Kvinder i fokus: Frida Kahlo
Et portræt af en mexicaner i oprør - på den kunstneriske måde.
Frida Kahlo var en meget stærk kunstner og et meget spændende menneske med en utrolig dramatisk historie bag sig. Hun var af tysk-mexicansk oprindelse, født i 1907i udkanten af Mexico City i et blåt hus kaldet Coyocán, der i dag er kendt som Frida Kahlo-museet. Sammen med hendes mand, den kendte muralist Diego Rivera, var hun centrum for et livligt, politisk aktivt boheme-miljø i Mexico. Deres hjem var et samlingssted for internationale kendte personligheder, deres vennekreds omfattede flok som Pablo Neruda, André Breton, Trotskji, Henry Ford og Nelson Rockefeller.
Hele Fridas liv var hun dybt engageret i Mexicos frigørelse fra spansk dominans. Hun omgav sig med præcolumbiansk kunst, elskede at bære mexicanske theuana-kostumer, blomster i håret og masser af præcolumbianske smykker, som Diego gav hende.
To gange gik hun i den stik modsatte retning og klippede sit hår og iklædte sig mandetøj, fordi hun følte sig bedraget og berøvet sin kvindelighed. Dette gælder blandt andet dengang, hun fandt ud af, at hendes mand bedrog hende med hendes søster Christina. Dette fik Frida til at føle, at hun havde mistet sin kvindelighed og hendes tiltrækningskræft. Derfor protesterede hun imod denne femininitet, der havde gjort hende svag - denne ydre tilstand, der havde fejlet dens mål; at få hende til at være elsket, at opleve kærlighed. Kærlighed, der i Fridas tilfælde var lig med Diego.
Hele Fridas liv var hun dybt engageret i Mexicos frigørelse fra spansk dominans. Hun omgav sig med præcolumbiansk kunst, elskede at bære mexicanske theuana-kostumer, blomster i håret og masser af præcolumbianske smykker, som Diego gav hende.
To gange gik hun i den stik modsatte retning og klippede sit hår og iklædte sig mandetøj, fordi hun følte sig bedraget og berøvet sin kvindelighed. Dette gælder blandt andet dengang, hun fandt ud af, at hendes mand bedrog hende med hendes søster Christina. Dette fik Frida til at føle, at hun havde mistet sin kvindelighed og hendes tiltrækningskræft. Derfor protesterede hun imod denne femininitet, der havde gjort hende svag - denne ydre tilstand, der havde fejlet dens mål; at få hende til at være elsket, at opleve kærlighed. Kærlighed, der i Fridas tilfælde var lig med Diego.
Fridas uheld
Frida startede ikke med at male af politiske årsager. Hun begyndte efter, at hun som 18-årig var udsat for et busuheld, hvor hun blev alvorligt kvæstet. Hun fik tre brud på rygsøjlen og i lænderegionen. Hendes kraveben og det tredje og fjerde ribben brækkede. Der var elleve brud på hendes højre bed, og den højre fod blev knust. Hendes venstre skulder gik af led, og bækkenpartiet fik tre brud. Bussens metalgelænder havde boret sig igennem hendes underliv.
Metalgelænderet trængte ind gennem hendes venstre hofte og ud gennem hendes vagina.
Siden den dag blev hendes liv en lang og pinefuld kamp mod hendes egen krops forfald, en langsom død 28 år senere i 1954. Hun gennemgik adskillige operationer, 32 og mange af hendes billeder er malet liggende i sengen eller siddende i en rullestol. Frida malede omtrent 200 billeder, hvoraf 70 er selvportrætter, der omhandler hendes liv og de smerter, hun var udsat for i løbet af de 47 år, hun levede. Men selv de mest smertefulde af hendes billeder bliver aldrig sentimentale eller selvmedlidende, hendes værdighed, hendes beslutning om at affinde sig med tingenes tilstand gjorde, at hun var i stand til at afbillede sin smerte med en humor, der virker meget intens og til tider ret makaber.
Frida startede ikke med at male af politiske årsager. Hun begyndte efter, at hun som 18-årig var udsat for et busuheld, hvor hun blev alvorligt kvæstet. Hun fik tre brud på rygsøjlen og i lænderegionen. Hendes kraveben og det tredje og fjerde ribben brækkede. Der var elleve brud på hendes højre bed, og den højre fod blev knust. Hendes venstre skulder gik af led, og bækkenpartiet fik tre brud. Bussens metalgelænder havde boret sig igennem hendes underliv.
Metalgelænderet trængte ind gennem hendes venstre hofte og ud gennem hendes vagina.
Siden den dag blev hendes liv en lang og pinefuld kamp mod hendes egen krops forfald, en langsom død 28 år senere i 1954. Hun gennemgik adskillige operationer, 32 og mange af hendes billeder er malet liggende i sengen eller siddende i en rullestol. Frida malede omtrent 200 billeder, hvoraf 70 er selvportrætter, der omhandler hendes liv og de smerter, hun var udsat for i løbet af de 47 år, hun levede. Men selv de mest smertefulde af hendes billeder bliver aldrig sentimentale eller selvmedlidende, hendes værdighed, hendes beslutning om at affinde sig med tingenes tilstand gjorde, at hun var i stand til at afbillede sin smerte med en humor, der virker meget intens og til tider ret makaber.
