Krystalhjertet
Historien om Mira 3
Mira er ikke længere et barn. Hun har forsøgt, og hun har svigtet. Nu har hun mistet Dronningens Tåre, det halssmykke, som hun fik af sin farmor og beskytter, og hun er fange i en arbejdslejr, i minerne, sammen med mange andre Truwaer.
I minerne kommer Mira for alvor til at se, hvad der sker, når ondskaben overtager mennesker.
Hun kommer til at opleve folk, hun tidligere holdt af som slavepiskere og se de virkelige konsekvenser af de dæmoner, der er sluppet løs i landet.
Men Mira er ikke bare hvem som helst: Hun er Truwaernes Stormester og udset til at være den, der kan redde landet og igen bringe fred.
Men hvordan udfører man sit hverv som Stormester, når man har svigtet flere gange, og egentlig slet ikke føler, at man burde leve?
Første halvdel af romanen handler om Miras vej tilbage til sig selv og sit hverv som Stormester. Anden halvdel om hendes forsøg på at gøre sit hjerte til en krystal, der ikke føler smerte.
Men når man ikke kan føle smerte, så kan man heller ikke føle kærlighed.
Krystalhjertet
Krystalhjertet er romanens fineste symbol og tema. Allerede i Historien om Mira, 2 hørte vi eventyret om Krystalhjertet, og i Historien om Mira, 3 bliver Miras liv vævet sammen med eventyret om Krystalhjertet, på samme måde som det bliver vævet sammen med eventyret Hundredeskind, som vi hører i Historien om Mira, 3.
Måden, hvorpå det er lykkedes Josefine Ottesen at skabe fortællinger i fortællingen og lade dem symbolisere og spejle Miras oplevelser, er stærk. Josefine Ottesen holder den røde tråd med Krystalhjertet hele vejen gennem romanen, og selvom læseren nok kan gisne om, hvordan det ender, er det stadig en spændende parallel.
Lidelse, ondskab og mistro
Udover at være en beretning om en piges udvikling fra forkælet stormandsdatter til fuldbåren dæmonbetvinger og kvinde, er Historien om Mira en beretning om lidelse, ondskab og mistro. Det er en beretning om, hvad der sker, når mennesker begynder at mistro hinanden, hvor farligt og ødelæggende for alle denne mistro, og de afgrunde den fører med sig, er.
I virkeligheden behøvede Historien om Mira ikke at være en fantasyroman, der foregik i et ukendt land. Det kunne lige så godt være en beskrivelse af 2. Verdenskrig - eller et utal af andre krige, hvor folk bliver forfulgt, fordi de tilhører en bestemt folkegruppe. Om det så er jøder eller Truwaer, kommer sådan set ud på et: Resultatet er et splittet samfund, gennemsyret af lidelse og ondskab.
Og selvom Miras farmor siger: "Overlad hadet og bitterheden til dem der ikke formår at elske", så er det alligevel svært at huske hele tiden. Ikke kun for Mira, men for os alle sammen.
Personerne
Romanen har nogle fine persontegninger. En af de personer man lægger mest mærke til, er den svagt tænkende Ludna. Hun bliver beskrevet på en måde, der virker meget ægte, og som læser respekterer jeg hendes handlinger, selvom de til tider er grusomme.
I minerne kommer Mira for alvor til at se, hvad der sker, når ondskaben overtager mennesker.
Hun kommer til at opleve folk, hun tidligere holdt af som slavepiskere og se de virkelige konsekvenser af de dæmoner, der er sluppet løs i landet.
Men Mira er ikke bare hvem som helst: Hun er Truwaernes Stormester og udset til at være den, der kan redde landet og igen bringe fred.
Men hvordan udfører man sit hverv som Stormester, når man har svigtet flere gange, og egentlig slet ikke føler, at man burde leve?
Første halvdel af romanen handler om Miras vej tilbage til sig selv og sit hverv som Stormester. Anden halvdel om hendes forsøg på at gøre sit hjerte til en krystal, der ikke føler smerte.
Men når man ikke kan føle smerte, så kan man heller ikke føle kærlighed.
Krystalhjertet
Krystalhjertet er romanens fineste symbol og tema. Allerede i Historien om Mira, 2 hørte vi eventyret om Krystalhjertet, og i Historien om Mira, 3 bliver Miras liv vævet sammen med eventyret om Krystalhjertet, på samme måde som det bliver vævet sammen med eventyret Hundredeskind, som vi hører i Historien om Mira, 3.
Måden, hvorpå det er lykkedes Josefine Ottesen at skabe fortællinger i fortællingen og lade dem symbolisere og spejle Miras oplevelser, er stærk. Josefine Ottesen holder den røde tråd med Krystalhjertet hele vejen gennem romanen, og selvom læseren nok kan gisne om, hvordan det ender, er det stadig en spændende parallel.
