Aniston

Klodset og uheldig

Ikke bare én af de der dage. Mange af dem!

Kender du det, når man i perioder får det forkerte ben ud af sengen, hver dag?! Dag et: bule i bilen, dag to: faldt ned af trappen, dag tre: slog hovedet ind i et bord, dag fire...
Klodset og uheldig
Det startede med en fredag i sidste uge, hvor jeg var glad og skulle hjem fra arbejde og holde weekend. Da jeg kom ud, så jeg en kæmpestor bule med tilhørende rids i min bil.

Først troede jeg, det var noget hø eller et blad, der sad der, og så ville jeg lige børste det væk, men nej, det var simpelthen et stykke metal, der sad og strittede på en kæmpe bule. Der var en, der var kørt lige ind på min bil! Den er efterfølgende begyndt at knirke og knage. Kører den på sidste tank?

Da jeg lørdag nat skulle sove, var der et eller andet, der blev ved med at banke på udenfor mit værelse. En træls dunkende og skrabende lyd. Da der for nyligt stod en mand udenfor og kiggede ind midt om natten, var det ikke lige så rart med lyde derude.

Jeg var ude og kigge med lygte og det hele, men der var intet at se. Jeg vækkede min far to gange, så han kunne finde ud af, hvor lyden kom fra. Men hver gang han var hernede og lytte, var der selvfølgelig ikke noget. I stedet for en redningsmand fik jeg så et undrende blik.

Det endte med, at jeg måtte sove oppe i stuen.

Da jeg stod op om morgenen og ville gå ned på mit værelse, faldt jeg ned af trappen. I ved, når man tror, der er et skridt tilbage, men der rent faktisk er fire? Jeg fik kæmpe hudafskrabninger på knæ og albue.

Så skulle vi sætte lamelgariner op i vores nye hus, og her slog jeg hovedet lige ind i hjørnet af et skrivebord.

I foregårs ville jeg lave suppe til min far. Jeg skulle smage den til og brændte så tungen så meget, at jeg ikke har kunnet smage noget siden.

I dag har jeg indtil videre væltet sodavand udover køkkengulvet og et glas vand ned i tastaturet. Da jeg skulle finde noget hurtigt at tørre op med, tog jeg et håndklæde - som så viste sig at være mit marsvins belortede et af slagsen.

Nu sidder jeg så med en forbrændt tunge og er øm i hele kroppen, efter jeg så pænt ville gå/løbe en tur med min søsters hund. Det kom selvfølgelig også tilbage for at bide mig i røven.

Har jeg været så uartig, at jeg ikke bare fik dårligt vejr på min fødselsdag, men to ekstra uger med hudafskrabninger? Er jeg fuld, siden jeg ikke kan lade være med at snuble? Er det karma, der er kommet for at hente mig?

Hvad mere kan der gå galt?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce