Krav-listen
Krav til den kommende kæreste
Jeg har nedfældet min liste her, og derefter nedsablet den med mine nye kommentarer. I takt med, at ferskenhuden er blevet transmogriffet om til appelsinhud ser mine håb nu helt anderledes ud.
- Han skal være mindst 1,8 m høj.
(Det med højden er jeg gået helt fra. Bare han er højere end mig er jeg glad, og det er de fleste eftersom jeg er en væksthæmmet skovnisse og ikke kan kompensere for min højde, fordi jeg ikke kan finde ud af at gå i stilletter.) - Han skal have brune øjne og mørkt hår.
(Det har ingen betydning længere, og det krav giver ingen mening, eftersom de fleste fyre jeg har kendt til, har haft lyst hår og blå øjne.) - Han skal ville have børn og giftes i en kirke.
(Kald mig bare håbløst romantisk, men det krav holder jeg stadig på.) - Han skal være veltrænet og have en pæn krop. (Nu vil jeg hellere have min egen personlige Onslow, der kan gå amok i Marabouchokolade med mig, uden at styrte ned i træningscenteret bagefter. Jeg stiller ikke så store krav til min egen krop, så hvorfor skal han?)
-
- Han skal have en luksuriøs tøjstil. (Armanijakkesæt og Rolexure skræmmer mig langt bort nu. Så foretrækker jeg hellere en afslappet stil, der ikke stiller så store krav til mig.)
- Han må ikke gå i buffaloes.
(Det er der alligevel ikke nogen der gør mere, vel? Så det krav er strøget.) - Han skal huske mærkedage og fødselsdage.
(Bare han ikke glemmer min fødselsdag, så er jeg tilfreds.) - Han skal have en flot bil og et godt betalt arbejde.
(Bilen er ligegyldig - en bunke jern skal ikke bestemme om han er den rette. Og bare han er glad for sit job, kan jeg godt affinde mig med at han er skraldemand eller tarmrenser.)
- Han skal have søde forældre.
(Det ville nu ikke være så dårligt, men et krav som sådan er det vel ikke.)
Han skal ikke være bange for edderkopper.
(Det krav holder jeg stadig lidt på. Han skal gerne kunne massemyrde dem, uden at være bange for dem. Og ve ham, hvis han anskaffer sig en tarantel eller en skorpion.)
(Det krav holder jeg stadig lidt på. Han skal gerne kunne massemyrde dem, uden at være bange for dem. Og ve ham, hvis han anskaffer sig en tarantel eller en skorpion.)
- Han må ikke ryge.
(Ahem, jeg begyndte selv at ryge to år efter listen var udfærdiget - det må være svar nok.) - Han skal kunne lide dyr.
(Så længe han kan affinde sig med, at jeg ikke kan undvære min elskede kat er det noget jeg kan leve med. Men det ville ikke være helt slemt, hvis han også kan lide hunde, heste, kaniner, mus, køer, egern, chincillaer, køer, lamaer, grise... - ja, pointen er vist udpenslet.) - Han skal ikke bøvse eller prutte når jeg er der.
(Er der nogen der bryder sig om det? Nej, vel.) - Han skal kunne spille guitar.
(Ikke et krav, men fyre der kan kvæde en vise på en guitar, er ikke til at stå for...)
Ak ja, hvem vil dog også have en lille furie der stiller tårnhøje krav, og ikke engang selv gider leve op til noget hun ikke er? På nuværende tidspunkt har jeg ikke nogen rigtige krav, jeg tager tingene som de kommer. Og jeg priser mig lykkelig for, at min tilgang til forhold og fyre har ændret sig siden jeg var 14 år gammel. Man skal jo lære så længe man lever, ikke?