Aniston

Kend din mand

Tilbage på skolebænken piger

Det første I kvindfolk skal vide er, at alle disse lækkerier I skal til at læse, ikke er dokumenteret eller videnskabeligt bevist, dog er alt sandt. Nogle af disse informationer er måske hårde at erfare for de sarte trunter, ja endda eventuelt for de sarte mænd (som i sidste ende også er kvinder). Jeg har prøvet på ikke at overdrive, ikke at lyve, ikke at fordreje sandheden. Kære læser, du skal nu til at lære sandheden: Kend din mand.
ANNONCE
Kend din mand
Vi kender det jo alt for godt, så der er ikke nogen grund til at rive op i en kliché, men I piger siger, at vi aldrig slår brættet ned. Ja, det er der nogen som ikke gør, men nu skal I ikke begynde at klappe i jeres "fransk-manicure-behandlede-hænder". Dem som rent faktisk gør det, ja de har da aldrig slået det op.

Igen stoler vi blindt på vores ret til at indtage et domicil og betvinge den vores vilje ved at vise exceptionelle evner indenfor balance og præcision. Så piger, næste gang I roser jeres kæreste, som var det en logrende labrador, så husk på sandsynligheden for, at brættet nok aldrig har forladt kummen, og der i højeste grad sikkert er små pytter af urin rundt omkring på brættet. For vi mænd er også overbevist om, at vi kan gøre dette trick i mørke.
 
Når du møder en mand i byen, og du sidder sammen med dine veninder og savler over fyren, så gør os en tjeneste, gå dog op og snak med os. Lad være med alle de der tricks, såsom kostbarhed og tilbageholdenhed. Vi er kraftdeme for dumme til at opfatte det.

Hvis du bliver ved med hele tiden at spille op, men stadig omgiver dig med mystik, så bliver vi så forvirrede at vi:
 
A: drikker os endnu mere stive og ude af stand til at se dig gennem tågerne, eller

B: finder en mindre kompliceret pige, som gerne vil snave.
 
"Ej, hvor ser du godt ud", ja det er nok til, at I piger føler jer bare den lille smule gladere de næste fem minutter. Har I nogensinde tænkt over, at vi mænd også bliver glade for komplimenter? Vi lever jo trods alt i 2006, og metroseksualiteten er gradvist stigende. Så et lille vink i ny og næ eller et kærligt klap i røven, som man har straffet de sidste tre måneder på en stepmaskine i Fitness.dk for, ja det vil gøre din mand glad.  
 
Vi vil ikke domineres, eller jo måske alligevel? Vi vil ihvertfald gerne føle, at det er os, som bestemmer, men her er det, den virkelige udfordring ligger for os mænd. For hvis der er noget, I er gode til, I kvinder, så er det, at I kan nikke, smile og vise nok kavalergang til, at vi tænker: "He he, så fik jeg sgu lige sat hende på plads". Gu har vi da ej!!! I 90 % af tilfældene har I bare talt os efter munden, for det er det, I kan, I manipulerende skøger.
 
I kan ramme alle de rigtige knapper hos os mænd, og få os til at føle os som konger, men i sidste ende er det jer, som vinder på det. For ved at give os ret på de rigtige tidspunkter, formår I at skabe momentum for et senere angreb, for eksempel en spontan Ikea-tur lørdag formiddag med os som slæbehest og økonomisk støtte.
 
Ja, vi er nogle sælsomme væsner os mænd, men dog simple. De ting, jeg har skrevet, er blot en promille af den store sandhed omkring os mænd. Derfor er der jo mulighed for at komme igen og sprede lidt guldkorn på et senere tidspunkt.
 
Vi er ikke altid nemme at have med at gøre, men I kan heller ikke leve uden os.
 
Det skal dog siges, at vi har endnu sværere ved at blive kloge på jer kvinder, men I er stadig klogere end os, så lad venligst være med at udnytte dette. På forhånd tak.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce