Aniston

Jul på stationen

22. december

Der kom intet ud af de mange patruljers overvågning, og på stationen var de ved at blive rastløse. De kunne ikke bare blive ved med at sidde her. De måtte gøre noget drastisk, og Anders vidste præcis, hvad han ville. K.N. var dog ikke meget for det, da det betød, at de skulle ud at opsøge nogle af "Skurkens" venner.
ANNONCE
Jul på stationen
K.N.: "Hvis Mira finder ud af det, slår hun os ihjel. Jeg synes, det er en meget dårlig idé!"

Anders, der ikke kunne sidde stille, men i stedet vandrede rundt i lokalet, brummede lidt. Han forstod godt, at K.N. var nervøs. Han havde fortalt ham om Mira's advarsler, og han brød sig lige så lidt om det som K.N., men han vidste, at de snart var nødt til at gøre noget.

Måske var hun allerede død, han hadede at indrømme det for sig selv, men i så fald var deres angst for, hvad hun kunne finde på efterfølgende, totalt ligegyldig, og så kunne det egentlig være lige meget.

K.N.: "Jeg synes bare, at det måske lige er at vove pelsen lidt..." Han var helt bleg, og hans argumenter havde ikke helt samme gennemslags-kraft, som de plejede at have.

Mads, for hvem det endelig var lykkedes at forstå, hvor alvorlig en situation de stod i, sad med et lille lommetørklæde og tørrede øjnene. Hele dagen havde han siddet og småtudet, og han følte sig svigtet, da ingen rigtig tog notits af ham.

Nu vågnede han dog op af sin elendighed. Han ønskede så forfærdeligt, at de kunne gøre noget, og nu så det faktisk ud som om, at Anders var ved at tage initiativ til et eller andet.

Mads snøftede lidt og rømmede sig så, hvorefter han sagde: "Ja, bare gør et eller andet! Jeg tror godt, Mira kan tilgive jer!"

Anders kiggede hen på ham og vendte sig så mod Mads: "Hør selv på, hvad han siger!"

K.N. var stadig ikke glad, men han måtte bøje sig, om end modvilligt, og så tog han og Anders af sted.

Mens de sad i bilen, Anders førte som sædvanlig, følte de langsomt deres gamle mod komme tilbage, og de begyndte at joke lidt igen. De var på vej ud i marken, deres boldgade, og her kunne ingen forstyrre dem. De ville have fat i den morder, hvad end det skulle koste.

Eller i hvert fald var Anders på vej ud i sin boldgade. K.N. var dog ved at blive helt kæk i forhold til, hvad han havde været de sidste par dage, og han var ved at få lidt farve i kinderne igen. Det forsvandt imidlertid hurtigt, da Anders pludselig drejede ned ad en smal sidegade og fortsatte ind i den labyrintagtige del af byen, hvor ingen normale mennesker ellers turde færdes.

K.N.: "Øhm, Anders! Er det virkelig nødvendigt!"

Det var det åbenbart, for Anders fortsatte og slukkede først motoren, da han nåede et lille, faldefærdigt værtshus. Anders tog selen af og gjorde tegn til at ville åbne døren, så han kunne stige ud. K.N. derimod sad helt stiv i sædet uden at røre sig.

Anders: "Kom nu - Så slemt er det vel heller ikke?"
ANNONCE
Jul på stationen
K.N. ikke så meget som rørte en lillefinger, og selen var stadig spændt: "Jeg tror det er bedst, hvis du selv går derind. Jeg mener, de ved jo ikke, hvem jeg er!"

Anders kiggede fornøjet på ham, klappede ham på skulderen og hviskede: "Kylling!" inden han steg ud. Han var ikke kommet mere end en halv meter væk, før han hørte centrallåsen slå til. Han måtte grine!

Inde på værtshuset var der fuldstændig mørkt. Cigaretrøg hang tungt i luften, og det lille indelukkede lokale virkede klaustrofobisk. En mand stod og pudsede et glas bag baren - han ikke så meget som ænsede sin nye kunde, nogle andre sad og talte lavmælt i et hjørne, tre andre spillede poker. Hele lokalet var fyldt med folk, der enten sad med en øl, en whisky eller et spil kort, men meget få havde samtaler i gang.

Her snakkede man ikke for højt. Alle havde deres gøremål, og ingen ville risikere noget. Anders afsøgte lokalet med øjnene og fandt hurtigt et par kendte ansigter. Alle hærdede forbrydere, som burde være spærret inde, men som gav ham gode oplysninger, når han virkelig var på den.

En af dem sad helt alene i baren, og Anders fandt en stol ved siden af. Først flyttede manden ikke på sig, talte ej heller, og der gik en rum tid, hvor Anders blot hang hen over sin drink.

Manden: "Er han virkelig så svær at finde?" Manden rørte stadig ikke på sig, og han havde hvisket, så man knap nok kunne høre ham.

Anders: "Har du flere oplysninger?" Hans stemme var kold og ufølsom. Han måtte ikke røbe, hvor mange følelser, der var involveret denne gang. Han skulle for alt i verden ikke fremstå svag.

Manden: "Du må hellere finde hende, Skurk! Jeg tror, han holder hende som et trofæ. Eller også ønsker han bare at beholde hende. Mit gæt er, at hun er værdifuld for ham! Han har knyttet et følelsesmæssigt bånd til hende. Hun må betyde noget for ham!"

Anders: "Tror du virkelig, hun er i live?" Han kunne have sparket sig selv. Så ivrig, og så lige nu! Han måtte redde den: "Kunne det tænkes, at du ved, hvor han befinder sig? Morderen!"

Manden kiggede for første gang op på Anders med et blik, der fortalte, at han havde fanget desperationen i hans stemme, men det ansigt, der mødte ham var lige så iskoldt, som det plejede at være: "Han har fundet et nyt stamværtshus. Han er der formentlig ikke før i morgen. Efter hvad rygterne siger, har han masser at tage sig til."

Anders: "Hvilket værtshus? Husk nu vores aftale! Jeg har virkelig brug for den her viden."

Manden tømte sin whisky, satte glasset fra sig og rejste sig for at gå. Lige inden han vendte sig om, sagde han meget lavt: "Søg i 'Det Sorte Tegn'. Som sagt, først i morgen!"

Anders tømte også sin drink, hvorefter han fandt K.N. i bilen. Han var krøbet så langt ned i sædet som muligt, og han kom først op igen, da de var kommet vel ud på hovedvejen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt