Jul på stationen
12. december
K.N. og Anders skulle dog alligevel ud at kigge nærmere på gerningsstedet igen, men de havde kun lige kørt et par hundrede meter, da en bil kom kørende fra en sidevej, direkte ind i deres bil.
De sad et øjeblik med løftede øjenbryn og stirrede ud på bilen, der holdt stille i deres forparti. Så kiggede de på hinanden og tilbage på bilen.
"Hva' satan - det er jo den!"
Anders fløj ud af bilen med K.N. i hælene. Manden i det karry-gule folkevognsrugbrød så forskrækket ud ved den voldsomme aktivitet.
Anders trak sin pistol og rev døren i folke-vognsrugbrødet op: "Det er politiet. Ud af den bil. Nu!"
Manden så frygtelig skræmt ud og reagerede meget langsomt.
"Jeg sagde, ud af den bil! Kom så! Få lidt fart på. Og hold hænderne, hvor jeg kan se dem."
K.N. trak også sin pistol og dækkede Anders, mens han åbnede bildøren og trak i manden for om nødvendigt at "hjælpe" ham ud. Det lykkedes. Manden kom ud, stiv af skræk med hænderne på hovedet.
"Læg dig ned på jorden og tag hænderne om på ryggen."
Anders lagde manden i håndjern, mens han informerede ham om, at han var anholdt.
10 minutter senere sad en lettere fedladen, halvskaldet, 30-årig mand og kiggede forskræmt på Anders og K.N., der var lige ved at være klar til forhøret.
Men manden var ikke til meget hjælp. Han kunne ikke svare på nogle af deres spørgsmål, kom i stedet med højst usammenhængende svar.
Hvad havde han gang i med sådan en kørsel? "Det var jo bare fordi...!" Havde han været omme ved jernbaneterrænet dagen i forvejen? Jo, men... Hvad var formålet ved at køre rundt i bilen? "At se på damer?" Kunne han godt lide blonde damer? "Ja da..." Hvad ville han gøre ved en blond pige, hvis han fik bid på krogen? "Kneppe hende?" Hvad hvis hun sagde nej? "Jamen, det gør de jo..."
Havde han meget had i sig?
De blev ved i lang tid, men den stakkels mand kunne hverken svare for sig eller kræve sin ret til at se en advokat.
Mira blev underrettet, men hun nægtede at beholde ham. Der var ikke andet end indicier og et anonymt tip at gå efter, og hvordan i himlens navn ville de have hende til at forsvare det overfor en dommer? Anders surmulede, men var glad for i det mindste at kunne sigte ham for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Så blev han løsladt.
De sad et øjeblik med løftede øjenbryn og stirrede ud på bilen, der holdt stille i deres forparti. Så kiggede de på hinanden og tilbage på bilen.
"Hva' satan - det er jo den!"
Anders fløj ud af bilen med K.N. i hælene. Manden i det karry-gule folkevognsrugbrød så forskrækket ud ved den voldsomme aktivitet.
Anders trak sin pistol og rev døren i folke-vognsrugbrødet op: "Det er politiet. Ud af den bil. Nu!"
Manden så frygtelig skræmt ud og reagerede meget langsomt.
"Jeg sagde, ud af den bil! Kom så! Få lidt fart på. Og hold hænderne, hvor jeg kan se dem."
K.N. trak også sin pistol og dækkede Anders, mens han åbnede bildøren og trak i manden for om nødvendigt at "hjælpe" ham ud. Det lykkedes. Manden kom ud, stiv af skræk med hænderne på hovedet.
"Læg dig ned på jorden og tag hænderne om på ryggen."
Anders lagde manden i håndjern, mens han informerede ham om, at han var anholdt.
10 minutter senere sad en lettere fedladen, halvskaldet, 30-årig mand og kiggede forskræmt på Anders og K.N., der var lige ved at være klar til forhøret.
Men manden var ikke til meget hjælp. Han kunne ikke svare på nogle af deres spørgsmål, kom i stedet med højst usammenhængende svar.
Hvad havde han gang i med sådan en kørsel? "Det var jo bare fordi...!" Havde han været omme ved jernbaneterrænet dagen i forvejen? Jo, men... Hvad var formålet ved at køre rundt i bilen? "At se på damer?" Kunne han godt lide blonde damer? "Ja da..." Hvad ville han gøre ved en blond pige, hvis han fik bid på krogen? "Kneppe hende?" Hvad hvis hun sagde nej? "Jamen, det gør de jo..."
Havde han meget had i sig?
De blev ved i lang tid, men den stakkels mand kunne hverken svare for sig eller kræve sin ret til at se en advokat.
Mira blev underrettet, men hun nægtede at beholde ham. Der var ikke andet end indicier og et anonymt tip at gå efter, og hvordan i himlens navn ville de have hende til at forsvare det overfor en dommer? Anders surmulede, men var glad for i det mindste at kunne sigte ham for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Så blev han løsladt.
Senere på aftenen, nær centrum, foregik der igen noget dramatisk. Det var en gade med mange butikker. Men, det var for længst blevet fyraften, og ingen kunder færdedes på gaden så sent. Kun én enkelt pige, der havde dækket sig godt til i kulden. De lyse lokker var knapt nok at se, men når hun gik ind under en gadelygte, kunne man se dem skinne under huen.
Bag hende gik en mand, hurtigere og hurtige, indtil han nåede pigen. Han greb hende bagfra, væltede hende omkuld, hun skreg, mens han kommanderede med hende. Hun skulle ikke skrige. Bare ligge tavst og lade ham afgøre hendes skæbne.
Hun ville dog ikke tie, så han valgte at gøre det endnu hurtigere, end han plejede. Halsen blev skåret op, og først herefter rev han tøjet af hende. Så smed han hende brutalt fra sig, som det skidt, han anså hende for at være. Han smed en blomst, tog hendes trøje med sig og lugtede til den sødlige blodlugt, mens han løb ned af en sidegade.
Der stod en skraldespand, og han kastede trøjen deri, inden han forsvandt i mørket.
Bag hende gik en mand, hurtigere og hurtige, indtil han nåede pigen. Han greb hende bagfra, væltede hende omkuld, hun skreg, mens han kommanderede med hende. Hun skulle ikke skrige. Bare ligge tavst og lade ham afgøre hendes skæbne.
Hun ville dog ikke tie, så han valgte at gøre det endnu hurtigere, end han plejede. Halsen blev skåret op, og først herefter rev han tøjet af hende. Så smed han hende brutalt fra sig, som det skidt, han anså hende for at være. Han smed en blomst, tog hendes trøje med sig og lugtede til den sødlige blodlugt, mens han løb ned af en sidegade.
Der stod en skraldespand, og han kastede trøjen deri, inden han forsvandt i mørket.
