Kvinde
Stol på dine medsøstre
Jeg var i byen i lørdags, hvor jeg så en pige, der alene morede sig med en gruppe fyre. Hun var flirtende, smilende - frem for alt var det tydeligt, at hun var glad. Og de eneste der sendte hende elevator-blikke og mistroiske øjne var andre piger...
Sjovt nok havde de piger, der sendte dræberøjne tydeligvis hverken kærester eller kavalerer. De sad sammen, bly (og surmulende) som små violer, og forventede tydeligvis, at alle mænd skulle kigge deres vej.
Da det ikke skete, så kastede de straks skylden på den glade pige, der flakkede lidt rundt og talte med alle. Hun stjal jo mændenes opmærksomhed, og dét på en særdeles flirtende måde.
Og hvad så? I mine øjne havde pigen jo de kavalerer hun kunne ønske sig, og derfor var der ingen, der havde noget at frygte fra hendes side. Men måske var det selve dét, at pigen jagede, der var forkert i nogles øjne?
Kvinder vs. kvinder
Personligt synes jeg også det er sjovt selv at fange kødet. Engang overvejede jeg at anskaffe mig et jagttegn, så jeg kunne skyde min egen aftensmad, og i den anden ende få tilfredsstillet min trang til at lege femi-tarzan. Så kunne fyrene få lov at jage mig, hvis de gad.
Det virkede dog ikke efter hensigten. Jagtgevær, uskyldige dyr og mig går ikke godt i spænd. Og ligesom det ikke er en kvindes lod at bruge bodegahumor, når der er mænd til stede, så er det vist heller ikke kvindens lod at jage - hverken med gevær eller negle.
For skal en pige være den der scorer, skal hun virkelig tænke over hvordan hun gør det. Det skal gøres med en smule kvindelist, ikke med nedringede bluser og lårkorte nederdele. Kan man ikke finde ud af hvordan man så scorer en fyr diskret, så findes der en milliard million gode råd i
Jeg husker en venindes veninde (ja, jeg kendte hende ikke selv), der havde en liste over alle de fyre hun havde været sammen med. Og hun var en ægte man-eater, for ikke én gang var hun selv blevet scoret. Det var altid hende, der tog initiativet, og hvis en fyr forsøgte at score hende, satte hun stilethælene i.
Hun ville selv "indfange tyrerne", som det blev udtrykt. Nogle afskyede hendes taktik, andre beundrede den - og sjovt nok var de fleste beundrere fyre...
Så hvorfor bliver vi fodret op med floskler om, at det skal være fyren der jager, og kvinden der skal erobres? Der findes altså også generte fyre. Det ligger ikke naturligt til alle mænd at jage, bare fordi de er mænd. Og nej, jeg siger ikke, at en fyr ikke må give en drink eller betale en middag hvis han vil. Jeg siger heller ikke, at mænd er listepikke fordi de gør det. Det er ikke mændene der er noget galt med i det her "spil", det er kvinderne.
Sjovt nok havde de piger, der sendte dræberøjne tydeligvis hverken kærester eller kavalerer. De sad sammen, bly (og surmulende) som små violer, og forventede tydeligvis, at alle mænd skulle kigge deres vej.
Da det ikke skete, så kastede de straks skylden på den glade pige, der flakkede lidt rundt og talte med alle. Hun stjal jo mændenes opmærksomhed, og dét på en særdeles flirtende måde.
Og hvad så? I mine øjne havde pigen jo de kavalerer hun kunne ønske sig, og derfor var der ingen, der havde noget at frygte fra hendes side. Men måske var det selve dét, at pigen jagede, der var forkert i nogles øjne?
Kvinder vs. kvinder
Personligt synes jeg også det er sjovt selv at fange kødet. Engang overvejede jeg at anskaffe mig et jagttegn, så jeg kunne skyde min egen aftensmad, og i den anden ende få tilfredsstillet min trang til at lege femi-tarzan. Så kunne fyrene få lov at jage mig, hvis de gad.
Det virkede dog ikke efter hensigten. Jagtgevær, uskyldige dyr og mig går ikke godt i spænd. Og ligesom det ikke er en kvindes lod at bruge bodegahumor, når der er mænd til stede, så er det vist heller ikke kvindens lod at jage - hverken med gevær eller negle.
