Aniston

KLOVN The Movie

En kanojagt kan ikke sammenlignes med en biljagt.

2 ud af 6 stjerner
KLOVN The Movie
På coveret siger "KLOVN The Movie" undskyld på forhånd.

Og denne film er også mere end pinlig!

Frank og Casper skal nemlig på "Tour de Fisse" og slæber en dreng ved navn Bo med, fordi Frank gerne vil bevise, at han kan være en god far.

Det hele ender med en tur på Gudenåen i kano, et smut til Skanderborg Festival, lidt for intime detaljer om små tissemænd og meget mere.

Mandeflirterier er der også nok af, og så er "KLOVN The Movie" spækket med kendte ansigter såsom Medina, Lars Hjortshøj og Bent Fabricius Bjerre.

Og mere behøves vist ikke afsløres her...

Ikke blevet klogere
Jeg kan dog lige så godt indrømme med det samme, at jeg helt ærlig aldrig har set så meget som fem minutter af KLOVN (serien). Og jeg er egentlig heller ikke den store Frank & Casper-fan.

Men jeg har hørt meget om både serien og filmen. Det gjorde, at jeg nu sprang ud i at se "KLOVN The Movie".

"KLOVN The Movie" er en film fyldt med platheder, dårlige jokes, fisse, onani og meget andet, som desværre ikke giver mig et kick, når det er mikset i en cocktail med Frank Hvam og Casper Christensen..

Det vildeste i filmen er en kanojagt ... Denne er dog slet ikke at sammenligne med en biljagt, og resten af filmen er ikke at sammenligne med nogen anden film.

Jeg indrømmer: Jeg trak på smilebåndet et par gange, og den skulle vel også et eller andet sted ses, men derudover ... Tja ... Er du ikke til KLOVN, så er du nok heller ikke til "KLOVN The Movie".

Jeg ville med andre ord gerne forstå hele pointen med KLOVN (eller mangel på samme), men KLOVN The Movie gjorde mig desværre ikke klogere.

KLOVN The Movie er udkommet på dvd den 10. juni 2011.

Foto: KeyArt
ANNONCE
Del

Seneste nyt