Aniston

Jul på stationen

23. december

Næste dag havde Anders fået K.N. med ind på et næsten lige så skummelt sted som dagen i forvejen, 'Det Sorte Tegn'. K.N. var tydeligvis ikke begejstret, men han tog sig sammen, og efter nogle timer og et par shots følte han sig langt bedre tilpas.
Jul på stationen
Der skete ikke meget derinde, et par enkelte småskænderier og lidt klammeri, som de to kriminalassistenter ikke følte trang til at ødelægge overvågningen på. Der var ingen grund til at tiltrække sig mere opmærksomhed end de gjorde i forvejen.

Anders: "Hvorfor skulle du også absolut tage den pink skjorte på i dag?"

K.N. trak på skuldrende. Han følte sig nu engang bedst tilpas i den frem for de andre i klædeskabet, og så gav den ham styrke.

Hen på eftermiddagen kom den samme mand, som de nogle dage forinden havde givet en undskyldning og derefter løsladt. Han var iført et mørkt jakkesæt, og igen fandt han vej til baren, hvor han bestilte en whisky.

Anders og K.N. havde diskuteret, hvorvidt de skulle anholde ham med det samme, eller hvorvidt de bare skulle skygge ham, indtil han førte dem til Mira. De var bange for, at han ikke ville ud med sproget, men på den anden side havde de én gang mistet ham af syne, og denne gang var de to til at ødelægge operationen.

"Og den skjorte taget i betragtning!" havde Anders tilføjet, hvorefter K.N. havde sendt et håndkys: "Jeg elsker også dig!"

De valgte at få det overstået, og to minutter efter, at manden havde fået sin drink, stod Anders og K.N. på hver deres side af ham: "Kan du huske os?"

Manden: "Det føles lidt som et dejá vù. Hvad med om de Herrer ville lade mig være i fred. Ellers varer det ikke længe, før jeg anmelder jer!"

Anders: "Du skal være så velkommen. Rejs dig!"

Manden gjorde, som Anders befalede, og kort efter havde K.N. lagt ham i håndjern. Ti minutter, og de sad igen i forhørslokalet. Denne gang var der ingen tøven. De vidste, det var ham, og morderen kunne tydeligvis fornemme, at der ingen vej var udenom.

I stedet for at benægte ethvert kendskab til mordene, nikkede han blot bekræftende til deres fremlægning. Og han var tydeligvis nærmest stolt af det. Dog, da de kom til Mira og hvor hun befandt sig, ændrede han sig. Han ønskede ikke at oplyse dem om, hvor hun var.

Han anså hende for sin ejendom, og hun havde indtil nu adlydt ham, hvilket han så som et tegn på, at hun, som det hun nu engang var, havde underkastet sig hans vilje.

Og det mente han for øvrigt også, at de andre kvinder havde gjort. Han havde altså ikke gjort noget forkert - blot gjort ved dem, hvad de fortjente, fordi de alligevel havde været ulydige!

Betjente var ude at finkæmme alle hjørner og kanter af byen, men uden held. Man kunne ikke finde skyggen af Mira, og eftersøgningen blev efterhånden mere og mere desperat.

Forhøret af morderen fortsatte i timevis, og han blev sat til at skrive sin tilståelse, hvilket tog meget lang tid. Hele natten arbejdede Anders og K.N. på ham, og Mads havde travlt med at holde hoved og hale i alle beviser, rapporter fra eftersøgningsholdende og ordrer fra chefen, der var blevet yderst påtrængende, da det gik op for ham, at Mira var forsvundet.

Igen stod den på kaffe, det var den 23. december, meget snart den 24. december, man havde morderen, men der var stadig ingen spor af Mira. Hvor kunne hun være?
ANNONCE
Del

Seneste nyt