Jul på stationen
19. december
Og sådan gik det meste af dagen, indtil der langt om længe skete noget. Manden i jakkesættet kom ud og begyndte at gå i Anders' retning. Anders skyndte sig at komme af vejen, så han ikke blev opdaget.
Manden bare gik og gik i én uendelighed - med Anders i hælene. Af og til sakkede han med vilje langt bagud, så han kunne underrette K.N. over telefonen, men han slap ham ikke af syne.
Anders' største problem var at holde trætheden fra døren. Han havde næsten ikke sovet den sidste uges tid, og det kunne godt mærkes. Han fulgte efter som i trance, og efter adskillige timer, hvor Anders blev mere og mere forfrossen, genkendte han pludselig stedet. Han var meget tæt på stationen.
I et øjebliks forundring og dagdrømmeri om varmen på kontoret samt en stor, dejlig og stærk kop kaffe, mistede han manden af syne. Og da han endelig huskede, hvad han var i færd med, var det for sent.
Slukøret ringede han til K.N., der beordrede ham op på stationen, så han netop kunne få den kop kaffe, han lige havde drømt om.
Da han kom ind, stod Mads klar med et tæppe, og K.N. var ved at hælde kaffen op. De havde ikke gjort mange fremskridt, men de var sikre på, at manden var deres mand.
Han opførte sig højst mærkværdigt, og de var ikke i tvivl om, at han var i færd med et eller andet. Det var dog en betryggelse for Anders at få at vide, at K.N. allerede havde underrettet vagthavende, så alle patruljevogne nu holdt ekstra meget udkig efter manden.
Mens Anders havde været på vej ind på stationen, var Mira på vej ned ad trappen efter en sindsoprivende arbejdsdag.
Det pinte hende, at hun var nødt til at være så hård ved drengene. Hun holdt jo af dem, og hun ville for alt i verden ikke miste dem. Men den gik bare ikke længere.
Hun havde underrettet chefen om, at hun agtede at holde de to kriminalassistenter under opsyn, hvilket han syntes, var en glimrende idé, og hele dagen havde man aflyttet deres telefoner.
Hun havde også personligt været nede på deres kontor og taget en alvorssnak med K.N. Han var stadig rystet og, tolkede hun ud fra hans ligblege ansigt, skræmt fra vid og sans.
Hun gjorde ham det klart, at de ikke skulle træde ved siden af så meget som én gang. Og hun havde opremset strafferammerne for ham, ligesom han nu vidste, hvor vigtigt det var, at han ikke bare fulgte med, når han vidste, at Anders overtrådte reglerne. Han ville selv ryge med ned!
Hun mente, at det ville være unødvendigt at give Mads samme omgang. Han havde alligevel ikke noget at skulle have sagt, og han ville såmænd ikke være i stand til at tage øjnene fra hendes bryster.
Da hun trådte ud på gaden, var hun gået lige forbi Anders, der var på vej ind. Han kiggede et kort øjeblik op på hende, men uden genkendelse i ansigtet. Han så mildest talt syg ud, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, at det formentlig var hendes skyld. Bare han nu ikke gjorde noget dumt!
Så fortsatte hun med raske skridt hen mod taxaholdepladsen, lidt længere henne. Hun opdagede ikke manden, der var lige bag hende, og hun blev meget overrumplet, da han pludselig greb hende og trak hende med sig ned ad en sidegade.
Et øjeblik senere var hun faldet i søvn.
Manden bare gik og gik i én uendelighed - med Anders i hælene. Af og til sakkede han med vilje langt bagud, så han kunne underrette K.N. over telefonen, men han slap ham ikke af syne.
Anders' største problem var at holde trætheden fra døren. Han havde næsten ikke sovet den sidste uges tid, og det kunne godt mærkes. Han fulgte efter som i trance, og efter adskillige timer, hvor Anders blev mere og mere forfrossen, genkendte han pludselig stedet. Han var meget tæt på stationen.
I et øjebliks forundring og dagdrømmeri om varmen på kontoret samt en stor, dejlig og stærk kop kaffe, mistede han manden af syne. Og da han endelig huskede, hvad han var i færd med, var det for sent.
Slukøret ringede han til K.N., der beordrede ham op på stationen, så han netop kunne få den kop kaffe, han lige havde drømt om.
Da han kom ind, stod Mads klar med et tæppe, og K.N. var ved at hælde kaffen op. De havde ikke gjort mange fremskridt, men de var sikre på, at manden var deres mand.
Han opførte sig højst mærkværdigt, og de var ikke i tvivl om, at han var i færd med et eller andet. Det var dog en betryggelse for Anders at få at vide, at K.N. allerede havde underrettet vagthavende, så alle patruljevogne nu holdt ekstra meget udkig efter manden.
Mens Anders havde været på vej ind på stationen, var Mira på vej ned ad trappen efter en sindsoprivende arbejdsdag.
Det pinte hende, at hun var nødt til at være så hård ved drengene. Hun holdt jo af dem, og hun ville for alt i verden ikke miste dem. Men den gik bare ikke længere.
Hun havde underrettet chefen om, at hun agtede at holde de to kriminalassistenter under opsyn, hvilket han syntes, var en glimrende idé, og hele dagen havde man aflyttet deres telefoner.
Hun havde også personligt været nede på deres kontor og taget en alvorssnak med K.N. Han var stadig rystet og, tolkede hun ud fra hans ligblege ansigt, skræmt fra vid og sans.
Hun gjorde ham det klart, at de ikke skulle træde ved siden af så meget som én gang. Og hun havde opremset strafferammerne for ham, ligesom han nu vidste, hvor vigtigt det var, at han ikke bare fulgte med, når han vidste, at Anders overtrådte reglerne. Han ville selv ryge med ned!
Hun mente, at det ville være unødvendigt at give Mads samme omgang. Han havde alligevel ikke noget at skulle have sagt, og han ville såmænd ikke være i stand til at tage øjnene fra hendes bryster.
Da hun trådte ud på gaden, var hun gået lige forbi Anders, der var på vej ind. Han kiggede et kort øjeblik op på hende, men uden genkendelse i ansigtet. Han så mildest talt syg ud, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, at det formentlig var hendes skyld. Bare han nu ikke gjorde noget dumt!
Så fortsatte hun med raske skridt hen mod taxaholdepladsen, lidt længere henne. Hun opdagede ikke manden, der var lige bag hende, og hun blev meget overrumplet, da han pludselig greb hende og trak hende med sig ned ad en sidegade.
Et øjeblik senere var hun faldet i søvn.
