Lad mig bare forsvinde
Mille, nyudsprunget forfatter bag bogen: Lad mig bare forsvinde, fortæller åbent om de 11 år hun led af anoreksi
Hvornår begyndte din anoreksi, og hvilke tanker gik du med?
I folkeskolen var jeg den søde, pæne, dygtige og stille pige, som var lidt "bagud" i forhold til de andre. I de store klasser begyndte de andre at blive smarte (gå i smart tøj, bruge make up, drikke sig fulde, kysse med drenge/piger og så videre), men jeg legede stadig og havde hverken kysset med nogen eller være fuld, da jeg gik ud af folkeskolen. Jeg ville rigtig gerne være smart som dem, så da jeg startede i gymnasiet, tænkte jeg, at det var en mulighed for at få en ny "rolle". De kendte mig jo ikke som den stille og dygtige.
Jeg begyndte at drikke og feste med min nye klasse, og jeg fik opmærksomhed fra drengene. Det var rigtig dejligt - men også skræmmende og forvirrende. Jeg havde svært ved at takle det hele. Jeg var stadig dygtig og pligtopfyldende, og samtidig kom min vilde side også frem. Min mormor blev meget syg og døde (hende havde jeg et tæt forhold til, og jeg havde ikke prøvet at miste nogen før), og en dreng gik over stregen (jeg var jomfru, og han ville noget mere).
Jeg blev skræmt over, at han prøvede på at "komme i bukserne" på mig. Så langsomt, men sikkert krakelerede det for mig (fra sommeren 1996, det vil sige i slutningen af 1.g). Jeg følte, at jeg var en kæmpe fiasko - at jeg ikke kunne finde ud af at være som de andre - og jeg var bange for kærlighed; jeg vidste ikke, hvem jeg selv var... Jeg følte mig så ussel.
Jeg aner ikke, hvorfor det blev maden, som jeg begyndte at afreagere på, men det blev det. Før havde jeg aldrig tænkt over, hvad jeg spiste. Der kom flere og flere restriktioner på, hvad jeg måtte spise, og jeg begyndte at dyrke vanvittig motion. Vægten gik nedad - jeg havde fundet noget, som jeg kunne kontrollere, når alt andet føltes så kaotisk (kan jeg se nu).
Hvor hurtigt reagerede omverdenen? Altså med hjælp, eller andet?
Da jeg tabte mig mere og mere, blev det til sidst tydeligt for andre, at der "var noget galt". Mine veninder kommenterede det, og mine forældre sendte mig til lægen. Det eneste, som han gjorde, var at bede mig om at komme til ham én gang om måneden og blive kontrolvejet (for at sikre sig, at jeg ikke tabte mig mere). Men han snakkede aldrig med mig. Spurgte aldrig, om jeg egentlig havde det godt, eller hvad der rumsterede i mit hoved.
Jeg begyndte at drikke og feste med min nye klasse, og jeg fik opmærksomhed fra drengene. Det var rigtig dejligt - men også skræmmende og forvirrende. Jeg havde svært ved at takle det hele. Jeg var stadig dygtig og pligtopfyldende, og samtidig kom min vilde side også frem. Min mormor blev meget syg og døde (hende havde jeg et tæt forhold til, og jeg havde ikke prøvet at miste nogen før), og en dreng gik over stregen (jeg var jomfru, og han ville noget mere).
Jeg blev skræmt over, at han prøvede på at "komme i bukserne" på mig. Så langsomt, men sikkert krakelerede det for mig (fra sommeren 1996, det vil sige i slutningen af 1.g). Jeg følte, at jeg var en kæmpe fiasko - at jeg ikke kunne finde ud af at være som de andre - og jeg var bange for kærlighed; jeg vidste ikke, hvem jeg selv var... Jeg følte mig så ussel.
Jeg aner ikke, hvorfor det blev maden, som jeg begyndte at afreagere på, men det blev det. Før havde jeg aldrig tænkt over, hvad jeg spiste. Der kom flere og flere restriktioner på, hvad jeg måtte spise, og jeg begyndte at dyrke vanvittig motion. Vægten gik nedad - jeg havde fundet noget, som jeg kunne kontrollere, når alt andet føltes så kaotisk (kan jeg se nu).
