Jul på stationen
21. december
Mads: "Er der nogen af jer, der har hørt noget fra Mira? Jeg kan altså ikke lide, at vi ikke ser hende."
Anders: "Bare rolig - hun skal nok dukke op, hun er jo typen, der sagtens kan klare sig selv."
K.N.: "Altså, jeg kan heller ikke lide, at vi ikke har hørt fra hende. Jeg synes, vi skal gå op og tjekke, om hun er mødt på arbejde i dag."
De gik alle tre op til hendes kontor, men hun var ikke at finde.
"Hun har ikke været der siden mandag. I kan bare gå ind..."
Mads hoppede en halv meter op i luften af bare forskrækkelse. Det var nu anden gang, at den lille sekretær havde listet sig ind på ham.
De gik ind for at se, om de kunne finde nogle tegn på, at Mira havde været der. Men de fandt ikke noget - eller de så, at hendes kalender lå opslået på mandag den 19. december 2005, men hun havde ikke haft nogen aftaler den dag.
Lettere skuffede gik de tilbage til deres eget kontor. Hvor var Mira? Hvorfor havde de ikke hørt fra hende? Var der mon sket hende noget?
De besluttede sig for at sende en patrulje ud til hendes lejlighed - det kunne jo være, at hun bare var syg. Desværre meldte patruljen tilbage, at hun ikke var på sin bopæl, og i postkassen lå der post fra mandag, tirsdag og i dag.
Pludselig gik der et lys op for Anders.
Anders: "Jeg så hende da i mandags, efter jeg havde mistet sporet af morderen. Hun var på vej hjem... Tror jeg.
K.N.: "Hvorfor har du ikke sagt det noget før? Morderen er løs, og Mira er forsvundet. Hmm, vi ved, at de har haft kontakt med hinanden herinde - muligheden for, at han har taget hende, er stor. Vi må have nogle mænd rundt i kvarteret og ud på baren - hun skal findes."
Mens K.N. og Anders havde oprettet en mindre kommandocentral på kontoret, hvorfra de kunne dirigere de menige politimænd rundt, så sad Mads ved sit eget skrivebord og kiggede på et kort.
Mads havde lært i sin kriminalassistent-træning, at der tit var et mønster, når folk blev kidnappet eller myrdet, så derfor havde han fundet et kort over byen og havde sat et kryds der, hvor de fem mord var blevet begået.
Men Mads var alt for oprevet til at kunne samle tankerne og finde ud af, om der var noget mønster eller ej. Det eneste, han kunne tænke på, var Mira.
Anders: "Bare rolig - hun skal nok dukke op, hun er jo typen, der sagtens kan klare sig selv."
K.N.: "Altså, jeg kan heller ikke lide, at vi ikke har hørt fra hende. Jeg synes, vi skal gå op og tjekke, om hun er mødt på arbejde i dag."
De gik alle tre op til hendes kontor, men hun var ikke at finde.
"Hun har ikke været der siden mandag. I kan bare gå ind..."
Mads hoppede en halv meter op i luften af bare forskrækkelse. Det var nu anden gang, at den lille sekretær havde listet sig ind på ham.
De gik ind for at se, om de kunne finde nogle tegn på, at Mira havde været der. Men de fandt ikke noget - eller de så, at hendes kalender lå opslået på mandag den 19. december 2005, men hun havde ikke haft nogen aftaler den dag.
Lettere skuffede gik de tilbage til deres eget kontor. Hvor var Mira? Hvorfor havde de ikke hørt fra hende? Var der mon sket hende noget?
De besluttede sig for at sende en patrulje ud til hendes lejlighed - det kunne jo være, at hun bare var syg. Desværre meldte patruljen tilbage, at hun ikke var på sin bopæl, og i postkassen lå der post fra mandag, tirsdag og i dag.
Pludselig gik der et lys op for Anders.
Anders: "Jeg så hende da i mandags, efter jeg havde mistet sporet af morderen. Hun var på vej hjem... Tror jeg.
K.N.: "Hvorfor har du ikke sagt det noget før? Morderen er løs, og Mira er forsvundet. Hmm, vi ved, at de har haft kontakt med hinanden herinde - muligheden for, at han har taget hende, er stor. Vi må have nogle mænd rundt i kvarteret og ud på baren - hun skal findes."
Mens K.N. og Anders havde oprettet en mindre kommandocentral på kontoret, hvorfra de kunne dirigere de menige politimænd rundt, så sad Mads ved sit eget skrivebord og kiggede på et kort.
Mads havde lært i sin kriminalassistent-træning, at der tit var et mønster, når folk blev kidnappet eller myrdet, så derfor havde han fundet et kort over byen og havde sat et kryds der, hvor de fem mord var blevet begået.
Men Mads var alt for oprevet til at kunne samle tankerne og finde ud af, om der var noget mønster eller ej. Det eneste, han kunne tænke på, var Mira.