Lidelse, ondskab og mistro
Udover at være en beretning om en piges udvikling fra forkælet stormandsdatter til fuldbåren dæmonbetvinger og kvinde, er Historien om Mira en beretning om lidelse, ondskab og mistro. Det er en beretning om, hvad der sker, når mennesker begynder at mistro hinanden, hvor farligt og ødelæggende for alle denne mistro, og de afgrunde den fører med sig, er.
I virkeligheden behøvede Historien om Mira ikke at være en fantasyroman, der foregik i et ukendt land. Det kunne lige så godt være en beskrivelse af 2. Verdenskrig - eller et utal af andre krige, hvor folk bliver forfulgt, fordi de tilhører en bestemt folkegruppe. Om det så er jøder eller Truwaer, kommer sådan set ud på et: Resultatet er et splittet samfund, gennemsyret af lidelse og ondskab.
Og selvom Miras farmor siger: "Overlad hadet og bitterheden til dem der ikke formår at elske", så er det alligevel svært at huske hele tiden. Ikke kun for Mira, men for os alle sammen.
Personerne
Romanen har nogle fine persontegninger. En af de personer man lægger mest mærke til, er den svagt tænkende Ludna. Hun bliver beskrevet på en måde, der virker meget ægte, og som læser respekterer jeg hendes handlinger, selvom de til tider er grusomme.
Som kærlighedsroman er triologien om Mira sød, men forudsigelig. Fra Dæmonernes Hvisken har det været tydeligt, hvem der havde hendes hjerte, og det er stadig tydeligt, selvom hun forsøger at forvandle sit hjerte til Krystal.
På den ene side er det lidt kedeligt med denne forudsigelighed, på den anden side er det meget sødt. Man ville nemlig ikke have, at hun skulle ende med én af sine andre bejlere.
Ambitiøs fantasytrilogi
Historien om Mira er en meget ambitiøs fantasytrilogi. Den springer ikke over hvor gærdet er lavest, og den forsøger at give et billede af mennesker på randen af lidelse og ondskab.
Den fortæller, at uden smerte og lidelse er der ikke kærlighed, og selvom det måske bliver sagt lidt for mange gange og lidt for tydeligt, er det alligevel et fint budskab.
Det er dejligt med en fantasyroman, der ikke tror, at det er nok at fortælle om en stor krig, der bliver vundet. At den forsøger at være mere.
Malakims Sjæleædere og de andre dæmoners indvirken på mennesker er et godt påfund. For det er jo muligt at skabe en fælles "ånd", der får alle til at tro, at det de gør, er rigtigt. Det er set flere gange i verdenshistorien.
I Historien om Mira er denne ånd synlig (for de, der kan se andre verdener), i vores verden er den noget mere abstrakt, men den findes.
Alt i alt er Historien om Mira en meget fin trilogi, der dog, for alle tre romaners vedkommende, godt kan være lidt langsom om at komme i gang. Men når den først kommer i gang, så er den rigtig spændende.
I øvrigt er en stor ros til forsideillustrator Emil Landgren også på sin plads. Det er stærke, følelses- og farvemættede forsidebilleder, der fint illustrerer handlingen.
Jeg vil anbefale alle der holder af ambitiøs fantasy at læse Historien om Mira.
På den ene side er det lidt kedeligt med denne forudsigelighed, på den anden side er det meget sødt. Man ville nemlig ikke have, at hun skulle ende med én af sine andre bejlere.
Ambitiøs fantasytrilogi
Historien om Mira er en meget ambitiøs fantasytrilogi. Den springer ikke over hvor gærdet er lavest, og den forsøger at give et billede af mennesker på randen af lidelse og ondskab.
Den fortæller, at uden smerte og lidelse er der ikke kærlighed, og selvom det måske bliver sagt lidt for mange gange og lidt for tydeligt, er det alligevel et fint budskab.
Det er dejligt med en fantasyroman, der ikke tror, at det er nok at fortælle om en stor krig, der bliver vundet. At den forsøger at være mere.
Malakims Sjæleædere og de andre dæmoners indvirken på mennesker er et godt påfund. For det er jo muligt at skabe en fælles "ånd", der får alle til at tro, at det de gør, er rigtigt. Det er set flere gange i verdenshistorien.
I Historien om Mira er denne ånd synlig (for de, der kan se andre verdener), i vores verden er den noget mere abstrakt, men den findes.
Alt i alt er Historien om Mira en meget fin trilogi, der dog, for alle tre romaners vedkommende, godt kan være lidt langsom om at komme i gang. Men når den først kommer i gang, så er den rigtig spændende.
I øvrigt er en stor ros til forsideillustrator Emil Landgren også på sin plads. Det er stærke, følelses- og farvemættede forsidebilleder, der fint illustrerer handlingen.
Jeg vil anbefale alle der holder af ambitiøs fantasy at læse Historien om Mira.