Hvor hurtigt reagerede omverdenen? Altså med hjælp, eller andet?
Da jeg tabte mig mere og mere, blev det til sidst tydeligt for andre, at der "var noget galt". Mine veninder kommenterede det, og mine forældre sendte mig til lægen. Det eneste, som han gjorde, var at bede mig om at komme til ham én gang om måneden og blive kontrolvejet (for at sikre sig, at jeg ikke tabte mig mere). Men han snakkede aldrig med mig. Spurgte aldrig, om jeg egentlig havde det godt, eller hvad der rumsterede i mit hoved.
Hver gang var det bare ind af døren, op på vægten: "nu må du ikke tabe dig mere, og du må tage dig sammen", og så ud af døren igen. Så det var ingen hjælp. Efter gymnasiet fortsatte jeg med at få et mere og mere destruktivt liv - og faktisk levede jeg et dobbeltliv, for jeg skjulte for alle, hvor dårligt jeg havde det. Det gik op og ned i bølgedal, og min destruktivitet ændrede sig bare igennem årene. Det blev til både sult, bræk, afføringspiller, sex med forskellige mænd, mærkelige ritualer for både mad og motion og så videre. Alt det kan du læse om i min bog.
Det var først i 2004 (altså efter 8 år), da det gik helt galt for mig, at jeg fik hjælp og blev indlagt på Hvidovre Hospital, Psykiatrisk Afdeling (hvilket bestemt ikke var det rigtige sted). Siden 2004 har jeg så gået til psykolog. Jeg fik de første gange betalt af kommunen, men derefter har det stået for egen regning. 57.200 kr har det kostet.
Hvad fik dig til at skrive en bog om det?
Jeg har skrevet dagbog siden 1992 (Hver dag fra 1992-2002 og derefter tit, men ikke hver eneste dag). Her i efteråret 2007 har jeg ligget og læst alle mine dagbøger igennem (ligget, fordi jeg blev kørt ned i august 2007 og har været sygemeldt siden) og samlet dem til en bog. Så min bog er altså mine rigtige dagbøger, og jeg har derfor ikke i den forstand sat mig og skrevet en bog om det. Det er "bare" mit liv.
Tror du, modeikoner er med til at skubbe piger ud i anoreksi, som en hurtig vej?
Jeg vil gerne prøve at forklare forskellen på "rigtig anoreksi" og "jeg vil ligne en model", for jeg tror, at der er rigtig, rigtig mange, som forveksler de to ting (og dermed netop tænker, at anoreksi er en "hurtig vej" til at ligne en model): Jeg har ALDRIG - og jeg mener ALDRIG - kigget i et modeblad, set MTV, gået op i hvordan stjernerne fra Hollywood ser ud og så videre.
"Rigtig anoreksi" handler om at have et så ekstremt dårligt selvværd, at man er destruktiv over for sig selv. At man ikke under sig selv nydelse på nogen måder: hverken mad, kærlighed, slappe af (jeg skulle hoppe foran tv'et for at få lov til at se det) eller at følge sine drømme. Man tænker ikke på at "ville ligne en model". For hvis det var det, kunne man sagtens følge en kostplan og opnå den ideelle vægt - man har jo en sindssyg viljestyrke, når man kan modarbejde kroppens basale behov, så en kostplan ville være nem at følge, hvis det var det, der var målet! Men det er ikke målet...
Det er i virkeligheden slet ikke tallet på vægten eller udseendet, det handler om. I dine øjne (altså som anorektiker) er du først smuk nok, når du bliver så lille, at du slet ikke kan ses. Man tænker "lad mig bare forsvinde" (som min bog hedder!). Det jeg vil frem til er: "moden kan helt sikkert få mange piger til at føle sig tykke, forkerte og grimme, og det kan føre piger ud i et forkvaklet forhold til mad og vægt - ingen tvivl om det! Og det er forfærdeligt. Derfor synes jeg bestemt, at man skal gøre noget for at ændre modeidealet. Men det vil ikke redde anorektikerne.
