Kunsten at overleve sin samvittighed
Min oplevelse med fitness, flæsk og fordomme
Ærligt: Min vægt interesserer mig egentlig ikke synderligt. Bare den holder sig indenfor en grænse, jeg kan acceptere.
Men det gik op for mig, at den grænse var overskredet, da mit tøj efterhånden skulle strækkes grundigt ud, og alligevel bulede ud på mærkelige steder.
Ikke nok med at den tidligere steg, var blevet transmogriffet om til en flæskesteg: Jeg følte mig også meget usund og uoplagt.
Det endelige slag kom, da min elskede farfar så på mig og sagde: "Du har da trevens, bette pig'!"
Og for de der ikke forstår jysk, kan jeg oversætte det til noget i retningen af: "Du er blevet voldfed!"
Ak, da var det på tide at tage tyren ved hornene - eller rettere: At tage sidehåndtagene ved flæsket.
Så for første gang vovede jeg tanken om at begynde i et fitnesscenter. Men det havde jeg egentlig ikke lyst til. Grunden var, at jeg led af det, dr. Phil givetvis ville betegne: "Fordom".
Jeg var overbevist om, at fitnesscentre var fyldt med steroid-pumpede, skaldede bad-ass'es, samt syleslanke blondiner med høj hestehale, 5000-kroners træningstøj og matchende Gucci-løbesko.
Men fordomme har nu sjældent afholdt mig fra noget. I stedet skal de efterprøves, måles og vejes med sund fornuft.
Tyrepisk og trøstespisning
Så jeg tog en dyb indånding og bevægede mig ned i det nærmeste fitnesscenter. Allerede inden jeg nåede indenfor døren, hørte jeg høje råb fra spinningrummet. Et skræmmebillede sprang op for mit indre øje: Billedet af en stor rockertype der piskede løs på sagesløse, sveddryppende mennesker som ræsede af sted uden at komme nogen vegne.
Åh for pokker, ville jeg virkelig byde mig selv dette?
I det sekund var jeg klar til at gå hjem og trøstespise. Men tanken om at give op var mere afskrækkende end det mentale billede af den store mand med tyre-pisken i spinningrummet.
Ved skranken sad en skaldet gut, hvis overarme var på størrelse med mine lår - og det siger ikke så lidt, da mine lår har anlagt vokseværk de sidste par måneder. Heldigvis var han ikke så skræmmende, og han skreg da heller ikke af grin da han fik at vide, at jeg aldrig havde været i et sådant center før.
Men det gik op for mig, at den grænse var overskredet, da mit tøj efterhånden skulle strækkes grundigt ud, og alligevel bulede ud på mærkelige steder.
Ikke nok med at den tidligere steg, var blevet transmogriffet om til en flæskesteg: Jeg følte mig også meget usund og uoplagt.
Det endelige slag kom, da min elskede farfar så på mig og sagde: "Du har da trevens, bette pig'!"
Og for de der ikke forstår jysk, kan jeg oversætte det til noget i retningen af: "Du er blevet voldfed!"
Ak, da var det på tide at tage tyren ved hornene - eller rettere: At tage sidehåndtagene ved flæsket.
Så for første gang vovede jeg tanken om at begynde i et fitnesscenter. Men det havde jeg egentlig ikke lyst til. Grunden var, at jeg led af det, dr. Phil givetvis ville betegne: "Fordom".
Jeg var overbevist om, at fitnesscentre var fyldt med steroid-pumpede, skaldede bad-ass'es, samt syleslanke blondiner med høj hestehale, 5000-kroners træningstøj og matchende Gucci-løbesko.
Men fordomme har nu sjældent afholdt mig fra noget. I stedet skal de efterprøves, måles og vejes med sund fornuft.
