Kvinder og fodbold
Det er okay ikke at forstå fodbold, men behøver I gøre det på en så uforstående måde?
Jeg er, hvad man kan kalde en boldnyder, motionsekvilibrist og sofalandstræner. Det er en rolle jeg påtager mig med stor begejstring, og det er med myndig stemme, jeg sidder foran mit fjernsyn og dirigerer tropperne frem til sejr ved
Denne ukontrollerbare, østrogenfyldte masse, der til stadighed bekymrer sig om, hvem de skal holde med, og hvorfor de ikke bare får en bold hver. Det er spørgsmål, der i den grad pisser mig af.
Første gang, er det kære uskyldige bemærkninger, vi mænd smiler af og svarer på. For eksempel har jeg da både forklaret min mor og mormor om grunden til, at de mænd, der spiller i sort har en fløjte og kun er 3 på banen. Jeg har redegjort for, at de er dommere og kun skal være 3.
Jeg har også hørt mig selv adskillige gange sidde og forklare, hvorfor de ikke har en bold hver, og hvad offsidereglen i virkeligheden er. Der er heller ikke grænser for min indebrændte vrede, når jeg hører min mor spørge, om ikke det gjorde ondt, da de to spillere stødte sammen... Hvor f***** skulle jeg vide det fra? Det kan da godt være, at jeg selv spiller det, men derfor er jeg jo ikke et smerte-orakel!
Denne ukontrollerbare, østrogenfyldte masse, der til stadighed bekymrer sig om, hvem de skal holde med, og hvorfor de ikke bare får en bold hver. Det er spørgsmål, der i den grad pisser mig af.
Første gang, er det kære uskyldige bemærkninger, vi mænd smiler af og svarer på. For eksempel har jeg da både forklaret min mor og mormor om grunden til, at de mænd, der spiller i sort har en fløjte og kun er 3 på banen. Jeg har redegjort for, at de er dommere og kun skal være 3.
Jeg har også hørt mig selv adskillige gange sidde og forklare, hvorfor de ikke har en bold hver, og hvad offsidereglen i virkeligheden er. Der er heller ikke grænser for min indebrændte vrede, når jeg hører min mor spørge, om ikke det gjorde ondt, da de to spillere stødte sammen... Hvor f***** skulle jeg vide det fra? Det kan da godt være, at jeg selv spiller det, men derfor er jeg jo ikke et smerte-orakel!
Det er okay, I spørger en enkelt gang, og det er fair nok, at I ikke kender reglerne, men hvorfor de gentagne spørgsmål? Hvad er det, der gør, at I absolut skal ind på mit territorium?
Den der sygelige trang til at forstyrre, når det er allermest spændende. Når I ikke har noget klogt at sige alligevel, så hold dog kæft. Hvorfor er det nødvendigt at drive os til vanvid med sære spørgsmål?
Jeg forstår ikke denne mærkelige, opmærksomhedskrævende handling. Forklar mig den! Forklar mig, hvorfor det altid er midt i en fodboldkamp, jeg skal tage stilling til økonomi, tante Annas helbred eller Josephine fra arbejdets flabede attitude.
En anden ting, der er vanvittig mærkeligt I jeres verden er reglerne i Dong.
Dong er et fantastisk spil. Man drikker en røvfuld bajere, når der lyder en lille klokke, der markerer, at der er scoret i en af de kampe, de ikke sender i fjernsynet. Primitivt? Ja! Underholdende? Ja! Og derfor passer det fantastisk ind i den fodboldelskende kultur, og det er ikke bidende nødvendigt, at I forstår reglerne.
Det, jeg i bund og grund vil frem til, er, at det er okay at have hver vores interesser. Det er fint nok, at vi ikke blander os, når I strikker, snakker i telefon eller diskuterer Brad Pitts nye frisure; så længe I ikke blander jer i min/vores trang til at se fodbold og råbe halvhøjt, for gud forbyde det, hvis vi rent faktisk råbte højt ikke?
Den der sygelige trang til at forstyrre, når det er allermest spændende. Når I ikke har noget klogt at sige alligevel, så hold dog kæft. Hvorfor er det nødvendigt at drive os til vanvid med sære spørgsmål?
Jeg forstår ikke denne mærkelige, opmærksomhedskrævende handling. Forklar mig den! Forklar mig, hvorfor det altid er midt i en fodboldkamp, jeg skal tage stilling til økonomi, tante Annas helbred eller Josephine fra arbejdets flabede attitude.
En anden ting, der er vanvittig mærkeligt I jeres verden er reglerne i Dong.
Dong er et fantastisk spil. Man drikker en røvfuld bajere, når der lyder en lille klokke, der markerer, at der er scoret i en af de kampe, de ikke sender i fjernsynet. Primitivt? Ja! Underholdende? Ja! Og derfor passer det fantastisk ind i den fodboldelskende kultur, og det er ikke bidende nødvendigt, at I forstår reglerne.
Det, jeg i bund og grund vil frem til, er, at det er okay at have hver vores interesser. Det er fint nok, at vi ikke blander os, når I strikker, snakker i telefon eller diskuterer Brad Pitts nye frisure; så længe I ikke blander jer i min/vores trang til at se fodbold og råbe halvhøjt, for gud forbyde det, hvis vi rent faktisk råbte højt ikke?
