Aniston

Jul på stationen

24. december

Det var nu lørdag den 24. december 2005. Fem kvinder var døde, brutalt myrdet, og Mira var stadig forsvundet.
Jul på stationen
Mads vågnede med et sæt og satte sig ordentligt op i stolen. Han tog sig til hovedet og fjernede det stykke papir, der havde klistret sig fast til hans kind. Mere eller mindre groggy gik han hen og satte en kande kaffe over, hvorefter han vækkede de andre, som også var faldet i søvn hen over hver deres bord.

Da kaffen var færdig, satte Mads sig hen til sit bord med en kop friskbrygget kaffe. Han sad og kiggede lige ud i luften - eller det troede han. Foran ham var en væg med et stort kort, hvor hvert af mordgerningsstederne var markeret.

Ingen sagde noget i lokalet, men pludselig rejste Mads sig med en kop i den ene hånd og en tusch i den anden og gik hen til kortet. Både K.N. og Anders kiggede nysgerrigt på ham, men uden at sige noget.

Det var som om et lys var gået op for Mads. Han satte et kryds, der hvor stationen lå, på kortet. Nu var der markeret seks forskellige steder. Mads kiggede meget koncentreret på de seks steder og tegnede så en cirkel, der gik igennem alle punkter.

Der var et mønster... Men kunne det mønster også være med til at finde Mira? Mads tog en passer og tegnede en cirkel... Derefter en til og så endnu en. Sådan blev han ved et par gange til.

Mads tabte koppen. Anders og K.N. kiggede begge forbavsede på Mads.

Mads: "Jeg ved, hvor Mira er... Jeg ved, hvor han gemmer hende."

K.N.: "Hvad er det, du siger? Hvor ved du det fra?"

Mads: "Se her. Altså hvert af de fem gerningssteder er markeret på kortet, men jeg har også markeret stationen, da det var her, Mira sidst blev set. Alle punkter ligger lige langt fra hinanden, og de passer ind i en cirkel. Hvis man tager den afstand, der er mellem hvert punkt, og bruger det som radius og laver en cirkel med centrum i hvert gerningssted, så skærer alle cirklerne hinanden lige der."

Mads pegede på kortet, der hvor alle cirklerne ramte hinanden. Anders, der aldrig havde været en haj til matematik, syntes det var en dybt latterlig konklusion. K.N. derimod kunne godt følge Mads.

K.N.: "Det er ikke nogen dårlig idé - jeg mener, vi har alligevel ikke andre sport at gå efter, så det skader vel ikke at prøve at følge op på din idé."

Anders: "Ej, helt ærligt, nu må I lige spænde hjelmen. I tror da ikke for alvor, at hun..."

K.N.: "Jo, det er lige netop det, vi gør. Og nu tager vi derud. Vi skal have fundet Mira, og vi finder hende ikke ved at sidde her og glo."

Det var sjældent, at K.N. hidsede sig sådan op, men denne gang var han fast besluttet på, at Mira skulle findes, og det skulle være nu.

For en gangs skyld tog de alle tre af sted - ud til en gammel lagerbygning, og med hævede pistoler undersøgte de hvert eneste lokale på den nederste etage, men hun var ikke at finde nogetsteds.
ANNONCE
Jul på stationen
De bevægede sig op på etagen over, og der, midt i den tomme hal, sad en person, bundet til en stol. Mads gik lidt tættere på og så, at det var hans elskede, Mira. Han løb hen og fik løsnet hendes hænder og fødder, mens K.N. og Anders undersøgte resten af bygningen.

Mira faldt Mads om halsen. Hun stod og hulkede ind i Mads, der ikke kunne gøre andet end at lægge armene rundt om hende og gøre sit bedste for at trøste hende - han var jo trods alt en gentleman.

Da Anders og K.N. kom tilbage efter at have gennemsøgt bygningen, tog de alle fire tilbage til stationen.

Mira: "Hvordan fandt i mig?"

K.N.: "Det var Mads, der regnede ud, hvor morderen havde gemt dig."

Mira kiggede over på Mads, der med det samme fik samme kulør som en flaske ketchup.

Mads: "Ja, altså jeg sad og kiggede på det der kort, og så tænkte jeg, at..."

Længere nåede han ikke, før Mira faldt ham om halsen igen, men denne gang kyssede hun ham.

Anders: "Showoff!"
ANNONCE
Del

Seneste nyt