosebelastning
Det er dumt at tage til lægen, for at få foretaget en laktosebelastning, uden forinden at have undersøgt, hvad det i grunden egentlig er og går ud på.
Men frisk som jeg var, gik jeg med raske skridt ind på børnestuen (Ja, jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det, men det var super hyggeligt at kigge på klovne, dinglende elefanter og meget støvede bamser).
Jeg blev mødt af en super sød sygeplejerske eller laborant, ved ikke, hvad de hedder i dag, men hun var i hvert fald børnevenlig (jeg havde jo min mor med, så et eller andet sted var jeg jo barnet).
Hun fortalte kort om hvad det gik ud på, og hvad jeg nu skulle i gang med.
På bordet stillede hun en stor, hvid kande. I den kande var der en meget tyktflydende, klar væske. Det var så tyktflydende som flydende sukker. Hun fortalte mig så, at man normalt ville have lavet denne væske dagen forinden, så den kunne komme i køleskabet og dermed være iskold til brug dagen efter.
Men heldig som Cindy normalt er, så var dagen forinden en helligdag, og hun havde derfor lavet blandingen om morgenen, cirka en time før jeg ankom. (Læs: Den var så absolut ikke nået at blive det mindste kold!)
Anyways, jeg er ikke normalt sart, så jeg bad selvfølgelig bare om at få det hele hældt op på én gang.
Prøv så at forestille jer: Lugten af lunken, flydende gummi. Tykt, sejt slim som under halsbetændelse, og så bare enormt sødt. Det var, hvad jeg skulle drikke én liter af. I ét rap. Og så lige et glas koldt vand at skylle efter med...
Pause, jeg fik lige fremkaldt kvalmen igen.
Føj, siger jeg jer! Det gør man altså ikke to gange det her. Tortur! Det er, hvad det er. Nu kan jeg vidst snart ikke blive kastet ud i flere ubehagelige ting. Der er kun én god ting ved hele denne oplevelse: Sygeplejersken eller laboranten (hvad mon hun egentlig er?)
Hun var det sødeste væsen, med en god portion humor og kaldte mig konstant "puttepige". Så jeg blev lige mors lille, uskyldige og sårbare pige igen for en kort stund. Det var faktisk rart at blive puttet om.
Blodprøverne
Det er svært ikke at føle sig som en narkoman, når man kommer ud fra et laboratorie med i alt fem stiksår i fingrene. Men ikke desto mindre var det, hvad jeg fik ud af at komme til disse blodprøver. Der skulles måles blodsukker, blodprocent, kolesterol og meget meget mere. Av, siger jeg bare.
Efter laktoseindtagelsen, skulle jeg hvert kvarter stikkes i en finger, og have målt sukkerindholdet i blodet.
Mellem de her stik-seancer, sad min kære moder og nussede mine kolde tæer, fortalte sjove historier og fik mig til at grine. Akkurat ligesom dengang man var lille og hjælpeløs.
Nu skal det ikke virke, som om jeg i dag er hjælpeløs, men når man havner i sådanne situationer med alvorlige lægebesøg, så er der nok ingen anden person i verden, der er bedre end mor.
Halvanden time senere, og fyldt med kvalme og stiksår, er jeg klar til at indtage verden. Eller i hvert fald noget morgenmad, for hold da op man bliver sulten, af at sidde og glo på grimme klovne og hvide vægge.
Men, men, men, sygeplejersken/laboranten var atter sød og sendte mig afsted med et stort smil og mod på at gå resten af dagen i møde.
Efterspillet
Eftersom min egen læge ikke ringede tilbage, måtte jeg selv ringe, for at få resultatet af testen.
Svaret var chokerende: "Jamen, søde puttepige, du er jo helt normal og rask!" - Og nu ved jeg, at der er flere der tænker: "Ha, den pige er da ikke helt normal eller rask", men det er hun altså.
Så hvorfor min mave tér sig, som den gør, ja, det må ligge i det uvisse. Men én ting er sikkert: Jeg skal aldrig mere have foretaget laktosebelastning. Jeg vil hellere spise vådt bølgepap og klukke som en kylling imens...
Halvanden time senere, og fyldt med kvalme og stiksår, er jeg klar til at indtage verden. Eller i hvert fald noget morgenmad, for hold da op man bliver sulten, af at sidde og glo på grimme klovne og hvide vægge.
Men, men, men, sygeplejersken/laboranten var atter sød og sendte mig afsted med et stort smil og mod på at gå resten af dagen i møde.
Efterspillet
Eftersom min egen læge ikke ringede tilbage, måtte jeg selv ringe, for at få resultatet af testen.
Svaret var chokerende: "Jamen, søde puttepige, du er jo helt normal og rask!" - Og nu ved jeg, at der er flere der tænker: "Ha, den pige er da ikke helt normal eller rask", men det er hun altså.
Så hvorfor min mave tér sig, som den gør, ja, det må ligge i det uvisse. Men én ting er sikkert: Jeg skal aldrig mere have foretaget laktosebelastning. Jeg vil hellere spise vådt bølgepap og klukke som en kylling imens...
