Jul på stationen
18. december
Mira var netop kommet ind i kontoret og stod og betragtede afhøringen gennem ruden. Hun fik Mads, der var ved at falde over sine egne ben af begejstring, til at finde høretelefonerne, så hun kunne lytte med.
Mads kunne ikke tage øjnene fra hendes bryster, da han rakte dem til hende, og han glemte helt at lukke munden. Hun tog dog ikke notits af det, men lyttede i stedet intenst til Anders' spørgsmål.
Manden derinde var helt kold. Hans bevægelser var langsomme og afmålte, og hans stemmeføring rolig. Han kunne fornemme, at de to kriminalassistenter var lettere desperate. Efter at have lyttet til deres spørgsmål, åbnede han munden. Han svarede ikke på noget, men sagde i stedet:
"Mine Herrer, nu har vi siddet her og sludret i timevis. Jeg gad nok vide, hvornår de stoffer, I anholdt mig for at være i besiddelse af, kommer på banen. Jeg føler lidt, at vi spilder tiden!"
Mira rynkede panden. Der var noget, de ikke havde fortalt hende, og det brød hun sig ikke om.
Anders affærdigede manden: "Jeg er ligeglad med de stoffer. Bare svar på mine spørgsmål".
Manden lænede sig tilbage og stirrede blot afventende på Anders og K.N. Samtidig bankede det på døren. Anders, der hadede at blive afbrudt midt i en afhøring, vrissede arrigt mod døren, der i samme øjeblik blev åbnet, men han holdt hurtigt inde, da Mira trådte frem med et meget stramt ansigt.
"I to - herud, nu!"
K.N. og Anders kiggede forskrækket på hinanden, inden de rejste sig for at følge med hende. De kunne tydeligt se, at Mira var aldeles arrig, og de brød sig ikke om at være genstand for hendes vrede.
"Fandt I narko på ham, inden I anholdt ham? Var det jeres begrundelse?"
Mira kiggede vredt fra den ene til den anden, men de turde ikke kigge hende i øjnene: "Hvor er det nu?"
Anders sank en klump og mødte hendes blik: "Øhm, smidt ud, tror jeg?"
Mads kunne ikke tage øjnene fra hendes bryster, da han rakte dem til hende, og han glemte helt at lukke munden. Hun tog dog ikke notits af det, men lyttede i stedet intenst til Anders' spørgsmål.
Manden derinde var helt kold. Hans bevægelser var langsomme og afmålte, og hans stemmeføring rolig. Han kunne fornemme, at de to kriminalassistenter var lettere desperate. Efter at have lyttet til deres spørgsmål, åbnede han munden. Han svarede ikke på noget, men sagde i stedet:
"Mine Herrer, nu har vi siddet her og sludret i timevis. Jeg gad nok vide, hvornår de stoffer, I anholdt mig for at være i besiddelse af, kommer på banen. Jeg føler lidt, at vi spilder tiden!"
Mira rynkede panden. Der var noget, de ikke havde fortalt hende, og det brød hun sig ikke om.
Anders affærdigede manden: "Jeg er ligeglad med de stoffer. Bare svar på mine spørgsmål".
Manden lænede sig tilbage og stirrede blot afventende på Anders og K.N. Samtidig bankede det på døren. Anders, der hadede at blive afbrudt midt i en afhøring, vrissede arrigt mod døren, der i samme øjeblik blev åbnet, men han holdt hurtigt inde, da Mira trådte frem med et meget stramt ansigt.
"I to - herud, nu!"
K.N. og Anders kiggede forskrækket på hinanden, inden de rejste sig for at følge med hende. De kunne tydeligt se, at Mira var aldeles arrig, og de brød sig ikke om at være genstand for hendes vrede.
"Fandt I narko på ham, inden I anholdt ham? Var det jeres begrundelse?"
Mira kiggede vredt fra den ene til den anden, men de turde ikke kigge hende i øjnene: "Hvor er det nu?"
Anders sank en klump og mødte hendes blik: "Øhm, smidt ud, tror jeg?"
Mira: "Der har aldrig været nogen stoffer involveret, har der?"