Hvordan tror du, din bog vil påvirke unge piger, der læser den?
Det var først i 2004 (altså efter 8 år), da det gik helt galt for mig, at jeg fik hjælp og blev indlagt på Hvidovre Hospital, Psykiatrisk Afdeling (hvilket bestemt ikke var det rigtige sted). Siden 2004 har jeg så gået til psykolog. Jeg fik de første gange betalt af kommunen, men derefter har det stået for egen regning. 57.200 kr har det kostet.
Hvad fik dig til at skrive en bog om det?
Jeg har skrevet dagbog siden 1992 (Hver dag fra 1992-2002 og derefter tit, men ikke hver eneste dag). Her i efteråret 2007 har jeg ligget og læst alle mine dagbøger igennem (ligget, fordi jeg blev kørt ned i august 2007 og har været sygemeldt siden) og samlet dem til en bog. Så min bog er altså mine rigtige dagbøger, og jeg har derfor ikke i den forstand sat mig og skrevet en bog om det. Det er "bare" mit liv.
Tror du, modeikoner er med til at skubbe piger ud i anoreksi, som en hurtig vej?
Jeg vil gerne prøve at forklare forskellen på "rigtig anoreksi" og "jeg vil ligne en model", for jeg tror, at der er rigtig, rigtig mange, som forveksler de to ting (og dermed netop tænker, at anoreksi er en "hurtig vej" til at ligne en model): Jeg har ALDRIG - og jeg mener ALDRIG - kigget i et modeblad, set MTV, gået op i hvordan stjernerne fra Hollywood ser ud og så videre.
"Rigtig anoreksi" handler om at have et så ekstremt dårligt selvværd, at man er destruktiv over for sig selv. At man ikke under sig selv nydelse på nogen måder: hverken mad, kærlighed, slappe af (jeg skulle hoppe foran tv'et for at få lov til at se det) eller at følge sine drømme. Man tænker ikke på at "ville ligne en model". For hvis det var det, kunne man sagtens følge en kostplan og opnå den ideelle vægt - man har jo en sindssyg viljestyrke, når man kan modarbejde kroppens basale behov, så en kostplan ville være nem at følge, hvis det var det, der var målet! Men det er ikke målet...
Det er i virkeligheden slet ikke tallet på vægten eller udseendet, det handler om. I dine øjne (altså som anorektiker) er du først smuk nok, når du bliver så lille, at du slet ikke kan ses. Man tænker "lad mig bare forsvinde" (som min bog hedder!). Det jeg vil frem til er: "moden kan helt sikkert få mange piger til at føle sig tykke, forkerte og grimme, og det kan føre piger ud i et forkvaklet forhold til mad og vægt - ingen tvivl om det! Og det er forfærdeligt. Derfor synes jeg bestemt, at man skal gøre noget for at ændre modeidealet. Men det vil ikke redde anorektikerne.
Hvordan tror du, din bog vil påvirke unge piger, der læser den?
Jeg håber, at min bog vil få piger med anoreksi til at stoppe op og turde tage imod hjælp, så de ikke bruger 11 år af deres liv på at have det så skidt med dem selv. Man skal ikke søge hjælp hos en diætist, men hos en psykolog (først diætisten til sidst, når man har "det bagvedliggende" på plads og er klar til at bygge sin krop op).
Jeg håber også, at de får en tro på, at det kan lade sig gøre at blive "rask"! Det kan nemlig føles helt uoverskueligt, når man sidder midt i det, og også selv når man starter i behandling. Mit håb er også, at "normale" piger kan se forskellen... Altså, at anoreksi intet har med "jeg vil bare være tynd og ligne en model" at gøre. Så når "normale" vælger at stræbe efter at ligne en model, er det noget helt, helt andet.
Hvilket budskab vil du gerne have ud med din bog??
