Jul på stationen
16. december
Hun havde glemt alt om det, indtil nu, hvor hun skulle bruge det, men hvilken kasse var det i?
Hun gik hen til de dårligt stablede kasser og åbnede den første. Hvorfor var der heller ikke mere lys herinde? Hun måtte mærke sig frem. Nej, intet her!
Dybt irriteret over det hele gennemrodede hun kasse efter kasse. Hun hørte et eller andet pusle ude i gangen, men regnede med, at det enten var en rotte eller en anden beboer fra lejlighedskomplekset.
Hun fortsatte sin søgen og opdagede ikke, at en mand gled gennem skyggerne ind i kælderrummet. En høj mand i jakkesæt, som trods sin størrelse på dygtig vis holdt sig skjult.
Hun bandede over kasserne, som hun egentlig ikke var stærk nok til at flytte, og pludselig gik lyset ud. "Fandens til lort", skændte hun. Hendes eneste lyskilde forsvandt, og nu havde hun ikke andet end sine hænder.
Hun sparkede til en kasse i arrigskab, stoppede op et øjeblik for at få ro på nerverne og besluttede sig så for at glemme alt om det. I morgen ville hun gå ud og købe et nyt.
Hun skulle lige til at gå ud af døren, da en arm greb fat i hende. Hun skreg af forskrækkelse, men armen trak hende ind til en stor krop, som holdt hende fast, og en hånd blev lagt hen over hendes mund. Hun kunne føle en klam ånde i nakken. Manden vuggede lidt med hende, mens han hviskede knap nok hørligt til hende.
Det var en beroligende stemme, men den var fast og bydende. Hun skulle tie stille, ikke kæmpe imod. Bare lade sig føre, og så vuggede han med hende igen. Hun lukkede øjnene og følte en bule blive større og større bag sig.
Hun sank en klump - skulle hun voldtages nu, eller?
Han afbrød sin vuggen og kastede hende fra sig, så hun ramte et eller andet med hovedet. Hun stønnede kraftigt af smerte, mens hun gled ind i en bevidstløs tilstand. Hun fornemmede dog, hvad der skete - kunne bare ikke gøre modstand. Var slet ikke i stand til noget.
Hun mærkede tøjet blive flået af sig, mærkede mandens hånd, der kælede for hendes ansigt, og som mærkede sig frem til brysterne. Så kunne hun mærke noget koldt på sin kind, og en stemme hviskede til hende igen, at hun bare skulle ligge stille.
En skarp smerte gennemborede hendes bryst, en til, og en til... Hun skreg af smerte, kroppen rystede, og hun følte blodet strømme...
Han blev ved, 13 gange lod han æggen gennembore hendes krop, og 13 gange oplevede hun den voldsomme smerte, inden hendes hjerte gav op.
Da man fandt hende, senere på dagen, fandt man også en blodrød nellike!
Hun gik hen til de dårligt stablede kasser og åbnede den første. Hvorfor var der heller ikke mere lys herinde? Hun måtte mærke sig frem. Nej, intet her!
Dybt irriteret over det hele gennemrodede hun kasse efter kasse. Hun hørte et eller andet pusle ude i gangen, men regnede med, at det enten var en rotte eller en anden beboer fra lejlighedskomplekset.
Hun fortsatte sin søgen og opdagede ikke, at en mand gled gennem skyggerne ind i kælderrummet. En høj mand i jakkesæt, som trods sin størrelse på dygtig vis holdt sig skjult.
Hun bandede over kasserne, som hun egentlig ikke var stærk nok til at flytte, og pludselig gik lyset ud. "Fandens til lort", skændte hun. Hendes eneste lyskilde forsvandt, og nu havde hun ikke andet end sine hænder.
Hun sparkede til en kasse i arrigskab, stoppede op et øjeblik for at få ro på nerverne og besluttede sig så for at glemme alt om det. I morgen ville hun gå ud og købe et nyt.
Hun skulle lige til at gå ud af døren, da en arm greb fat i hende. Hun skreg af forskrækkelse, men armen trak hende ind til en stor krop, som holdt hende fast, og en hånd blev lagt hen over hendes mund. Hun kunne føle en klam ånde i nakken. Manden vuggede lidt med hende, mens han hviskede knap nok hørligt til hende.
Det var en beroligende stemme, men den var fast og bydende. Hun skulle tie stille, ikke kæmpe imod. Bare lade sig føre, og så vuggede han med hende igen. Hun lukkede øjnene og følte en bule blive større og større bag sig.
Hun sank en klump - skulle hun voldtages nu, eller?
Han afbrød sin vuggen og kastede hende fra sig, så hun ramte et eller andet med hovedet. Hun stønnede kraftigt af smerte, mens hun gled ind i en bevidstløs tilstand. Hun fornemmede dog, hvad der skete - kunne bare ikke gøre modstand. Var slet ikke i stand til noget.
Hun mærkede tøjet blive flået af sig, mærkede mandens hånd, der kælede for hendes ansigt, og som mærkede sig frem til brysterne. Så kunne hun mærke noget koldt på sin kind, og en stemme hviskede til hende igen, at hun bare skulle ligge stille.
En skarp smerte gennemborede hendes bryst, en til, og en til... Hun skreg af smerte, kroppen rystede, og hun følte blodet strømme...
Han blev ved, 13 gange lod han æggen gennembore hendes krop, og 13 gange oplevede hun den voldsomme smerte, inden hendes hjerte gav op.
Da man fandt hende, senere på dagen, fandt man også en blodrød nellike!
