Kærlighed bag tremmer
Kærligheden, der er dømt til at mislykkes
Første gang jeg hørte om det med, at kvinder skrev til og var fascineret af mænd i fængsler, var under Peter Lundin-sagen. Jeg husker stadig programmet, hvor han fortalte om de tusinder af breve, han havde modtaget fra kvinder overalt i landet.
Der var endda en ældre kvinde, som aldrig havde mødt Peter Lundin, men alligevel fortalte hun i et interview, at hun elskede ham.
Jeg husker også stadig den følelse, jeg fik indeni. Jeg var ærligt talt chokeret og skræmt over, at kvinder kunne finde denne mand fascinerende. I mine øjne var han ikke et menneske, kun en koldhjertet morder.
I USA er der mange kvinder, der skriver med mænd på dødsgangen. De starter deres brevudveksling som pennevenner, hvor de skriver om deres liv, ønsker, håb, tanker og drømme; men i mange tilfælde begynder følelserne at vokse, og pludselig har venskabet udviklet sig til kærlighed - en kærlighed som næsten er umulig, da den ene part jo sidder bag tremmer.
Og selvom det er en kærlighed, der nærmest er dømt til at mislykkes, så er det kun de færreste, der trækker sig ud af det.
Men det er ikke kun i USA, at kvinder bliver fascineret af mænd bag tremmer. Også her i Danmark sker det. Det er offentligt kendt, at to danske kvinder har skrevet sammen med amerikanske mænd på dødsgangen, de er blevet forelsket i dem, begge er flyttet til USA med deres børn for at være tættere på disse mænd, og den ene har endda giftet sig med manden.
Hvorfor?
Det kan nok ikke undre folk, hvorfor de amerikanske indsatte ønsker kontakt til folk udenfor fængselsmurene. Det meste af tiden er de jo låst inde i deres celler, og mange af dem har mistet kontakten til deres venner og familie, så selvfølgelig vil et brev betyde meget for dem. Efter nogen tid, begynder de at føle sig ensomme, og så kan et brev være et stort lyspunkt i deres liv.
Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det er, der får disse "normale" kvinder til at skrive til mænd på dødsgangen, og endda i nogle situationer indlede et kærlighedsforhold til dem.
Der var endda en ældre kvinde, som aldrig havde mødt Peter Lundin, men alligevel fortalte hun i et interview, at hun elskede ham.
Jeg husker også stadig den følelse, jeg fik indeni. Jeg var ærligt talt chokeret og skræmt over, at kvinder kunne finde denne mand fascinerende. I mine øjne var han ikke et menneske, kun en koldhjertet morder.
I USA er der mange kvinder, der skriver med mænd på dødsgangen. De starter deres brevudveksling som pennevenner, hvor de skriver om deres liv, ønsker, håb, tanker og drømme; men i mange tilfælde begynder følelserne at vokse, og pludselig har venskabet udviklet sig til kærlighed - en kærlighed som næsten er umulig, da den ene part jo sidder bag tremmer.
Og selvom det er en kærlighed, der nærmest er dømt til at mislykkes, så er det kun de færreste, der trækker sig ud af det.
Men det er ikke kun i USA, at kvinder bliver fascineret af mænd bag tremmer. Også her i Danmark sker det. Det er offentligt kendt, at to danske kvinder har skrevet sammen med amerikanske mænd på dødsgangen, de er blevet forelsket i dem, begge er flyttet til USA med deres børn for at være tættere på disse mænd, og den ene har endda giftet sig med manden.
Hvorfor?
Det kan nok ikke undre folk, hvorfor de amerikanske indsatte ønsker kontakt til folk udenfor fængselsmurene. Det meste af tiden er de jo låst inde i deres celler, og mange af dem har mistet kontakten til deres venner og familie, så selvfølgelig vil et brev betyde meget for dem. Efter nogen tid, begynder de at føle sig ensomme, og så kan et brev være et stort lyspunkt i deres liv.
Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det er, der får disse "normale" kvinder til at skrive til mænd på dødsgangen, og endda i nogle situationer indlede et kærlighedsforhold til dem.
Disse kærlighedsforhold er jo ikke ligefrem rosenrøde. I mange tilfælde er den tætteste kontakt den, man får, når man sidder overfor hinanden med en rude imellem. Man kan ikke røre hinanden, ikke kysse hinanden, ikke kramme hinanden, og så opstår der savn, sorg og frustrationer.
Men det er ikke alt; for den største smerte er at vide, at det kun er et spørgsmål om tid, før ens elskede får en dato for sin henrettelse.
Det må være en stor sorg at vide, at ens forhold kommer til at ende på den måde, alt imens man inderligt ønsker og håber på benådning.
Om disse kvinder gør dette på grund af fascinationen for det "forbudte" og spændende, om det er på grund af det kvindelige beskytterinstinkt, hvor de føler, at de må/kan redde disse mænd og gøre dem gode; om det er sympati, eller om det er fordi, det er den smertefulde, men "sikre" kærlighed, det ved jeg ikke.
Hver kvinde har nok sine egne grunde, men man kan da ikke lade være med at undres.
Info
Der er mange forskellige sites og internet-kontaktbureauer for indsatte i de Amerikanske fængsler, og selvfølgelig for dem, der ønsker kontakt med dem. Et af de største Internetsitets er Meet-An-Inmate, og lige nu er der tusinder af indsatte, som søger kontakt med folk ude i verden, både mænd og kvinder.
Der er billeder af alle sammen, og de præsenterer sig selv med fritidsinteresser, uddannelse, religion og så videre. De indsatte er inddelt efter alder, køn og seksuel orientering. Dog er det ikke umiddelbart til at få oplyst, hvad de indsattes forbrydelser er, medmindre de selv oplyser det i deres beskrivelser. Men datoen for deres løsladelse kan give et godt fingerpeg - når der er 15-30 år til de kommer ud, så er det nok ikke små tyverier i det lokale supermarked, de sidder fængslet for.
Alle mennesker har brug for kærlighed og menneskelig kontakt, også selvom man sidder på dødsgangen, og som man siger: "Man jager en morder, men fanger et menneske".
Men det er ikke alt; for den største smerte er at vide, at det kun er et spørgsmål om tid, før ens elskede får en dato for sin henrettelse.
Det må være en stor sorg at vide, at ens forhold kommer til at ende på den måde, alt imens man inderligt ønsker og håber på benådning.
Om disse kvinder gør dette på grund af fascinationen for det "forbudte" og spændende, om det er på grund af det kvindelige beskytterinstinkt, hvor de føler, at de må/kan redde disse mænd og gøre dem gode; om det er sympati, eller om det er fordi, det er den smertefulde, men "sikre" kærlighed, det ved jeg ikke.
Hver kvinde har nok sine egne grunde, men man kan da ikke lade være med at undres.
Info
Der er mange forskellige sites og internet-kontaktbureauer for indsatte i de Amerikanske fængsler, og selvfølgelig for dem, der ønsker kontakt med dem. Et af de største Internetsitets er Meet-An-Inmate, og lige nu er der tusinder af indsatte, som søger kontakt med folk ude i verden, både mænd og kvinder.
Der er billeder af alle sammen, og de præsenterer sig selv med fritidsinteresser, uddannelse, religion og så videre. De indsatte er inddelt efter alder, køn og seksuel orientering. Dog er det ikke umiddelbart til at få oplyst, hvad de indsattes forbrydelser er, medmindre de selv oplyser det i deres beskrivelser. Men datoen for deres løsladelse kan give et godt fingerpeg - når der er 15-30 år til de kommer ud, så er det nok ikke små tyverier i det lokale supermarked, de sidder fængslet for.
Alle mennesker har brug for kærlighed og menneskelig kontakt, også selvom man sidder på dødsgangen, og som man siger: "Man jager en morder, men fanger et menneske".