Hun fastholdt hans blik, indtil han med svag stemme mumlede: "Jeg plantede det".
Hun trak vejret dybt for at styre sin vrede: "K.N...." Han kiggede op "... jeg tvivler på, at det her er dit påfund, men du skal vide, at det også får konsekvenser for dig! Jeg kan ikke længere se igennem fingre med det."
Anders vågnede: "Hvad? Det kan du ikke!"
Mira: "Åh jo, det kan jeg... I kan godt regne med en ganske alvorlig sigtelse, begge to!"
K.N.: "Jamen nej... Det vil jo være katastrofalt. Mira, vær nu sød!"
Mira: "Sød? Har jeg ikke været mere end tålmodig, om jeg må spørge? Det er jo ikke første gang, I har prøvet at omgå regler og love. Men direkte bryde dem på den her måde. Ja, undskyld mig, men nu er I virkelig gået for vidt?"
Anders kogte helt, han var helt rød i hovedet. Hun stod der og påstod, at han var korrupt? Hvad bildte den sæk sig ind? Hvem troede hun, hun var?
Mira kiggede på ham: "Har du noget at sige, Anders?"
Ved hendes iskolde tonefald mistede Anders besindelsen, og han råbte meget højt: "Ja, gu fanden har jeg det. Du står og siger, at vi er korrupte. Hvad bilder du dig ind? Er du klar over, hvor svært det er? Har du nogen anelse om, hvor mange forbandede forhindringer, der er lagt i vejen for os? Hvordan vil du have, at vi skal opklare en sag, hvis ikke vi gør, som vi gør?"
Mira: "Så vidt jeg ved, er der ikke andre, der behøver at gøre brug af dine metoder, Skurk!"
Anders stoppede op, helt hvid i hovedet: "Hvad kaldte du... Hvor ved du det..."
Mira: "Jeg ved mange ting. Men, hvor meget jeg end holder af dig, så har du overskredet grænsen denne gang! Jeg kan ikke længere tillade dig at fortsætte den arbejdsgang. Indtil nu har mine henstillinger åbenbart ikke virket, og så må jeg jo sætte en stopper for det på en anden måde!"
Man kunne tydeligt se på Anders, at han havde det elendigt. Truslen om en retssag, eventuelt fængsel, at han skulle miste sit job, sit liv - han var ligbleg. K.N. havde det ikke meget bedre. Næsten ligeså meget stod på spil for ham, og han kunne udmærket se alvoren i, at han ikke havde sagt stop overfor Anders. Især denne gang.
Mads sad fuldstændig lamslået på en stol i den anden ende af lokalet, ude af stand til at røre sig. Hvad skulle han gøre? Mira var så fast besluttet, det var tydeligt, men han måtte gøre noget!
Hun fastholdt hans blik, indtil han med svag stemme mumlede: "Jeg plantede det".
Hun trak vejret dybt for at styre sin vrede: "K.N...." Han kiggede op "... jeg tvivler på, at det her er dit påfund, men du skal vide, at det også får konsekvenser for dig! Jeg kan ikke længere se igennem fingre med det."
Anders vågnede: "Hvad? Det kan du ikke!"
Mira: "Åh jo, det kan jeg... I kan godt regne med en ganske alvorlig sigtelse, begge to!"
K.N.: "Jamen nej... Det vil jo være katastrofalt. Mira, vær nu sød!"
Mira: "Sød? Har jeg ikke været mere end tålmodig, om jeg må spørge? Det er jo ikke første gang, I har prøvet at omgå regler og love. Men direkte bryde dem på den her måde. Ja, undskyld mig, men nu er I virkelig gået for vidt?"
Anders kogte helt, han var helt rød i hovedet. Hun stod der og påstod, at han var korrupt? Hvad bildte den sæk sig ind? Hvem troede hun, hun var?
Mira kiggede på ham: "Har du noget at sige, Anders?"
