Klummen - Tillykke med livet
Klummen - Hvorfor er det så svært at forfølge sine drømme?
Vi har ét liv at leve i - for at leve livet
fuldt
ud kan vi ikke gå ud fra andet end
dét. Uanset tro og religion kan vi jo i bund og grund ikke basere 80 år på noget vi ikké aner en fløjtende fis om. Jeg tror på en gud, men jeg tror endnu mere på nu'et - hvad er ellers meningen med min eksistens?
Tænk en gang, hvis vores liv kun blev bedømt af os selv - hvis vi selv tog ansvar for vores valg og undersøgte hvad livets gave havde at tilbyde os uden at tænke på at skulle tilfredsstille andre. Hvor fantastisk hva'!
Men hvorfor er det, at vi ikke gør det alligevel? Vi lægger alt for meget af vores lykke i andres hænder, og nok så cliché-agtigt det lyder, så kan vi ikke gøre andre lykkelige, hvis vi ikke selv er det!
Der er en hel verden foran os - et helt univers - og alt for mange står fast i deres trygge bobbel uden nogensinde at mærke, hvem de i virkeligheden er.
Vi har alle redskaber og værktøjer til at finde ud af alle sider og muligheder, der ligger i os, men vi undersøger dem ikke. Er det fordi vi ikke er nysgerrige nok? Det tror jeg virkelig ikke på. Jeg tror vi er bange - bange for fiasko, bange for en usikker fremtid, bange for at tabe ansigt, bange for at være til grin, bange for ikke at tilfredsstille, bange for at miste drømmen.
Hvor er det så, at jeg synes man skal tage sig sammen og for guds skyld leve livet?
Til at starte med, ville det være en god idé, at slette tankegangen; "en drøm er fantasi", for fantasien er kun i hovedet, og drømmen er noget, der burde udleves og opleves. Men hvad er det i bund og grund vi drømmer om? Er det masser af penge, en flot uddannelse, en dejlig mand og smukke børn? Nej! Dét er ikke en drøm, det er et håb! Kombinér drømme og håb, og jeg tror på livet. I bund og grund handler det jo om at kende sig selv og turde grave dybere.
Vi har fået en mulighed, en chance, så lad være med at forspilde den.
dét. Uanset tro og religion kan vi jo i bund og grund ikke basere 80 år på noget vi ikké aner en fløjtende fis om. Jeg tror på en gud, men jeg tror endnu mere på nu'et - hvad er ellers meningen med min eksistens?
Tænk en gang, hvis vores liv kun blev bedømt af os selv - hvis vi selv tog ansvar for vores valg og undersøgte hvad livets gave havde at tilbyde os uden at tænke på at skulle tilfredsstille andre. Hvor fantastisk hva'!
Men hvorfor er det, at vi ikke gør det alligevel? Vi lægger alt for meget af vores lykke i andres hænder, og nok så cliché-agtigt det lyder, så kan vi ikke gøre andre lykkelige, hvis vi ikke selv er det!
Der er en hel verden foran os - et helt univers - og alt for mange står fast i deres trygge bobbel uden nogensinde at mærke, hvem de i virkeligheden er.
Vi har alle redskaber og værktøjer til at finde ud af alle sider og muligheder, der ligger i os, men vi undersøger dem ikke. Er det fordi vi ikke er nysgerrige nok? Det tror jeg virkelig ikke på. Jeg tror vi er bange - bange for fiasko, bange for en usikker fremtid, bange for at tabe ansigt, bange for at være til grin, bange for ikke at tilfredsstille, bange for at miste drømmen.
Hvor er det så, at jeg synes man skal tage sig sammen og for guds skyld leve livet?
Til at starte med, ville det være en god idé, at slette tankegangen; "en drøm er fantasi", for fantasien er kun i hovedet, og drømmen er noget, der burde udleves og opleves. Men hvad er det i bund og grund vi drømmer om? Er det masser af penge, en flot uddannelse, en dejlig mand og smukke børn? Nej! Dét er ikke en drøm, det er et håb! Kombinér drømme og håb, og jeg tror på livet. I bund og grund handler det jo om at kende sig selv og turde grave dybere.
Vi har fået en mulighed, en chance, så lad være med at forspilde den.
Jeg har valgt at gå efter min drøm, og jeg har opdaget ting i mig selv og pakket ting ud som jeg ikke troede jeg indebar - jeg lever og nok så ondt
det kan gøre, så kan det gøre mig tusinde gange så lykkelig. Jeg vil i hvert fald aldrig føle, at jeg har forspilt mine chancer eller livet - jeg er på en evig rejse og er lykkelig, fordi jeg lytter til mig selv.
Man skal mærke efter, hvad man har lyst til, brug for, føler for - ellers vil man vel aldrig være rigtig lykkelig! Eller er man? Man lever og ånder da i hvert fald ikke.
Jeg vil give mere end mine ord, så derfor vil jeg skrive nogle redskaber, som kan bruges til at lære sig selv bedre at kende, så man kan bryde sin comfort zone:
1)
Skriv dagbog.
Vi glemmer hurtigt, specielt hvordan vi har følt og tacklet forskellige situationer - det giver et vidunderligt indblik i ens udvikling og gør det nemmere at bryde dårlige vaner.
Du vil huske dig selv bedre.
2)
Meditér.
Du kan meditere ved enten at sidde stille eller løbe en tur. Det handler i bund og grund bare om at være i kontakt med sig selv og slappe af. Frigive sig fra stress og jag, og lytte til sin krop og sjæl.
3)
Tal med dig selv.
Dette er en skuespiller-øvelse, der åbner helt nye døre for dig,
hvis du hengiver dig og er fuldstændig ærlig overfor dig selv.
Gå rundt alene i f.eks. din stue, og start med følgende sætning: "Jeg har brug for......" - ex. Jeg har brug for frihed. Mærk så efter i din krop og fortsæt. Ex. Jeg har brug for frihed, jeg har brug for kærlighed, jeg har brug for et glas mælk osv.
Det vigtige er blot, at du mærker efter, hvis du har brug lige nu og her - det kan jo variere fra sekund til sekund. Når du føler du har fat i noget, så gør det samme med følgende sætninger: "Jeg føler mig....." og "Jeg har lyst til at....". Vær specifik og ærlig. Du er fri og ingen dømmer dig.
Denne øvelse kan også bruges som "par-terapi" ved at bruge ovenstående sætninger og sætningen:
"Du får mig til at føle mig..."
Få noget ud af dit liv, tag chancer og stol på din intuition.
Man skal sgu også fucke lidt op en gang imellem, før man kan føle, at man er i live.
Sæt pris på det!
det kan gøre, så kan det gøre mig tusinde gange så lykkelig. Jeg vil i hvert fald aldrig føle, at jeg har forspilt mine chancer eller livet - jeg er på en evig rejse og er lykkelig, fordi jeg lytter til mig selv.
Man skal mærke efter, hvad man har lyst til, brug for, føler for - ellers vil man vel aldrig være rigtig lykkelig! Eller er man? Man lever og ånder da i hvert fald ikke.
Jeg vil give mere end mine ord, så derfor vil jeg skrive nogle redskaber, som kan bruges til at lære sig selv bedre at kende, så man kan bryde sin comfort zone:
1)
Skriv dagbog.
Vi glemmer hurtigt, specielt hvordan vi har følt og tacklet forskellige situationer - det giver et vidunderligt indblik i ens udvikling og gør det nemmere at bryde dårlige vaner.
Du vil huske dig selv bedre.
2)
Meditér.
Du kan meditere ved enten at sidde stille eller løbe en tur. Det handler i bund og grund bare om at være i kontakt med sig selv og slappe af. Frigive sig fra stress og jag, og lytte til sin krop og sjæl.
3)
Tal med dig selv.
Dette er en skuespiller-øvelse, der åbner helt nye døre for dig,
hvis du hengiver dig og er fuldstændig ærlig overfor dig selv.
Gå rundt alene i f.eks. din stue, og start med følgende sætning: "Jeg har brug for......" - ex. Jeg har brug for frihed. Mærk så efter i din krop og fortsæt. Ex. Jeg har brug for frihed, jeg har brug for kærlighed, jeg har brug for et glas mælk osv.
Det vigtige er blot, at du mærker efter, hvis du har brug lige nu og her - det kan jo variere fra sekund til sekund. Når du føler du har fat i noget, så gør det samme med følgende sætninger: "Jeg føler mig....." og "Jeg har lyst til at....". Vær specifik og ærlig. Du er fri og ingen dømmer dig.
Denne øvelse kan også bruges som "par-terapi" ved at bruge ovenstående sætninger og sætningen:
"Du får mig til at føle mig..."
Få noget ud af dit liv, tag chancer og stol på din intuition.
Man skal sgu også fucke lidt op en gang imellem, før man kan føle, at man er i live.
Sæt pris på det!