Mit vigtigste budskab er at give en større forståelse for anoreksi (som jeg har beskrevet nogle gange nu, hehe...) At det intet har med mad og vægt at gøre. Mad og vægt er kun symptomet - det som man misbruger... Præcis som alkohol er det for en alkoholiker. Jeg tvivler på, at det er selve vodkaen, der er alkoholikerens problem. Der er en grund til, at han/hun drikker... Og på samme måde er der en grund til, at man misbruger maden og sig selv: At man har et selvværd, der kan ligge på et synålshoved.
Hvordan følte du det psykisk, da du kom ud af anoreksien?
Så til det svære... For jo, jeg har ikke anoreksi mere i den forstand, at det kan ses på min krop eller tallet på vægten. Og jeg destruerer ikke mig selv mere. Men tankerne er der stadig! Altså, det ligger så dybt i mig, at jeg ikke føler mig god nok, så hver dag er det en kamp i hovedet: "Jo Mille, du må gerne få mad, du må gerne nyde livet, du må gerne finde dig en dejlig mand, du må gerne følge dit hjerte og gøre det, som gør dig glad" og så videre. Så jeg er altså ude af selve misbruget, kan man sige, men det er stadig en kamp. Jo længere tid, der går, jo bedre tror jeg, at jeg bliver til at sige til mig selv: "Åh pis Mille, stop nu de tanker! Selvfølgelig fortjener du alt det bedste og at have et skønt liv!". Jeg går fortsat til psykolog og vil blive ved så længe, det hjælper mig til at holde fast. En alkoholiker kalder sig en "ædru alkoholiker", når han/hun holder op med at drikke, og på samme måde føler jeg mig som "en fed anorektiker" (altså selv om jeg da heller ikke er blevet fed - hehe)
Klik her, hvis du vil vide mere om Mille,
eller se hvornår hun holder foredrag nær dig
Jeg håber også, at de får en tro på, at det kan lade sig gøre at blive "rask"! Det kan nemlig føles helt uoverskueligt, når man sidder midt i det, og også selv når man starter i behandling. Mit håb er også, at "normale" piger kan se forskellen... Altså, at anoreksi intet har med "jeg vil bare være tynd og ligne en model" at gøre. Så når "normale" vælger at stræbe efter at ligne en model, er det noget helt, helt andet.
Hvilket budskab vil du gerne have ud med din bog??
Mit vigtigste budskab er at give en større forståelse for anoreksi (som jeg har beskrevet nogle gange nu, hehe...) At det intet har med mad og vægt at gøre. Mad og vægt er kun symptomet - det som man misbruger... Præcis som alkohol er det for en alkoholiker. Jeg tvivler på, at det er selve vodkaen, der er alkoholikerens problem. Der er en grund til, at han/hun drikker... Og på samme måde er der en grund til, at man misbruger maden og sig selv: At man har et selvværd, der kan ligge på et synålshoved.
Hvordan følte du det psykisk, da du kom ud af anoreksien?
Så til det svære... For jo, jeg har ikke anoreksi mere i den forstand, at det kan ses på min krop eller tallet på vægten. Og jeg destruerer ikke mig selv mere. Men tankerne er der stadig! Altså, det ligger så dybt i mig, at jeg ikke føler mig god nok, så hver dag er det en kamp i hovedet: "Jo Mille, du må gerne få mad, du må gerne nyde livet, du må gerne finde dig en dejlig mand, du må gerne følge dit hjerte og gøre det, som gør dig glad" og så videre. Så jeg er altså ude af selve misbruget, kan man sige, men det er stadig en kamp. Jo længere tid, der går, jo bedre tror jeg, at jeg bliver til at sige til mig selv: "Åh pis Mille, stop nu de tanker! Selvfølgelig fortjener du alt det bedste og at have et skønt liv!". Jeg går fortsat til psykolog og vil blive ved så længe, det hjælper mig til at holde fast. En alkoholiker kalder sig en "ædru alkoholiker", når han/hun holder op med at drikke, og på samme måde føler jeg mig som "en fed anorektiker" (altså selv om jeg da heller ikke er blevet fed - hehe)
Klik her, hvis du vil vide mere om Mille,
eller se hvornår hun holder foredrag nær dig
