Jul på stationen
13. december
Mads kiggede sig omkring, men der var ingen. Det kom ikke som den store overraskelse, at kontoret var tomt, da Mads mødte på arbejde, men alligevel følte han sig lidt alene. Han fik aldrig noget at vide om, hvor de tog hen, og det var da træls, at kaffen stod og blev kold og kagen tør.
Som så mange gange før gik Mads hen til sit skrivebord, og endnu engang fandt han en gul post-it fra K.N:
"Vi er ude - K.N."
Hans beskeder blev da også kortere og kortere. Mads begyndte at tvivle på, om de overhovedet kunne lide ham, eller om han bare var en klods om benene på dem - var det hans skyld, at de ikke havde fået opklaret denne sag endnu?
Mads vidste ikke, hvad han skulle give sig til. Kontoret var jo rent, og der var også pyntet op til jul, men hvad var det? Han fik øje på et halvvissent blad på julestjernen i vinduet. Han gik straks hen og fjernede det, og nu hvor han var i gang med at nusse om blomsten, så kunne han ligeså godt vande den - ja og juletræet med.
Bedst som han stod og pillede ved juletræet, bankede det på døren. Mads kiggede overrasket op og gik hen og åbnede den.
På den anden side stod en erotisk buttet mand med sparsom hårpragt. Det var manden, som de dagen før havde prøvet på at afhøre - dog uden held.
"Godmorgen William - kom endelig indenfor."
William kiggede lidt forskræmt rundt i lokalet.
William: "Hvor er de to andre?"
Mads: "De er ude! Vil du ikke sidde?"
Mads pegede hen på en stol, og William gik hen og satte sig.
Mads: "Må jeg byde på en kop kaffe og et honninghjerte? Og bruger du noget i kaffen?"
William: "Øhm... Ja tak!"
Mads: "Hvad skylder man æren?"
William: "Øhm... Altså... Jeg... Jeg kom i tanke om i går, da jeg kom hjem, at jeg faktisk havde set noget den anden dag. Ja, jeg ved ikke, om det er noget, I kan bruge til noget, men jeg følte bare, at I skulle have det at vide - altså også så ham den skrappe ikke sigter mig for at tilbageholde beviser!"
Mads kiggede interesseret på William. Kunne dette være hans første afhøring? Kunne dette være oplysningerne, der ville opklare sagen? Kunne dette være det, der skulle til for, at Anders og K.N. accepterede ham?
Han fandt en diktafon frem og tændte den - det skulle jo gå ordentligt til.
Mads: "Det er tirsdag den 13. december 2005, og klokken er 10:17. Tilstede er kriminalassistent Mads Johansen og William."
Mads: "Bare tag det helt roligt og fortæl onkel Mads, hvad du har set."
William: "Jo, altså jeg kom kørende, og jeg så en høj, rank mand, vel omkring 1,90 meter, komme gående med hurtige skridt. Han var egentlig nydeligt klædt på, altså sådan med jakkesæt og det hele. Han havde mørkt, kort, pjusket hår, og så var han hvid."
Mads: "Aha... er der andet, du kan huske ved ham?"
William: "Nårh ja, han havde en dejlig fast parisernumse!"
Mads: "Jeg mente nu mere hans ansigt!"
William: "Det ved jeg ikke - jeg så ham kun bagfra!"
Som så mange gange før gik Mads hen til sit skrivebord, og endnu engang fandt han en gul post-it fra K.N:
"Vi er ude - K.N."
Hans beskeder blev da også kortere og kortere. Mads begyndte at tvivle på, om de overhovedet kunne lide ham, eller om han bare var en klods om benene på dem - var det hans skyld, at de ikke havde fået opklaret denne sag endnu?
Mads vidste ikke, hvad han skulle give sig til. Kontoret var jo rent, og der var også pyntet op til jul, men hvad var det? Han fik øje på et halvvissent blad på julestjernen i vinduet. Han gik straks hen og fjernede det, og nu hvor han var i gang med at nusse om blomsten, så kunne han ligeså godt vande den - ja og juletræet med.
Bedst som han stod og pillede ved juletræet, bankede det på døren. Mads kiggede overrasket op og gik hen og åbnede den.
På den anden side stod en erotisk buttet mand med sparsom hårpragt. Det var manden, som de dagen før havde prøvet på at afhøre - dog uden held.
"Godmorgen William - kom endelig indenfor."
William kiggede lidt forskræmt rundt i lokalet.
William: "Hvor er de to andre?"
Mads: "De er ude! Vil du ikke sidde?"
Mads pegede hen på en stol, og William gik hen og satte sig.
Mads: "Må jeg byde på en kop kaffe og et honninghjerte? Og bruger du noget i kaffen?"
William: "Øhm... Ja tak!"
Mads: "Hvad skylder man æren?"
William: "Øhm... Altså... Jeg... Jeg kom i tanke om i går, da jeg kom hjem, at jeg faktisk havde set noget den anden dag. Ja, jeg ved ikke, om det er noget, I kan bruge til noget, men jeg følte bare, at I skulle have det at vide - altså også så ham den skrappe ikke sigter mig for at tilbageholde beviser!"
Mads kiggede interesseret på William. Kunne dette være hans første afhøring? Kunne dette være oplysningerne, der ville opklare sagen? Kunne dette være det, der skulle til for, at Anders og K.N. accepterede ham?
Han fandt en diktafon frem og tændte den - det skulle jo gå ordentligt til.
Mads: "Det er tirsdag den 13. december 2005, og klokken er 10:17. Tilstede er kriminalassistent Mads Johansen og William."
Mads: "Bare tag det helt roligt og fortæl onkel Mads, hvad du har set."
William: "Jo, altså jeg kom kørende, og jeg så en høj, rank mand, vel omkring 1,90 meter, komme gående med hurtige skridt. Han var egentlig nydeligt klædt på, altså sådan med jakkesæt og det hele. Han havde mørkt, kort, pjusket hår, og så var han hvid."
Mads: "Aha... er der andet, du kan huske ved ham?"
William: "Nårh ja, han havde en dejlig fast parisernumse!"
Mads: "Jeg mente nu mere hans ansigt!"
William: "Det ved jeg ikke - jeg så ham kun bagfra!"
William drak resten af sin kaffe og spiste det sidste af sit honninghjerte. Derefter sagde han farvel til Mads og forlod kontoret.
Mads sad og tænkte over det, han lige havde fået at vide, da døren pludselig gik op.
Anders: "Hvad så - hvad har du fået dagen til at gå med?"
Mads: "William kom tilbage og fortalte, at han havde set en mand - I kan selv høre det her!"
Mens de hørte, hvad William havde haft at fortælle, strålede Mads som en sol, hvorefter der blev sendt en efterlysning ud.
Anders: "Damn you, Showoff!"
Mads sad og tænkte over det, han lige havde fået at vide, da døren pludselig gik op.
Anders: "Hvad så - hvad har du fået dagen til at gå med?"
Mads: "William kom tilbage og fortalte, at han havde set en mand - I kan selv høre det her!"
Mens de hørte, hvad William havde haft at fortælle, strålede Mads som en sol, hvorefter der blev sendt en efterlysning ud.
Anders: "Damn you, Showoff!"
