Aniston

Klasse

Roman af Curtis Sittenfeld

8 ud af 6 stjerner
Ved et tilfælde ligger roman "Klasse" i postkassen, og af ren og skær nysgerrighed bliver den læst. Det er en gribende fortælling om en teenagers liv på en amerikansk kostskole, med alt hvad der dertil hører af konflikter, drømme og kærlighed. 
Klasse
Lee Fiora er en ganske almindelig pige på 14 år fra middelklassen. Hun ser tilfældigvis en brochure fra den prestigefyldte kostskole, Ault med dens høje faglige niveau - og så er der jo også en masse, lækre fyre.

Hun søger ind på Ault, kommer ind, får et stipendium og får overtalt sine forældre til at lade hende tage af sted. Selvom Lee har været en selvsikker og dygtig elev hjemme i South Bend, Indiana, udvikler den følsomme og observante piges møde med den amerikanske overklasseungdom sig til en social og faglig underskudsforretning.

Lee prøver at finde sig selv i dette nye og ukendte miljø. Hun lever sine fire år på kostskolen som en tilskuer til alle andres liv, dog uden at hun på noget tidspunkt er udstødt. Lees problem er, at hun i stedet for at investere sig selv, som den hun nu er, i livet på skolen, så fører hun en urentabel tilpasningspolitik, som hun ikke kan gennemføre, da hun ikke har den samme sociale og økonomiske baggrund som de andre elever.

Hendes frygt for at blive afsløret som en outsider, isolerer hende stille og roligt som... Ja, en outsider, som hverken hører til blandt de populære eller de upopulære elever.

De chancer hun får til at få etableret en social omgangskreds, smuldrer mellem hænderne på hende, mens hun med stigende desperation forsøger at analysere sig til, om de givne muligheder vil være acceptable i skolens sociale overklasse-univers.

Lee ender med at fiksere sig selv i en passiv tilstand, hvor hun hverken kan tage imod de udstrakte hænder, der trods alt møder hende, eller selv række hånden ud. Således udgrænset af kostskolens sociale liv henslæber hun fire år af sit liv. Der er både op- og nedture, men det overordnede billede af teenagepigens liv er mismodigt.

Fantastisk, humoristisk roman
Igennem hele romanen lærer Lee en masse om sig selv, og jo mere hun udvikler sig, des mere bliver vi som læsere indført i hendes tanker om fortiden, nutiden og en smule om fremtiden. Dette gør, at man føler med hende samt kommer ind bag hendes tanker på grund af skrivestilen.
 
Man bliver grebet af universet fra første side, og det er til tider svært at lægge bogen fra sig, da man lige må vide, om hun kommer til at spille med i kampen, består prøven, eller om hun får en kæreste. Den er skrevet på en humoristisk måde, og adskillige steder sidder man også og griner højlydt over de mange komiske situationer.
 
Men ligegyldigt, hvor god handlingen og skrivestilen ellers er, så er der et stort minus ved oversættelsen, der gør, at man kan miste lysten til at læse videre. I bund og grund er den godt oversat, men det virker som om, den ikke er blevet gennemlæst, inden den er røget i trykken. Der er rigtig mange slå-fejl, grammatiske fejl, deciderede stavefejl og enkelte steder er der også nogle meget mystiske sætningskonstruktioner.
 
Hvis man kan abstrahere fra de mange fejl i bogen, og hvis man er en tøs eller kvinde, så er det bestemt en bog, der kan anbefales.

Tak til forlaget Hr. Ferdinand for fremsendelse af roman.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce