Klummen - Om børnefamilier
Hvorfor er de overalt???
Fredag aften, der er lige gået penge ind på kontoen, og med på SU er det eneste anstændige, man kan tilbyde sin date samme aften, en middag på Bones, hvilket jo i og for sig også er fint nok.
Da vi træder ind, slår den tykke luft af mad em en i hovedet, og allerede der kan man næsten smage alt kødet i Route 66, men larmen slår endnu højere. Cirka 30 unger flyver skrigende rundt over det hele, og selv personalet har sit at kæmpe med, når de skal rundt med mad til de forskellige borde.
Man er nødt til selv at kæmpe mod irritationen, når man med rumlende mave og store zigzag bevægelser skal liste sig igennem de i forvejen smalle gange mellem bordene, mens man beder for ikke at træde på lille Johan, der ligger et eller andet sted og roder rundt.
Forældrene sidder fornøjet og stolte ved deres borde, for børn skal da være børn og skide være med, at der er andre på restauranten, der er kommet og betaler langt over 500,- for at få et halvbilligt sted at spise og hygge med en eventuel date.
Udover det er der nu heller ikke noget mere irriterende end at gå ned gennem strøget og på halvvejen allerede været blevet ramt af fire klapvogne og syv barnevogne, fordi forældrene åbenlyst ikke har taget kørekort til disse. Og når de rammer en med hjørnet af deres store, fede tvillinge barnevogn, som man med alle kræfter har prøvet at undgå, er det DEM, der kigger med sammenknebne øjne, for det var da ihvertfald min skyld, at de ikke kan styre den igennem menneskemængden, som alle ved er der fra klokken 16 og frem til lukketid.
Da vi træder ind, slår den tykke luft af mad em en i hovedet, og allerede der kan man næsten smage alt kødet i Route 66, men larmen slår endnu højere. Cirka 30 unger flyver skrigende rundt over det hele, og selv personalet har sit at kæmpe med, når de skal rundt med mad til de forskellige borde.
Man er nødt til selv at kæmpe mod irritationen, når man med rumlende mave og store zigzag bevægelser skal liste sig igennem de i forvejen smalle gange mellem bordene, mens man beder for ikke at træde på lille Johan, der ligger et eller andet sted og roder rundt.
Forældrene sidder fornøjet og stolte ved deres borde, for børn skal da være børn og skide være med, at der er andre på restauranten, der er kommet og betaler langt over 500,- for at få et halvbilligt sted at spise og hygge med en eventuel date.
Udover det er der nu heller ikke noget mere irriterende end at gå ned gennem strøget og på halvvejen allerede været blevet ramt af fire klapvogne og syv barnevogne, fordi forældrene åbenlyst ikke har taget kørekort til disse. Og når de rammer en med hjørnet af deres store, fede tvillinge barnevogn, som man med alle kræfter har prøvet at undgå, er det DEM, der kigger med sammenknebne øjne, for det var da ihvertfald min skyld, at de ikke kan styre den igennem menneskemængden, som alle ved er der fra klokken 16 og frem til lukketid.
Og så er der busserne, de skal stoppe, fordi der skal en barnevogn ind, og det er selvfølgelig også altid i myldretiden, så man er nødt til at tage sig selv i at bande de små, skrigende unger - der ikke forstår et klap af, hvad der foregår - ad helvedes til, fordi man selv har haft en lang dag, og det romerske riges økonomi flyder rundt med kernefysikteorier og tyske gloser.
En ting er sikkert. Jeg skal aldrig have børn, og det er for at skåne mine omgivelser, men hold kæft det må være fedt endelig at være blevet far, tænk at have gået rundt med en hysterisk kone i ni måneder og skulle stå på pinde hvert sekund af døgnet, og endelig er det overstået. Så er et barn sgu en lille ting.
En ting er sikkert. Jeg skal aldrig have børn, og det er for at skåne mine omgivelser, men hold kæft det må være fedt endelig at være blevet far, tænk at have gået rundt med en hysterisk kone i ni måneder og skulle stå på pinde hvert sekund af døgnet, og endelig er det overstået. Så er et barn sgu en lille ting.