For skal en pige være den der scorer, skal hun virkelig tænke over hvordan hun gør det. Det skal gøres med en smule kvindelist, ikke med nedringede bluser og lårkorte nederdele. Kan man ikke finde ud af hvordan man så scorer en fyr diskret, så findes der en milliard million gode råd i
Jeg husker en venindes veninde (ja, jeg kendte hende ikke selv), der havde en liste over alle de fyre hun havde været sammen med. Og hun var en ægte man-eater, for ikke én gang var hun selv blevet scoret. Det var altid hende, der tog initiativet, og hvis en fyr forsøgte at score hende, satte hun stilethælene i.
Hun ville selv "indfange tyrerne", som det blev udtrykt. Nogle afskyede hendes taktik, andre beundrede den - og sjovt nok var de fleste beundrere fyre...
Så hvorfor bliver vi fodret op med floskler om, at det skal være fyren der jager, og kvinden der skal erobres? Der findes altså også generte fyre. Det ligger ikke naturligt til alle mænd at jage, bare fordi de er mænd. Og nej, jeg siger ikke, at en fyr ikke må give en drink eller betale en middag hvis han vil. Jeg siger heller ikke, at mænd er listepikke fordi de gør det. Det er ikke mændene der er noget galt med i det her "spil", det er kvinderne.
Stol på hinanden
Er vi kvinder virkelig så misundelige, at de eneste piger vi frygter, er de der kan få mændenes opmærksomhed? Har vi ikke selvtillid nok til at se udover det faktum, at pigen måske bare er mere interessant end os i nogle fyres øjne, men ikke af den grund behøver at være en konkurrent?
Lad mig få min pointe (morale) udformet helt, så alt ikke går op i spørgsmål og undren: I mine øjne må mænd hjertens gerne tage i byen for at drikke, flirte og score. Det samme må kvinder - også uden at blive udsat for dræberøjne fra andre kvinder.
At blive et mindre rovdyr kræver altså ikke jagttegn, og jeg er sikker på, at mændene for en gangs skyld vil blive glade for, at de ikke selv skal tage initiativet.
Derudover er jeg sikker på, at hvis kvinder lærte at stole mere på sig selv og hinanden, så ville de mistroiske blikke slet ikke være nødvendige. Så op af stolen piger, og hiv de perspektiver ud af den gale hals (hvis det er tilfældet, at de sidder der).
Vis mig en kvinde, der ikke engang overvejer at sende dræberøjne til en anden kvinde, der flirter og får opmærksomhed. Så skal du se én, der har det godt med sig selv. For jeg tror, at problemet bunder i usikkerhed, ikke i det egentlige spørgsmål om hvilket køn der tager initiativ.
Tager jeg helt fejl?
Er vi kvinder virkelig så misundelige, at de eneste piger vi frygter, er de der kan få mændenes opmærksomhed? Har vi ikke selvtillid nok til at se udover det faktum, at pigen måske bare er mere interessant end os i nogle fyres øjne, men ikke af den grund behøver at være en konkurrent?
Lad mig få min pointe (morale) udformet helt, så alt ikke går op i spørgsmål og undren: I mine øjne må mænd hjertens gerne tage i byen for at drikke, flirte og score. Det samme må kvinder - også uden at blive udsat for dræberøjne fra andre kvinder.
At blive et mindre rovdyr kræver altså ikke jagttegn, og jeg er sikker på, at mændene for en gangs skyld vil blive glade for, at de ikke selv skal tage initiativet.
Derudover er jeg sikker på, at hvis kvinder lærte at stole mere på sig selv og hinanden, så ville de mistroiske blikke slet ikke være nødvendige. Så op af stolen piger, og hiv de perspektiver ud af den gale hals (hvis det er tilfældet, at de sidder der).
Vis mig en kvinde, der ikke engang overvejer at sende dræberøjne til en anden kvinde, der flirter og får opmærksomhed. Så skal du se én, der har det godt med sig selv. For jeg tror, at problemet bunder i usikkerhed, ikke i det egentlige spørgsmål om hvilket køn der tager initiativ.
Tager jeg helt fejl?