Tyrepisk og trøstespisning
Så jeg tog en dyb indånding og bevægede mig ned i det nærmeste fitnesscenter. Allerede inden jeg nåede indenfor døren, hørte jeg høje råb fra spinningrummet. Et skræmmebillede sprang op for mit indre øje: Billedet af en stor rockertype der piskede løs på sagesløse, sveddryppende mennesker som ræsede af sted uden at komme nogen vegne.
Åh for pokker, ville jeg virkelig byde mig selv dette?
I det sekund var jeg klar til at gå hjem og trøstespise. Men tanken om at give op var mere afskrækkende end det mentale billede af den store mand med tyre-pisken i spinningrummet.
Ved skranken sad en skaldet gut, hvis overarme var på størrelse med mine lår - og det siger ikke så lidt, da mine lår har anlagt vokseværk de sidste par måneder. Heldigvis var han ikke så skræmmende, og han skreg da heller ikke af grin da han fik at vide, at jeg aldrig havde været i et sådant center før.
Med medlidende overbærenhed fik jeg en rundvisning. Træningsmaskinerne lignede noget fra et middelalderligt torturkammer, og det var mig absolut umuligt at forstå, hvorledes de skulle bruges.
Jeg faldt uden tøven for stepmaskiner og motionscykler - dem ved man da hvor man har.
Samvittighed og chokolade
Hele idéen med fitness kunne stadig ikke give helt mening i mit hoved, selv da jeg var færdig med min første time: Skal jeg virkelig donere blod, sved og tårer, og endda betale for det? Sådan gør man bestemt ikke på bøh-landet, hvor jeg kommer fra. Der får man penge for hårdt arbejde.
Men jeg har endnu ikke formået den ædle kunst, at overleve sin altopslugende samvittighed overfor sig selv og sit helbred. Derfor vil jeg fortsætte med den regelmæssige motion. Men jeg bliver aldrig fitness-sporty, det ligger ganske enkelt ikke til mig. Jeg er mere til naturoplevelser og chokolade.
Og hvad angår fordommene om folk i fitness: Gud ske tak og lov var mine fordomme ikke helt holdbare. Jo, der var skam pumpede fyre, og der var også veltrænede piger med Gucci-tøj og skallen fuld af make-up.
Men der var også folk som mig: Almindelige dødelige, der enten var der for at tabe sig, for at holde sig i form, eller for at tage en times afbræk fra hverdagens stress og lade tankerne fare, mens kroppen arbejdede.
Efter træningstimen gik jeg fluks hjem og spiste et chokolade-påskeæg, tilfreds med dagens anstrengelser. I morgen går jeg ned og stepper det påskeæg langt væk fra mine lår.
Jeg faldt uden tøven for stepmaskiner og motionscykler - dem ved man da hvor man har.
Samvittighed og chokolade
Hele idéen med fitness kunne stadig ikke give helt mening i mit hoved, selv da jeg var færdig med min første time: Skal jeg virkelig donere blod, sved og tårer, og endda betale for det? Sådan gør man bestemt ikke på bøh-landet, hvor jeg kommer fra. Der får man penge for hårdt arbejde.
Men jeg har endnu ikke formået den ædle kunst, at overleve sin altopslugende samvittighed overfor sig selv og sit helbred. Derfor vil jeg fortsætte med den regelmæssige motion. Men jeg bliver aldrig fitness-sporty, det ligger ganske enkelt ikke til mig. Jeg er mere til naturoplevelser og chokolade.
Og hvad angår fordommene om folk i fitness: Gud ske tak og lov var mine fordomme ikke helt holdbare. Jo, der var skam pumpede fyre, og der var også veltrænede piger med Gucci-tøj og skallen fuld af make-up.
Men der var også folk som mig: Almindelige dødelige, der enten var der for at tabe sig, for at holde sig i form, eller for at tage en times afbræk fra hverdagens stress og lade tankerne fare, mens kroppen arbejdede.
Efter træningstimen gik jeg fluks hjem og spiste et chokolade-påskeæg, tilfreds med dagens anstrengelser. I morgen går jeg ned og stepper det påskeæg langt væk fra mine lår.
