Keeping up Appearances
Når facaden bryder sammen og man er helt alene
Bag facaden gemmer sandheden sig. En kvinde, der er bange for at se sandheden i øjnene og acceptere, at ens forældre ikke lever for altid.
Moderen lever godt nok, men efter hun for 15 år siden fik en hjerneblødning, har der ikke været kontakt med hende i over ti år. Noget stort afsavn? Næ, livet går videre. Faderen derimod, har taget sig af kvinden mens hun voksede op og har altid været der for kvinden. I kvindes, og også mange andres, øjne, så er han en af hverdagens helte. Han er brandmand og har igennem sin lange karriere reddet over hundrede mennesker.
Kvinden, der er vokset op med historier om faderens arbejde, og selv har oplevet en del ting, ved at ingen er udødelige. Så derfor har hun opbygget en facade, hvor alt tilsyneladende er i den skønneste orden. Hun er altid glad og smilende og med på den værste. Alt dette er spil fra galleriet.
Men facaden er skrøbelig bygget og kan meget let bryde sammen. Der skal ikke meget til før det hele krakelerer. Når dette sker, så søger kvinden tilflugt i trygge rammer hos faderen. Der er altid trøst at hente. Han er hendes helt og er der altid for hende.
En eftermiddag bliver hun ringet op. Det er faderen. Han er blevet indlagt på hjerteafdelingen. Lægerne mistænker problemer med hjerteklapperne, men der er ventetid på at få en hjertescanning og derfor beholder de faderen på hospitalet. Kvinden kører ud og besøger ham. Han virker ved godt mod og føler sig trods svimmelhed og kvalme ved godt mod. Deres samtale er præget af sort humor, for på den måde at undgå at se realiteten i øjnene.
Kvinden kører hjem igen. Hun prøver at lade være med at tænke over hvad der er galt med hendes fader. Hun holder sig beskæftiget indtil hun skal i seng, for at undgå tankerne.
Klokken er blevet mange og kvinden går i seng. Hun ligger alene i et mørkt rum i faderens hus. Alene med tankerne. Kvinden prøver desperat at redde den faldende facade, men det kan ikke lade sig gøre. Det er gået op for hende, at hun på nuværende tidspunkt er helt alene. Ingen far, der kan trøste hende og sige at det nok skal gå, og at hun ikke skal være bekymret. Der er ingen til at holde om hende, nu hvor hun har allermest brug for det.
Kvinden, der er vokset op med ordsproget, at man ikke skal male fanden på væggen, er på få sekunder alene med sine tanker og værste frygt, blevet forvandlet til en lille pige, der ikke kan holde tårerne tilbage. Hun er ikke gammel til at miste sin fader.
Hvor ville jeg ønske dette bare var en ond drøm, og ikke mig der nu kæmper alene med tankerne, frygten og en nedbrudt facade.
Moderen lever godt nok, men efter hun for 15 år siden fik en hjerneblødning, har der ikke været kontakt med hende i over ti år. Noget stort afsavn? Næ, livet går videre. Faderen derimod, har taget sig af kvinden mens hun voksede op og har altid været der for kvinden. I kvindes, og også mange andres, øjne, så er han en af hverdagens helte. Han er brandmand og har igennem sin lange karriere reddet over hundrede mennesker.
Kvinden, der er vokset op med historier om faderens arbejde, og selv har oplevet en del ting, ved at ingen er udødelige. Så derfor har hun opbygget en facade, hvor alt tilsyneladende er i den skønneste orden. Hun er altid glad og smilende og med på den værste. Alt dette er spil fra galleriet.
Men facaden er skrøbelig bygget og kan meget let bryde sammen. Der skal ikke meget til før det hele krakelerer. Når dette sker, så søger kvinden tilflugt i trygge rammer hos faderen. Der er altid trøst at hente. Han er hendes helt og er der altid for hende.
En eftermiddag bliver hun ringet op. Det er faderen. Han er blevet indlagt på hjerteafdelingen. Lægerne mistænker problemer med hjerteklapperne, men der er ventetid på at få en hjertescanning og derfor beholder de faderen på hospitalet. Kvinden kører ud og besøger ham. Han virker ved godt mod og føler sig trods svimmelhed og kvalme ved godt mod. Deres samtale er præget af sort humor, for på den måde at undgå at se realiteten i øjnene.
Kvinden kører hjem igen. Hun prøver at lade være med at tænke over hvad der er galt med hendes fader. Hun holder sig beskæftiget indtil hun skal i seng, for at undgå tankerne.
Klokken er blevet mange og kvinden går i seng. Hun ligger alene i et mørkt rum i faderens hus. Alene med tankerne. Kvinden prøver desperat at redde den faldende facade, men det kan ikke lade sig gøre. Det er gået op for hende, at hun på nuværende tidspunkt er helt alene. Ingen far, der kan trøste hende og sige at det nok skal gå, og at hun ikke skal være bekymret. Der er ingen til at holde om hende, nu hvor hun har allermest brug for det.
Kvinden, der er vokset op med ordsproget, at man ikke skal male fanden på væggen, er på få sekunder alene med sine tanker og værste frygt, blevet forvandlet til en lille pige, der ikke kan holde tårerne tilbage. Hun er ikke gammel til at miste sin fader.
Hvor ville jeg ønske dette bare var en ond drøm, og ikke mig der nu kæmper alene med tankerne, frygten og en nedbrudt facade.
