Kampen for ligestilling
Var den forgæves ?
Barbie før og nu
I flere århundrede fremover ændrede det sig heller ikke. Det er kun et hundrede år siden, at en selvfølgelighed som stemmeret var forbeholdt mænd. For halvtreds år siden var en kvindes største drøm at blive en hjemmegående husmor på høje hæle, som balancerede mellem børn, mand og opvask. Eller en pin-up pige, som kunne hænge i
Som et barn født i tresserne, havde jeg en mor, som altid lugtede af hårspray, og hvis pinkfarvede stiletsko jeg stjal ved enhver given lejlighed. Men jeg kan også huske hendes ømme fødder, efter en hel dags arbejde i tyve centimeters højde. Skilsmisse var en uhørt ting, og facaden skulle bevares bag ligusterhækken for enhver pris.
Velstand var der nok af, arbejdsløshed en ukendt ting. Faktisk importerede vi dem, der manglede, fra eksotiske lande som Tyrkiet. At min egen mor arbejdede, var i og for sig også lidt unormalt, for de fleste kvinder var hjemmegående. Fritidsordninger og børnehaver var et fremmedord, og noget de færreste stiftede bekendsskab med.
Alt det ændrede sig, da jeg blev teenager, og tiden var de vilde rebelske halvfjerdser. Jeg var med, da kvinder steg op på barrikaderne, brændte deres BH og krævede ligeløn for lige arbejde. Det var tiden med ø-lejre, batikfarvet tøj og Røde Mor. Det var in at bo i kollektiver og dele arbejdet. Og arbejde ville kvinderne, ikke noget med at gå hjemme og varte mand og børn op længere, men ud på arbejdsmarkedet og realisere sig selv.
Der var også god brug for kvinderne, for det var ikke længere nok med den udenlandske arbejdskraft, hvis velstanden skulle stige. Med kvinderne på arbejdsmarkedet, var der ikke længere nogen hjemme til at tage imod børnene, når de kom fra skole, og børnehaver og fritidsordningerne skød op som paddehatte. Den seksuelle revulotion var en realitet, og Danmark verdens førende indenfor pornoindustrien.
Så næsten over nat kom oliekrisen. Fabrikker og forretninger gik konkurs, og arbejdsløshed var pludselig et ord, som stod alt for tit på forsiden af aviserne. Verdensøkonomien havde taget et dyk, og det kunne som altid mærkes i lille Danmark. Selvom firserne og halvfemserne ikke bød på forbedringer, opretholdt vi stadig et godt leveniveau herhjemme, og vi havde på et tidspunkt endda et af verdens bedste sociale net, samt et sundhedsvæsen, der lå på førstepladsen.
Som et barn født i tresserne, havde jeg en mor, som altid lugtede af hårspray, og hvis pinkfarvede stiletsko jeg stjal ved enhver given lejlighed. Men jeg kan også huske hendes ømme fødder, efter en hel dags arbejde i tyve centimeters højde. Skilsmisse var en uhørt ting, og facaden skulle bevares bag ligusterhækken for enhver pris.
Velstand var der nok af, arbejdsløshed en ukendt ting. Faktisk importerede vi dem, der manglede, fra eksotiske lande som Tyrkiet. At min egen mor arbejdede, var i og for sig også lidt unormalt, for de fleste kvinder var hjemmegående. Fritidsordninger og børnehaver var et fremmedord, og noget de færreste stiftede bekendsskab med.
Alt det ændrede sig, da jeg blev teenager, og tiden var de vilde rebelske halvfjerdser. Jeg var med, da kvinder steg op på barrikaderne, brændte deres BH og krævede ligeløn for lige arbejde. Det var tiden med ø-lejre, batikfarvet tøj og Røde Mor. Det var in at bo i kollektiver og dele arbejdet. Og arbejde ville kvinderne, ikke noget med at gå hjemme og varte mand og børn op længere, men ud på arbejdsmarkedet og realisere sig selv.
Der var også god brug for kvinderne, for det var ikke længere nok med den udenlandske arbejdskraft, hvis velstanden skulle stige. Med kvinderne på arbejdsmarkedet, var der ikke længere nogen hjemme til at tage imod børnene, når de kom fra skole, og børnehaver og fritidsordningerne skød op som paddehatte. Den seksuelle revulotion var en realitet, og Danmark verdens førende indenfor pornoindustrien.
Så næsten over nat kom oliekrisen. Fabrikker og forretninger gik konkurs, og arbejdsløshed var pludselig et ord, som stod alt for tit på forsiden af aviserne. Verdensøkonomien havde taget et dyk, og det kunne som altid mærkes i lille Danmark. Selvom firserne og halvfemserne ikke bød på forbedringer, opretholdt vi stadig et godt leveniveau herhjemme, og vi havde på et tidspunkt endda et af verdens bedste sociale net, samt et sundhedsvæsen, der lå på førstepladsen.
Det 21. århundrede
Vi skriver 2008 nu, det nye millenium er begyndt. Men når jeg ser mig omkring, på den nye generation af unge kvinder, ser jeg godt nok, at de fleste stadig uddanner sig, ikke nødvendigvis som akademikere, som man måske skulle tro, men alligevel. Derimod kan jeg ikke længere se spor af nogen kvindekamp: ordet ligeløn er forsvundet fra læberne og forsiderne. Selvom kvinder stadig ikke får samme løn, er kampen for den ikkeeksisterende. Stilethælene og læbestifterne er atter allestedsnærværende, og det er som om, vi er vendt tilbage til halvtredserne, hvor alt engang startede.
Vi kæmper imod racisme, men hvad med sexismen. Vi forarges over, at muslimske kvinder går med tørklæde, mange af dem endda frivilligt. Vi forarges over tvangsægteskaber opg fratagelsen af disse kvinders rettigheder. Men hvad med vores egne rettigheder?
Er det at gå med tørklæde så meget værre, som når vi selv stiller op til
Hvorfor forarges vi ikke over de små, dumme bemærkninger som "dumme blondiner", "hoe" eller det danske "luder"? - En nedsættende bemærkning bliver ikke kønnere af at blive sagt med et smil, næsten tværtimod. Eller tilnærmelserne, som vi egentlig helst ville være foruden, men finder os i for ikke at blive opfattet, som en dum kælling? Hvorfor er voldtægt stadigvæk noget, som kun de færreste anmelder, da det jo alligevel ikke kan betale sig? Man bliver ikke mindre smuk eller feminin af at holde på sin ret, så hvorfor holdt vi op med at kæmpe?
Jeg håber inderligt, at jeg lever længe nok til at opleve en verden, hvor der ikke længere er forskel på, hvad race man er født som, og fremfor alt hvor det ikke spiller nogen rolle, om man tilfældigvis er født som mand eller kvinde. Hvor alle er lige for loven, og hvor det eneste, som betyder noget, er hvem man er som menneske.
Vi skriver 2008 nu, det nye millenium er begyndt. Men når jeg ser mig omkring, på den nye generation af unge kvinder, ser jeg godt nok, at de fleste stadig uddanner sig, ikke nødvendigvis som akademikere, som man måske skulle tro, men alligevel. Derimod kan jeg ikke længere se spor af nogen kvindekamp: ordet ligeløn er forsvundet fra læberne og forsiderne. Selvom kvinder stadig ikke får samme løn, er kampen for den ikkeeksisterende. Stilethælene og læbestifterne er atter allestedsnærværende, og det er som om, vi er vendt tilbage til halvtredserne, hvor alt engang startede.
Vi kæmper imod racisme, men hvad med sexismen. Vi forarges over, at muslimske kvinder går med tørklæde, mange af dem endda frivilligt. Vi forarges over tvangsægteskaber opg fratagelsen af disse kvinders rettigheder. Men hvad med vores egne rettigheder?
Er det at gå med tørklæde så meget værre, som når vi selv stiller op til
Hvorfor forarges vi ikke over de små, dumme bemærkninger som "dumme blondiner", "hoe" eller det danske "luder"? - En nedsættende bemærkning bliver ikke kønnere af at blive sagt med et smil, næsten tværtimod. Eller tilnærmelserne, som vi egentlig helst ville være foruden, men finder os i for ikke at blive opfattet, som en dum kælling? Hvorfor er voldtægt stadigvæk noget, som kun de færreste anmelder, da det jo alligevel ikke kan betale sig? Man bliver ikke mindre smuk eller feminin af at holde på sin ret, så hvorfor holdt vi op med at kæmpe?
Jeg håber inderligt, at jeg lever længe nok til at opleve en verden, hvor der ikke længere er forskel på, hvad race man er født som, og fremfor alt hvor det ikke spiller nogen rolle, om man tilfældigvis er født som mand eller kvinde. Hvor alle er lige for loven, og hvor det eneste, som betyder noget, er hvem man er som menneske.