Fridas selvportrætter
Fridas egen forklaring på, hvorfor hun først og fremmest malede selvprotrætter var: 'Jeg maler selvportrætter, fordi jeg er så ofte alene, og fordi jeg er den person, jeg kender bedst.'
Dette er sikkert en af grundene, men en anden kunne være, at selvportrætterne var Fridas måde at behandle sine problemer på. Hun malede sig simpelthen ud af sine problemer. Alle Fridas selvportrætter kan på en eller anden måde sættes i forhold til en begivenhed i hendes liv. Stor eller lille - alle får de en behandling under penslernes strøg. Det virker som om, at disse billeder hjalp Frida, når tingene var værst, enten når hun var syg, havde kærlighedsproblemer eller led efter følgerne af en af spontane aborter.
Man kan ikke lade være med at tænke på, at de emner, Frida behandlede så hudløst ærligt i sine billeder, skulle være forbeholdt en personlig dagbog, der ikke var ment til at blive set af andre end Frida selv. Men Frida gav og solgte ud af disse meget personlige billeder. Det var den type menneske, hun var - udadvendt og åben.
Hun nød desuden at være midtpunkt og i mediernes søgelys og var ikke bange for at bryde de uskrevne love og regler.
Fridas karriere
I begyndelsen malede Frida Kahlo mest motiver med mexicanske farver og emner, så som ex-voto-billeder og retablos. Den franske surrealistiske mester André Breton beskrev engang Fridas billeder som: 'Et silkebånd om en bombe.'
Frida fastholdt, at hun ikke kendte til surrealismen, før André Breton kom til Mexico og fortalte hende om den. Hun blev alligevel påvirket af surrealisterne, dette ses specielt i hendes billeder fra slutningen af tre
Frida Kahlos kunst og liv vakte fornyet interesse efter en stor udstilling i 70'erne, og siden da har myten om Frida Kahlo resulteret i biografier, udgivelsen af hendes dagbog, film og udstillinger. Senest udstillingen 'Frida Kahlo, en mexicansk samling' på Ordrupgård i Charlottenlund. Der har fået en blandet modtagelse af anmelderne. Det er nok en af de ting, der er med til at gøre Frida Kahlo så speciel. Enten elsker man hendes kunst og personlighed, eller også synes man, som anmelderen fra Jyllandsposten Bent Irve, at hun er en opreklameret amatør, der kun er blevet kendt i kraft af hendes dramatiske og tragiske liv.
Fridas egen forklaring på, hvorfor hun først og fremmest malede selvprotrætter var: 'Jeg maler selvportrætter, fordi jeg er så ofte alene, og fordi jeg er den person, jeg kender bedst.'
Dette er sikkert en af grundene, men en anden kunne være, at selvportrætterne var Fridas måde at behandle sine problemer på. Hun malede sig simpelthen ud af sine problemer. Alle Fridas selvportrætter kan på en eller anden måde sættes i forhold til en begivenhed i hendes liv. Stor eller lille - alle får de en behandling under penslernes strøg. Det virker som om, at disse billeder hjalp Frida, når tingene var værst, enten når hun var syg, havde kærlighedsproblemer eller led efter følgerne af en af spontane aborter.
Man kan ikke lade være med at tænke på, at de emner, Frida behandlede så hudløst ærligt i sine billeder, skulle være forbeholdt en personlig dagbog, der ikke var ment til at blive set af andre end Frida selv. Men Frida gav og solgte ud af disse meget personlige billeder. Det var den type menneske, hun var - udadvendt og åben.
Hun nød desuden at være midtpunkt og i mediernes søgelys og var ikke bange for at bryde de uskrevne love og regler.
Fridas karriere
I begyndelsen malede Frida Kahlo mest motiver med mexicanske farver og emner, så som ex-voto-billeder og retablos. Den franske surrealistiske mester André Breton beskrev engang Fridas billeder som: 'Et silkebånd om en bombe.'
Frida fastholdt, at hun ikke kendte til surrealismen, før André Breton kom til Mexico og fortalte hende om den. Hun blev alligevel påvirket af surrealisterne, dette ses specielt i hendes billeder fra slutningen af tre
Frida Kahlos kunst og liv vakte fornyet interesse efter en stor udstilling i 70'erne, og siden da har myten om Frida Kahlo resulteret i biografier, udgivelsen af hendes dagbog, film og udstillinger. Senest udstillingen 'Frida Kahlo, en mexicansk samling' på Ordrupgård i Charlottenlund. Der har fået en blandet modtagelse af anmelderne. Det er nok en af de ting, der er med til at gøre Frida Kahlo så speciel. Enten elsker man hendes kunst og personlighed, eller også synes man, som anmelderen fra Jyllandsposten Bent Irve, at hun er en opreklameret amatør, der kun er blevet kendt i kraft af hendes dramatiske og tragiske liv.
Frida og Mexico
Mexico er et land, hvor man er meget interesseret i at opretholde kulturen og holde fast i de gamle traditioner. Det samme gælder for kunsten. Kunsten i Mexico er meget levende og nuanceret, fyldt med varme farver og stærke, enkle naivistiske og realistiske motiver.
Frida var født i en miljø, der ligger fjernt fra den simple indianers liv. Men alligevel var Frida meget optaget af den gamle mexicanske kultur. Måske på grund af hendes splittede ophav, Fridas far var tysk og hendes mor var mexicansk med indiansk oprindelse. Frida havde derfor i hendes ungdom svært ved at finde ud af, hvor hun hørte til, og det blev meget vigtigt for hende at finde et ståsted.
Hun dyrkede mange af de mexicanske traditioner - gik i tehuana-kostumer og kun sjældent i tøj efter europæisk snit. Hun elskede at bære mange smykker ofte præcolumbianske. Og satte sit hår efter gammel skik, opsat med blomster og bånd.
Hendes kunst var også meget præget af den mexicanske stil med varme, stærke farver. Hun malede ofte sine billeder i et lille format på metal som retablos og ex-votos.
En anden meget typisk mexicansk ting Frida dyrkede var dødden. I Mexico er døden ikke noget frygtet eller skræmmende som mange andre steder i verden. I Mexico lever man med døden som en uundgåelig proces, en overgang fra en tilstand til en anden. Og en gang om året d. 2 november fejrer man døden på de dødes dag med fyrverkeri, fest og farver.
Frida og døden
En af årsagerne til, at Frida dyrkede døden så intenst, var nok, at hun selv havde været så tæt på den. Hun vidste, at hendes krop var ved at forfalde og i kraft af sit dårlige helbred, blev hun hele tiden mindet om sin egen dødelighed. Denne besættelse af døden reflekteres mange steder i Fridas hjem og i hendes kunst. Mange steder i hendes hjem finder man symboler på døden. På undersiden af hendes sengehimmel har hun placeret et skelet, og over hovedgærdet hænger et billede af et dødt barn. En skik, der er meget udbredt i Mexico, hvor man ofte klæder det døde barn ud som en af de hellege tre konger og får det portrætteret.
Både Frida og Diego var store beundrer af den satiriske tegner José Guadalupe Posada, der var kendt for sine humoristiske, men også morbide og makabre tegninger. Frida og Dego samlede på disse tegninger.
Frida Kahlo døde som 47-årig.
Mexico er et land, hvor man er meget interesseret i at opretholde kulturen og holde fast i de gamle traditioner. Det samme gælder for kunsten. Kunsten i Mexico er meget levende og nuanceret, fyldt med varme farver og stærke, enkle naivistiske og realistiske motiver.
Frida var født i en miljø, der ligger fjernt fra den simple indianers liv. Men alligevel var Frida meget optaget af den gamle mexicanske kultur. Måske på grund af hendes splittede ophav, Fridas far var tysk og hendes mor var mexicansk med indiansk oprindelse. Frida havde derfor i hendes ungdom svært ved at finde ud af, hvor hun hørte til, og det blev meget vigtigt for hende at finde et ståsted.
Hun dyrkede mange af de mexicanske traditioner - gik i tehuana-kostumer og kun sjældent i tøj efter europæisk snit. Hun elskede at bære mange smykker ofte præcolumbianske. Og satte sit hår efter gammel skik, opsat med blomster og bånd.
Hendes kunst var også meget præget af den mexicanske stil med varme, stærke farver. Hun malede ofte sine billeder i et lille format på metal som retablos og ex-votos.
En anden meget typisk mexicansk ting Frida dyrkede var dødden. I Mexico er døden ikke noget frygtet eller skræmmende som mange andre steder i verden. I Mexico lever man med døden som en uundgåelig proces, en overgang fra en tilstand til en anden. Og en gang om året d. 2 november fejrer man døden på de dødes dag med fyrverkeri, fest og farver.
Frida og døden
En af årsagerne til, at Frida dyrkede døden så intenst, var nok, at hun selv havde været så tæt på den. Hun vidste, at hendes krop var ved at forfalde og i kraft af sit dårlige helbred, blev hun hele tiden mindet om sin egen dødelighed. Denne besættelse af døden reflekteres mange steder i Fridas hjem og i hendes kunst. Mange steder i hendes hjem finder man symboler på døden. På undersiden af hendes sengehimmel har hun placeret et skelet, og over hovedgærdet hænger et billede af et dødt barn. En skik, der er meget udbredt i Mexico, hvor man ofte klæder det døde barn ud som en af de hellege tre konger og får det portrætteret.
Både Frida og Diego var store beundrer af den satiriske tegner José Guadalupe Posada, der var kendt for sine humoristiske, men også morbide og makabre tegninger. Frida og Dego samlede på disse tegninger.
Frida Kahlo døde som 47-årig.
