Aniston

Jul på stationen

15. december

Der var stadig ikke kommet noget ud af den efterlysning, som de havde sendt ud. Medierne havde bragt signalementet i alle nyhedsudsendelser, i kriminaludsendelserne og i blade og aviser. Det var virkelig skuffende, men de kunne ikke gøre så meget ved det. Der var dog, for en gangs skyld, mange andre ting at tage sig til med efterforskningen. Stationen emmede af aktivitet, og Anders og K.N. var på vej ud til gerningsstedet igen.
ANNONCE
Jul på stationen
Anders var kommet i tanke om vinduet og personen, der havde luret, og han ville snakke med vedkommende.

Mads blev ladt tilbage på kontoret i fuld gang med at få styr på beviser, rapporter og andre papirer - igen, igen.

Da de kom til opgangen, skulle de lige først regne ud, hvilken lejlighed, det kunne være. Anders vandrede rundt om huset og fandt vinduet, hvorefter han kom tilbage: "Jeg tror, det er 4. sal, hmm til højre."

K.N. trykkede på dørtelefonen. Intet svar. Igen, stadig intet svar. Tredje gang var lykkens gang. En arrig, hæs kvindestemme skrattede ud af højtaleren: "Hvem der?"

K.N. trådte et skridt frem og bøjede sig ned mod mikrofonen: "Kriminalpolitiet! Mit navn er Mads K.N., og min makker hedder Anders. Vi vil bare stille Dem et par spørgsmål. Vil De være venlig at lukke op?"

Der var stille et øjeblik, så skrattede højtalerne igen: "Hvordan kan jeg vide, I ikke er fupmagere?"

K.N.: "Du kunne jo lukke os ind, så vi kan komme op og vise dig vores skilte, eller du kunne komme ned og se dem gennem ruden? Vi tror bare, De kan have nogle oplysninger, vi kunne gøre brug af. Måske har De set noget mistænksomt i gyden nedenfor Deres vindue?"

Kvinden: Jeg er ikke interesseret i at snakke med politiet! Farvel."

Anders: "Det skal hun fandme. Hun kan ikke bare holde oplysninger fra os. Ring til Mira. Jeg vil have en dommerkendelse. Vi skal ind!"

K.N. så skeptisk på Anders, hvorefter han rakte sin telefon til ham: "Ring selv!"

Mira var dog ikke begejstret: "Anders, for pokker! Lad være med at stille mig i sådan en situation. I er virkelig ude i et grænseområde. I ved jo faktisk ikke, om hun har nogle oplysninger, vel?"

Anders: "Neej, men hvis hun har... Mira, du kan da nok se, at det kan være vigtigt? Kan vi ikke bøje reglerne en smule? Tilpasse dem lidt?"

Mira: "Hvis du så meget som tænker på at gøre, hvad jeg tror, du kunne finde på at gøre, så vil jeg ikke svare for konsekvenserne, Anders. Jeg kan ikke se igennem fingre med det, hvis du bryder flere regler!"

Så lagde hun på, og Anders bed sig i læben. K.N. kunne godt fornemme, at det ikke havde været så god en idé at lade Anders ringe til Mira. De stod et øjeblik og overvejede situationen. Anders tog først affære og ringede på. Der gik en rum tid, hvorefter kvinden svarede med sin hæse stemme: "Hvem der?"

Anders: "Kriminalpolitiet. Hvis ikke du lukker op nu, kommer vi ind med magt. Vi har netop fået tilsagn om en kendelse, og den er på vej hertil. Jeg vil kraftigt råde dig til at åbne nu. Du risikerer at blive sigtet for at tilbageholde informationer!"
ANNONCE
Jul på stationen
Kvinden mumlede, og så lød der en høj lyd, der fortalte, at døren var åben. Da de endelig nåede 4. sal, kunne de skimte kvinden gennem dørsprækken - kæden var stadig på. Hun ville se deres skilte, og det fik hun lov til. Hun nægtede dog at åbne døren, men besvarede kortfattet deres spørgsmål.

Hun havde intet at fortælle. Da mordet skete, havde hun set fjernsyn, og hun havde kun luret, fordi hun havde hørt om mordet, og fordi hun syntes, de to havde opført sig underligt dagen i forvejen. Men så havde hun jo også set politibilerne senere, hvilket havde beroliget hende.

K.N. var egentlig glad for, at der ikke var kommet noget ud af det. Han vidste ikke helt, hvordan han ville have forklaret Mira, at hun pludselig var villig til at åbne døren alligevel.
ANNONCE
Del

Seneste nyt