Ved hendes iskolde tonefald mistede Anders besindelsen, og han råbte meget højt: "Ja, gu fanden har jeg det. Du står og siger, at vi er korrupte. Hvad bilder du dig ind? Er du klar over, hvor svært det er? Har du nogen anelse om, hvor mange forbandede forhindringer, der er lagt i vejen for os? Hvordan vil du have, at vi skal opklare en sag, hvis ikke vi gør, som vi gør?"
Mira: "Så vidt jeg ved, er der ikke andre, der behøver at gøre brug af dine metoder, Skurk!"
Anders stoppede op, helt hvid i hovedet: "Hvad kaldte du... Hvor ved du det..."
Mira: "Jeg ved mange ting. Men, hvor meget jeg end holder af dig, så har du overskredet grænsen denne gang! Jeg kan ikke længere tillade dig at fortsætte den arbejdsgang. Indtil nu har mine henstillinger åbenbart ikke virket, og så må jeg jo sætte en stopper for det på en anden måde!"
Man kunne tydeligt se på Anders, at han havde det elendigt. Truslen om en retssag, eventuelt fængsel, at han skulle miste sit job, sit liv - han var ligbleg. K.N. havde det ikke meget bedre. Næsten ligeså meget stod på spil for ham, og han kunne udmærket se alvoren i, at han ikke havde sagt stop overfor Anders. Især denne gang.
Mads sad fuldstændig lamslået på en stol i den anden ende af lokalet, ude af stand til at røre sig. Hvad skulle han gøre? Mira var så fast besluttet, det var tydeligt, men han måtte gøre noget!
Mads: "Undskyld, men..." peb han utydeligt. Mira vendte sig mod Mads med hævede øjenbryn: "Pas nu på! Du skulle nødig ende i selskab med dem?"
Mads klappede i, men alligevel måtte han prøve: "Jeg synes bare, du skal lade dem færdiggøre den her sag. Hvis nu de siger undskyld til ham derinde og så lover dig ikke at gøre det igen!!!"
Mira: "Og du tror virkelig på, at de to kan holde sig på måtten? Næppe!"
Mads: "Det er ikke for at vade i det, men der er ikke nogle andre, der ved så meget om sagen, som dem. Hvis de ikke kan færdiggøre den, hvor lang tid vil der så gå, før nogle andre har styr på det hele? Hvor mange kvinder vil nå at blive dræbt? Lad dem i det mindste færdiggøre den".
Mira gik meget modstræbende med til det, af hensyn til sagen, men de kunne godt regne med, at de ville blive overvåget og gået kraftigt efter i sømmene fra nu af. Desuden skulle de give manden en undskyldning og løslade ham øjeblikkeligt.
Hun blev på kontoret, hvor hun nøje fulgte med i, hvordan det foregik, og da manden endelig kunne gå, fulgte hun ham hele vejen ud. Hun opdagede bare ikke, at Anders også fulgte efter. Han ville skygge manden, indtil han begik en fejl. Så kunne Mira selv se, at hun ikke havde haft ret.
Mads klappede i, men alligevel måtte han prøve: "Jeg synes bare, du skal lade dem færdiggøre den her sag. Hvis nu de siger undskyld til ham derinde og så lover dig ikke at gøre det igen!!!"
Mira: "Og du tror virkelig på, at de to kan holde sig på måtten? Næppe!"
Mads: "Det er ikke for at vade i det, men der er ikke nogle andre, der ved så meget om sagen, som dem. Hvis de ikke kan færdiggøre den, hvor lang tid vil der så gå, før nogle andre har styr på det hele? Hvor mange kvinder vil nå at blive dræbt? Lad dem i det mindste færdiggøre den".
Mira gik meget modstræbende med til det, af hensyn til sagen, men de kunne godt regne med, at de ville blive overvåget og gået kraftigt efter i sømmene fra nu af. Desuden skulle de give manden en undskyldning og løslade ham øjeblikkeligt.
Hun blev på kontoret, hvor hun nøje fulgte med i, hvordan det foregik, og da manden endelig kunne gå, fulgte hun ham hele vejen ud. Hun opdagede bare ikke, at Anders også fulgte efter. Han ville skygge manden, indtil han begik en fejl. Så kunne Mira selv se, at hun ikke havde haft ret.
